Power-to-X

- - - 







det er ikke
længere noget
jeg kan bruge til               noget 

den bittersøde frihed
det store farvel til            ønsket
om at gøre noget

andet i sproget 
end det                                rent
mekaniske 

noget nødvendigt
som god dag og                 farvel 
god morgen og god nat 



der var kraften der var 
som er blevet til                 minder 
om muligheder 

da jeg forvaltede mit        gods
som jeg forvaltede mine 
øvrige forudsætninger 

skødes løst og                     tanke tomt 
plan løst og retnings løst 

blev jeg til under trykket
af min egen                         vægt  
dog ikke diamant 
kun kul 

og kul forurener                fælt 
dets tid er
så godt som ovre

det bør blive 
i jorden, ikke graves op 
men graves ned,                begraves
i solens cyklus 

-

t e r m o d y n a m i k k e n s
anden lov 
er min                                   lov
som den også
er din  

er jeg                                     sollyset 
fanget, ophobet kul
som må sættes fri 
gives tilbage 

er jeg 
døden  
                                                offergaven
til solen 

når du                                    vantro
trykker på idéen
om en knap og 
scroller ned 
går det hele op 







- - - 

turist XIII

- - -







generatoren
 stedet i solar plexus
  hvor styrken fødes

    stønner på halv kraft
     midtlivets lovgivere
      åbner brevene

        højsange lyrik
       læst af en analfabet
      én der kom for sent

    eller stod ude
   bag dørene når klokken
  ringede ind til

 time i skolen
  stimen timen de mange
   stunder udenfor

     tidens brændvidde
      femogfyrre korte år
       med lange vintre







- - - 

turist XII

- - -







Sofaen, en lille brun båd af læder på første sal, den knirkende opgang, den truende undergang, eksamensgangen uden grænser, afgang over linoleum, gennemtræk: Det trak fra alle hullerne, en stank af indestængt ungdom.

Jeg fattede ikke længere hvad der stod, men jeg læste Foucaults Pendul otte gange i træk, jeg klamrede mig til de krøllede gule sider, ordene faldt igennem mig som ord, bare ord der ikke kunne gribes, ikke begribes af mig, for de kunne ikke længere gribe mig.

For ikke at miste forstanden måtte jeg blive i nogens forstand, for ikke at miste mig egen, måtte jeg forsøge at fastholde at en fortolkende forstand fandtes uden for mig, en forstand der kunne indeholdes, holdes samlet i en bog: forside, bagside, indhold, et antal siders uforandrede sum, en sluttet cirkel af fortolkning, mening.

I holdt fest omkring mig i et helt årti, eller var det krig.

Jeg havde alt hvad jeg ejede i en gammel sportstaske, jeg ville ikke eje den, jeg åbnede den aldrig, den var fuld af krøllet tøj, bøjede papirbilleder, jeg var blevet allergisk overfor tøjets symbolik, hvad det tolkedes som når jeg tog det på, hvad jeg tolkedes som når jeg tog det på.

Jeg kunne ikke udholde mere fortolkning, jeg kunne ikke klare flere domme, denne kværnende maskine af betydning, blikkenes døgnåbne retssale, synets diktatur.

Han er det, du er det, han er sådan, jeg er sådan, ingen så nogen, ingen ville videre ind, ingen ville nogen noget videre, alle ville ud, de vidste det ikke, der er så meget man ikke kan vide når man er ung, jeg var aldrig ung, jeg kom for tidligt ud.

Alt var alles overflader, alt var ikke på dette sted, ikke her, ikke endnu, alt var senere, alt var uddannelse der ikke vidste den var afdannelse.

Lærerne var fortabte i fortidens fravær af dem selv, en efterdønning af skidne brune blade, halvtressernes tabte solnedgang af optimisme, fløjl og tweed, tressernes skuffelse som vrede læsebriller i brystlommerne, kisternes hjerter under jorden, vampyrer uden tænder: Man bliver ikke Villy Sørensen af at læse Villy Sørensen. Deres fortolkninger var mere hjemløse end vores; at nagle sig fast i en verden der ikke længere er, altid ude efter et sted der ikke mere er, skolernes vedbendbegroede melankoli, altid ude af tid, aldrig lige her.

Deres ofre, os, det er loven, en masse af potentiale, en masse af hadefuld genkendelse, det uudholdelige spejl, slagtekvæget, det foragtede faste kød, de foragtede kalve på ræd og række, vi, de vitale, vi hørte ikke efter: Fordi I ikke hørte efter, hørte vi ikke efter.

Timer i indsigt, brændende sand. Ingen erfarent blæsende munde, intet håndelag der kunne fremstille det dobbelte glas' afgrænsning. Ikke den forventede indsigt, ikke den der opløstes i luften mellem bordene, men dog indsigt, krigens indsigt.

Jeg skrev en fristil om Dionysos' voldtægt af Apollon. Læreren skrev tilbage til mig, at jeg måtte have været påvirket i mens, forholdt sig ikke min tanke, dens motivation: Det var det tætteste nogen lærer kom på at sige mig noget jeg kunne bruge til noget, men det var nok.

På vej ud, i hallen ved trappen, var Sokrates' næse knækket af. Hvem gider reparere en billig kopibuste af gips. Den kvalmende prætention var ikke min, den var jeres.

Alt var fanget i en roterende overflade af frastødning og tiltrækning, identifikation og afstødning, jeg kunne ikke holde det ud, jeg kunne ikke holde den kategoriske ungdom ud, jeg maskerede mig som nøgen, jeg fjernede de kvælende symboler af bomuld fra min hud.

Den nat kom nogen mens jeg sov i min perfekte krops spildte plads, nogen tog mit lem i munden, mine øjne var åbne. Altid en sen nat. Jeg ved ikke hvem, hvem betyder ikke noget, hun gjorde hvad alle gjorde, hun gjorde det for sin egen skyld.

Jeg var otteoghalvfjerds kilo ødelagt ungdom, det smukkeste fejlskud på livets stamme, slug mig, drik mig, æd eller bliv ædt, Adonis, tragiske Adonis, begærobjektets fødsel, rasende gnister resten af natten efter hun forsvandt, torden, sommerregn, gråd, mit brændende blå blik, mit lange, tykke hår, ingen hørte hvad jeg sagde, min sjæl var for gammel, min krop var for ung. I ti år sagde jeg ingenting.

Om morgenen kastede jeg op, jeg kastede min krop i spil, jeg gav op, jeg kunne ikke mere, jeg gav efter, jeg tømte mig for blomsternes tanker, jeg gik ind, jeg bestemte mig for at overleve ungdommens ved ikke at være der imens.

Jeg iførte mig viljefuldt de blikke der ville have mig, jeg rejste mig, jeg gik med en uhyggelig beslutsomhed efter enhver jeg ville nagle til mit bræt, besidde, jeg lod mig blive hvad alle ville have for en nat eller to; hvis mit eget begær ikke rakte til sejr, lavede jeg mig om til præcis hvad nogen havde lyst til at besejre, jeg lod det ske, borgporte kan skiftes, jeg er en god tømrer.

Jeg lod kroppene vinde over kroppene, ingen medaljer, jeg satte dyret fri af tankens lænker; før var der få, nu blev der mange, der blev så mange at jeg ikke kender tallet, men tallet er mit dyrs tal; nu står det skrevet.

I mellemrummene rejste jeg væk for at bebo alt det I ikke kunne se i mig, under jeres kroniske flugt fra jer selv. De fleste af jer var flygtninge i løb, mens jeg blev fodgænger: Ser nogle af jer det mon nu.

I mellemrummene rejste jeg efter et hjerte som mit. I mellemrummene lærte jeg at elske at være alene uden for dørene. I mellemrummene lærte jeg hvordan jeg skulle vente. I mellemrummene havde jeg mit hjerte i en rygsæk. I mellemrummene mit møde med mit indre smils faste horisont: Den dannedes i det Ægæiske morgenrøde

Jeg forstod at noget ventede mig, langt fra nu, et særligt lysende ansigt. Jeg kunne kun finde det når jeg ikke var der hos de andre. Jeg kunne kun finde det når jeg gik igennem de andre, jeg var der ikke hos I andre, jeg var der ikke, jeg levede i fremtidens favn. Det var hvad jeg forstod på havet mellem de små øer under det lilla himmelhvælv, mens bølgerne slog blåsort blidt mod de hvide stævne.

Jeg løj ikke når jeg elskede med jer uden at elske jer. Jeg har ingen anger, jeg har ikke brug for tilgivelse for altid at have været mig, men jeg siger undskyld til alle jeres navne, jeg husker dem ikke, jeg husker dem alle, jeg har jeres kroppes landkort indlejret i den verden jeg måtte optegne for at finde min anden, det var med vilje, jeg gjorde det med vilje, jeg gjorde det hele med vilje, I elskede heller ikke mig.

Jeg ved at nogle af jer så det i glimt bag mine magnetiske øjne, når de så igennem jeres. Jeg ved at nogle af jer må have nydt at I ikke var mere end erfaring. Jeg ved at nogle af jer må have nydt at jeg ikke var mere end erfaring. Jeg ved at nogle af jer må have nydt smerten lige så meget som jeg, når vi stak, når vi huggede hinanden til blods for at komme, når vi kom for at komme ind i det kommendes haver, når vi lavede vores skulpturer af skælvende kød i eftersøgningen af den der ikke var der hos os i rummet. Jeg ved at nogle af jer må have søgt igennem mig som jeg søgte igennem jer. Jeg ved at nogle af jer heller ikke var der. Jeg ved at nogle af jer, ligesom jeg, må være der nu.







- - -

turist XI

- - -




































































Sofaen, en lille brun båd af læder på første sal, den knirkende opgang, den truende undergang, eksamensgangen uden grænser, afgang over linoleum, gennemtræk, det trak fra alle hullerne, der stank af indestængt ungdom; jeg fattede ikke længere hvad der stod, men jeg læste Foucaults Pendul otte gange i træk, jeg klamrede mig til de krøllede gule sider, ordene faldt igennem mig som ord, bare ord der ikke kunne gribes, ikke begribes af mig, for de kunne ikke gribe mig; for ikke at miste forstanden måtte jeg blive i nogens forstand, for ikke at miste mig egen, måtte jeg forsøge at fastholde at en fortolkende forstand fandtes uden for mig, en forstand der kunne indeholdes, holdes samlet i en bog; forside, bagside, indhold, et antal siders uforandrede sum, en sluttet cirkel af fortolkning, mening.


I holdt fest omkring mig i et helt årti, eller var det krig; jeg havde alt hvad jeg ejede i en gammel sportstaske, jeg ville ikke eje den, jeg åbnede den aldrig, den var fuld af krøllet tøj, bøjede papirbilleder; jeg var blevet allergisk overfor tøjets symbolik, hvad det tolkedes som når jeg tog det på, hvad jeg tolkedes som når jeg tog det på, jeg kunne ikke udholde mere fortolkning, jeg kunne ikke klare flere domme, denne kværnende maskine af betydning, blikkenes døgnåbne retssale, synets diktatur; han er det, du er det, han er sådan, jeg er sådan, ingen så nogen, ingen ville videre ind, ingen ville nogen noget videre, alle ville ud, de vidste det ikke, der er så meget man ikke kan vide når man er ung, jeg var aldrig ung, jeg var her altid for tidligt. 

Alt var alles overflader, alt var ikke på dette sted, ikke her, ikke endnu, alt var senere, alt var uddannelse der ikke vidste den var afdannelse, lærerne var fortabte i fortidens fravær af dem selv, en efterdønning af skidne brune blade, halvtressernes tabte solnedgang af optimisme, fløjl og tweed, vrede læsebriller i brystlommerne, kisternes hjerter under jorden, vampyrer uden tænder, man bliver ikke Villy Sørensen af at læse Villy Sørensen; deres fortolkninger mere hjemløse end vores; at nagle sig fast i en verden der ikke længere er, altid ude efter et sted der ikke mere er, skolernes vedbendbegroede melankoli, altid ude af tid, aldrig lige her.

Deres ofre, os, det er loven, en masse af potentiale, en masse af hadefuld genkendelse, det uudholdelige spejl, slagtekvæget, det foragtede kød, de foragtede kalve på ræd og række, vi, de vitale, vi hørte ikke efter, fordi I ikke hørte efter hørte vi ikke efter; timer i indsigt, brændende sand, ingen erfarent blæsende munde, intet håndelag der kunne fremstille det dobbelte glas' afgrænsning, ikke den forventede indsigt, ikke den der opløstes i luften mellem bordene, men dog indsigt, krigens indsigt; jeg skrev en stil om Dionysos' nødvendige voldtægt af Apollon, læreren skrev tilbage til mig at jeg måtte have været påvirket i mens, forholdt sig ikke min tanke, dens motivation; det var det tætteste nogen lærer kom på at sige mig noget jeg kunne bruge til noget, men det var nok.  

På vej ud, i hallen ved trappen, Sokrates' næse var knækket af, hvem gider reparere en kopibuste af gips, den kvalmende prætention var ikke min, den var jeres; alt var fanget i en roterende overflade af frastødning og tiltrækning, identifikation og afstødning, jeg kunne ikke holde det ud, jeg kunne ikke holde den kategoriske ungdom ud, jeg maskerede mig som nøgen, jeg fjernede alle de kvælende symboler af bomuld fra min hud.  

Den nat kom nogen mens jeg sov i min perfekte krop, nogen tog mit lem i munden, mine øjne var åbne, altid en sen nat, jeg ved ikke hvem, jeg er ligeglad med hvem, hun gjorde hvad alle gjorde, hun gjorde det for sin egen skyld, det var tydeligt, jeg var otteoghalvfjerds kilo ødelagt ungdom, det smukkeste fejlskud på livets stamme, slug mig, drik mig, æd eller bliv ædt, Adonis, tragiske Adonis, begærobjektets fødsel, rasende gnister resten af natten efter hun forsvandt, tordengråd, mit brændende blå blik, mit lange, tykke hår, ingen hørte hvad jeg sagde, min sjæl var for gammel, min krop var for ung, jeg sagde ingenting i ti år, tak min engel.  

Om morgenen kastede jeg op, jeg kastede min krop i spil, jeg gav op, jeg kunne ikke mere, jeg gav efter, jeg tømte mig for blomsternes tanker, jeg gik ind, jeg bestemte mig for at overleve ungdommens ved ikke at være der imens, jeg iførte mig viljefuldt de blikke der ville have mig, jeg rejste mig, jeg gik med en uhyggelig determination efter enhver jeg ville nagle til mit bræt, besidde, jeg lod mig blive hvad alle ville have for en nat eller to; hvis mit eget begær ikke rakte til sejr, lavede jeg mig om til præcis det nogen havde lyst til at besejre, jeg lod det ske, borgporte kan skiftes, jeg er en god tømrer; jeg lod kroppene vinde over kroppene, ingen medaljer, jeg satte dyret fri af tankens lænker; før var der få, nu blev der mange, der blev så mange at jeg ikke kender tallet, men tallet er mit dyrs tal; nu står det skrevet.  

I mellemrummene rejste jeg væk for at besøge alt det I ikke kunne se i mig under jeres kroniske flugt fra jer selv, de fleste af jer var flygtninge i løb, jeg var fodgænger; ser nogle af jer det mon nu; i mellemrummene fortsatte jeg min skæbnerejse efter et hjerte som mit, på min rejse i mellemrummene lærte jeg mig at elske at være alene udenfor dørene, i mellemrummene lærte jeg mig hvordan jeg skulle vente på dig, i de andre landes mellemrum mit hjerte i en rygsæk, mit møde med dig mit indre smils faste horisont, det dannedes af det Ægæiske morgenrøde, jeg forstod at du ventede på mig på Makaron Nesoi, langt fra nu, et helt særligt ansigt; jeg kunne kun finde dig når jeg ikke var der hos de andre; jeg kunne kun finde dig når jeg gik igennem de andre, jeg var der ikke hos I andre, jeg var der aldrig, jeg levede i fremtidens skønhed.  


Jeg løj ikke når jeg elskede med jer uden at elske jer; jeg har ingen anger, jeg har ikke brug for tilgivelse for altid at have været mig, men jeg siger undskyld til alle jeres navne, jeg husker dem ikke, jeg husker dem alle, jeg har jeres kroppes landkort indlejret i den verden jeg måtte optegne for at finde min anden, det var med vilje, jeg gjorde det med vilje, jeg gjorde det hele med vilje, I elskede heller ikke mig. 

Jeg ved at nogle af jer i glimt så hende bag mine magnetiske øjne når de gik ret igennem jer, jeg ved at nogle af jer må have nydt at I ikke var mere end erfaring, jeg ved at nogle af jer må have nydt at jeg ikke var mere end erfaring, jeg ved at nogle af jer må have nydt smerten lige så meget som jeg, når vi stak, når vi huggede hinanden til blods for at komme, når vi kom for at komme ind

 i det kommendes haver, når vi lavede vores skulpturer af skælvende kød i eftersøgningen af den der ikke var der hos os i rummene; jeg ved at nogle af jer må have søgt igennem mig som jeg søgte igennem jer; jeg ved at nogle af jer heller ikke var der, jeg ved at nogle af jer som jeg må være der nu.  










- - - 

turist X

- - - 







Turister stikker ud i flokken, de er letgenkendelige på deres flakkende blikke og usikre bevægelser i det offentlige rum. For tiden er mit sprog turist i den virkelighed det skaber; det er uden tilhørsforhold til de rammer det sætter for sig selv, det er hårdt, repetitivt mekanisk, hjemløst og søgende, det er uden eventyrerens sans for nytildragelse og opdagerens fornøjelse ved hver ny erfaring, dertil har det været ude, og ude af sig selv, for længe; det er hårdt, repetitivt, mekanisk, hjemløst og søgende: uden akkompagnerende musik. Når det hviler i sig selv gør dets ejermand det samme, når det hvileløst og blindt famler rundt i sit eget tusmørke, gør dets ejermand det samme: Indtil hjemrejsen er betalt, må sproget tage til takke med at bygge bro til en verden så lille, at håbet kan leve i den. 







- - - 







turist IX

- - -







Lydene, dem må vi ikke glemme på rejsen mod stilheden: Stemmerne, de andres stemmer, som smyger sig op og ned ad hinanden, ind og ud af kadencer og intonationer, mens de danner små symfoniske skyer af menneskelige forsøg på tilnærmelse, eller dissonante mørkefald, sidespor af svag vilje og uerkendt foragt. Der er musikken, enetaler eller samtaler mellem mange stemmer skabt i enrum, hvor man ikke behøver at bekymre sig om at blive forstået med det samme, eller om hvorvidt stemmerne kan mødes, for det kan de, da de alle tilhører den der skaber dem. Jeg genkalder mig samtalerne med én fod i graven og én fod på vej videre, mens jeg nynner de andres musik som om den var min; de bedste samtaler er de jeg ikke kan glemme, fordi deres betydning ændrer sig hver gang jeg ankommer til et nyt sted. 

 






- - - 

turist VIII

- - - 







I bevægelse fra det ene sted til det andet sker det undertiden at den rejsende forstår at gennemfarten er hans naturs højdepunkt, den pletvise tilstedeværelse af et vågent sind mens han kigger på landskaberne udenfor togenes vinduer, er den skæbne han er udstyret med, den eneste han har og derfor den bedst mulige, og så kan han hvile i det han kun i glimt har følt var hans; han gør sig ikke flere anstrengelser for at komme til det bofaste sted hinsides rejsen, hvor opmærksomt udlevet biologi og forestillingen om tilhørsforhold plejede at bo med sine løfter om muligheden af familie, hjem, ægteskab, børn, slægt, arv og miljø: Nu er han fri til at passere igennem sin tid uden at tilhøre nogen eller noget, fri til at tvivle på om han har været her som andet end skyggen af sig selv, en flygtig tanke, et genfærd i nogens nat, en tyngde, en lethed, en turist.   







- - - 


turist VII

- - - 







Anmelderen er turist i litteraturen, litteraturen udgøres af optegnelser fra turister i egne og andre menneskers liv. Turisten her, er metaturist, en bevægelig entitet som rejser ud og ind af blikke, perceptioner, synspunkter, alt efter hvad han har råd til, hvor megen mental kapital han har at bruge og hvor hans uudgrundelige tilbøjelighed til at rejse fører ham hen. Han lader sig lede, han leder, han er guide, han er anonym deltager i flokken, på forudbestemt pakkerejse i det menneskelige landskab. Når han skriver om fænomenet, er han på samme tid ét med det og udenfor det, han befinder sig da i en umulig dobbeltposition, han er på et ikke-sted, et sted som er rejsens mål, turistens bestemmelse, i bevægelse fra sætning til sætning, men han er også på stedet, stationær, han sidder ved et bord med skærm og tastatur foran sig og rejser intetsteds med sprogets hastighed, med ordene som togvogne på sporet af det stationære, en fjern perron, et trinbræt, et udkald, en billetautomat, en endestation, en terminal af papir.







- - -       

turist VI

- - - 







Doktor Nietzsche, formoder jeg? - Jeg har den klare, tilbagevendende og påtrængende tanke, at jeg har lært alt for meget om mig selv, mennesket, mit menneske, såvel som mennesket i almindelighed, til at kunne omsætte det til noget som giver mening for ret mange andre end mig, når jeg åbner munden for at tale om det, hvorfor jeg ikke mener at have andre muligheder end at skrive en bog om det, for er det, min ambivalent elskede ungdomsven, ikke dét man bør gøre, hvis man inderst inde ved, at den boblende, voksende, til tider anmasende og ustandseligt permutterende viden man har, kun kan lede til enten udgivelse eller indlæggelse. I hvert fald ved jeg, at jeg ikke vil derhen: I fortiden, til skolerne, i mellemtiden, til uddannelsesstederne, i nutiden, til arbejdspladserne, i fremtiden, til behandlingsstederne, åbne såvel som lukkede, for der, på institutionerne, er viden jo i højere eller lavere grad, men dog altid, baseret på det ideelt positive kollektivs, qua institutionernes natur, rigide forestillinger, antagelser og overenskomster om det rettes beskaffenhed. Er det at skrive bogen om mennesket fra dets eget sted og dets eget rette, da ikke per definition at skrive den bog som sætter dets egen tid før andres tid, altså at forstå som, netop, det rette? 


"At man bliver, hvad man er, forudsætter, at man ikke har den fjerneste anelse om, hvad man er. "

- Ecce Homo







- - - 

turist V

- - - 







hvis de kendte mig  
ville det stadig ikke 
gøre en forskel

jysk kortprosaist
en udisciplineret  
haikuamatør 

det siger sig selv 
at de ikke kan sammen 
respekt og foragt 

receptionens liv
billig vin i slidte glas 
jeg genkendte det 

længe ville jeg 
gerne ind og gives ud 
nu helst bare ud 

rævens rønnebær 
fuglelort fra helvede 
hjerte, hvad mere







- - - 

turist IV

- - - 








Sølv eller bly; minedriftens spørgsmål mødes af markedets larm, det er forstået. Det er forstået at mine drifter, at med mine bedrifter, er det straks sværere med grammatikken, for M/S Fortiden sank udfor skærene ved det velkendtes kyst, ladet med spørgsmålet som gentager sig selv: sølv eller bly, bly eller sølv. Vi mener at vide at vi ved, at sølvet stopper vampyren, blyet alt det andet, alle på to ben uden særlig forbandelse eller agenda, at de når de rammes må smide huden og vise skeletternes farve. Ét af dem står i min stue kan man ikke se om det har båret rundt på ondt kød, det siger: Hvad vil jeg have ud af mine anstrengelser med hakke, skovl, spade, hvad vil jeg have af dig, hvad vil jeg dig dog, kan jeg ikke bare få lov til at gå i opløsning, give kalken videre til de ufødte som skal drikke næste års mælk. Da er det det slår mig, at det ikke er mig som undersøger dem, de druknede døde, de dræbte døde, de dramatisk døde der ikke fik valget mellem sølv og bly: De undersøger mig, de kan ikke få fred, jeg plager døden af dem til de har svaret. 








- - - 


turist III

- - - 







Jeg er ikke sikker på at det jeg har opnået skyldes andet end uheld. Når jeg går langt, betyder hjernen kun lidt, men jeg er ligeså fyldt med tvivl som jeg var, da jeg var barn: Indsigterne kommer i glitrende stimer for manden uden fiskestang, der er øjeblikke af sikkerhed i usikkerhed, men intelligens betyder ikke mere for mig end rynker: Kun min for længst afgivne kærlighed er en have af ro.








- - - 

turist II

- - - 








Jeg er bare turist i mit liv, jeg ankommer, ser ting, tager af sted, er bare turist i mit liv, betaler for de samme ting med andre navne, er bare turist i mit liv, jeg er nogens for nu, men ingens igen, er bare turist i mit liv, jeg låner tid og sted, afleverer alt som er og var, er bare turist i mit  liv, jeg kender mig ikke for andet end fravær, er bare turist i mit liv, jeg kender mig sikkert bedre end jeg ved, er bare turist i mit liv, jeg lejer mig til det andre ejer, er bare turist i mit liv, jeg tager billeder, sletter dem igen, er bare turist i mit liv, jeg tager billeder af mig, souvenirs, er bare turist i mit liv, jeg har ingen adresse, kun billetter, er bare turist i mit liv, jeg ved ikke hvordan man bliver, er bare turist i mit liv, jeg ved ikke bedre end at gå, er bare turist i mit liv, jeg rejser med det hele på ryggen, er bare turist i mit liv, jeg efterlader ingen slitage, ingen spor, ingen regning, er bare turist i mit liv, jeg er en enøjet seer i vinden der folder sit tøj, er bare turist i mit liv, jeg håber du husker mig for min venlighed, er bare turist i mit liv, jeg når sjældent at tænke slet om nogen, er bare turist i mit liv, jeg håber ikke du tænker slet om mig.









- - -  


turist I

- - - 









Et provinsmuseum, en tavs lokalsamling nusset og ubesøgt, en løs forbandelse i væggene, en synapse af støv, det smuldrede kit. Udenfor, en gnist rabatten fra en overophedet undervogn: Nogen er steget ud af noget andet for at tage et billede af et træ, men ilden tager tilløb, springer over hegnet, sortner marken, mens et propelfly kredser dybdeblåt; piloten ser tyske farvers flag som en bølge på land.  










- - - 




I Realiteternes Liv

- - - 






to år udenfor portene  
var der ikke nogen 
udover fattige børn

samt ældre 
uden uddannelse og
selvfølgelig dyrene 

indenfor portene  
ikke mere 
nogen 

knoglerne 
på indbakkens 
bund 

gør det ud for hvad 
der må 
forblive udenfor







- - - 

Fraværsprocenter

- - - 








Sommerens sidste dage løber langsomt ud. 
Langt forude, på vejen jeg vandrer ad, rører mine øjne solens bakke. 
Jeg forstås af det, jeg ikke kan forstås af, dets indre lys tager mig.

-

På denne afstand lader det mig op,

det gør mig til det jeg allerede er
om så jeg aldrig når det. 



Snart bærer bevægelsen mig videre,
den svarer min egen bølge, mens alt hvad jeg mærker
er vinden mod mit ansigt. 







- - - 

Eftersyn

- - -







Vi er her endnu, tag ikke fejl, før som nu lukker du os ind.
Ude som inde lokker vi dine trætte øjne ud af denne verden:
Pust som skyggers træk gennem gamle stuer i landet uden årstider.

-

Det sødmefulde nøgne hjerte, hærdet af svig sank det tungt i sorte vande.
Kommer jeg tilbage og hvis; den anden har været i dit hus; også lyset svinder nu. 
Jeg lukkede dig ind, jeg serverede dig det bedste fra mit præcise køkken, du var tryg. 

-

Én strygende bevægelse over min håndryg kunne være nok.
Det vigtigste er det vigtigste når det med sikkerhed er væk.  
Men sandheden elsker dig, sandheden elsker dig.







- - - 

Kølnervand

- - - 








Jeg er den knyttede næve, jeg er flokken af truende hætteklædte på en natlig banegård, jeg er din far, din frygts og din trygheds tveæggede tempelridder, som snart kommer hjem og parkerer sin firhjulede panserhest i garagen. Jeg er manden bag busken, med munden fuld af løfter om eventyr og hånden fuld af slik; jeg er den kønne yndling på diskoteket som har drukket tæt hele natten, han, der med vilde øjne og savl i mundvigene har tabt sin spæde fernis af civilisation og manerer, og som nu presser sig hårdt op imod dig, i et mørkt hjørne af din baggård. Jeg er din magts og din afmagts primat, en ængstelig abe, et dyr, min egen fortabte Skygge, jeg er ikke andet end min vilje til videreførelsen af mig, på andres bekostning; jeg er naturen selv, en urkraft, Pan, i vildt og gungrende ridt gennem din sorte skov, og når du hører mine hoves slag mod jorden, gribes du af lige dele liderlighed og rædsel. Jeg er din skam over så fortvivlet at elske mig, jeg er din skræk for mødet med dig selv; uden dig er jeg intet, og uden mig er du intet; uden hinanden, havde ingen af os været her.

Jeg er ham der lå i din mave, og som du stadig skammer dig over at hade, at ønske død. Jeg er gaven du fik, fordi du ville have den, fordi noget i dig ikke kunne modstå din trang til forøgelse og din lyst til at mærke min faders kraft. Jeg er din nedarvede skyld, din videregivne ufrihed, den, som skal bære dit nederlags kors. Jeg er hjælpeløs, en skrøbelig skabning i dine arme, som du fantaserer om at drukne i det lille plastbadekar, bedst som jeg smiler til dig, og mine øjne stråler af glæde i mødet med dine. Jeg er din begyndelse og dit endeligt, resultatet du selv har skabt, jeg er hvad der fortæller dig, at du skal dø, og det muligt, som de fleste, uden at have nået det du skulle, midt i den afgørende sætn 








- - - 

I de dødes by

- - - 







Det uberørtes skælven, nattens hylende sirener, hurtige billeder af andres slutning. Noget bryder igennem, noget vil på samme tid både ind og ud, noget vil være virkeligt; det er døden selv. Den vil ikke finde sig i ikke at findes, den vil være her, levende iblandt os, den vil ikke beskæres og undervurderes, den vil ikke være et forudsigeligt endepunkt, et punktum i en tekst, som er ens for alle. Som os, vil døden være noget særligt, eller ingenting. Den synes fraværet af frygt for den er uden dybde, at dagene uden den, er som alle dage, at nætterne uden den er som alle nætter, men nu er den tilbage i byerne, den bevæger sig gennem gaderne i lyset fra lygternes gule og hvide kegler, for den har sluppet sine budbringere løs fra forstædernes døgnåbne fængsler. 

Vi kedede os, vi indrømmede det, uden virkelig at mærke det, eller sige det højt, for det er en skam at kede sig i de fries lande. Den sikre boks’ vægge blev så dumme under vores blanke blikke; uden at tænke over det, tændte vi flade stjerner i vores hænder; i deres blålige bølgen kom døden ind; den fandt sin vej ind i os gennem fingrenes åbne kanaler. Den ser sig spejlet og tegnet fri i vores øjne, til den bliver til os, til den får vores navne, alle vores navne. Nu keder vi os ikke mere. 







- - - 

Den store tid, den lille tid.

- - - 




























- - - 

Lørdag aften, lørdag nat; Vidar, Fønix, Ikarus; Brændende Fjer.

- - - 







"All my work, my life, everything I do is about survival, not just bare, awful, plodding survival, but survival with grace and faith. While one may encounter many defeats, one must not be defeated."

 - Maya Angelou 

".. but love's the only engine of survival .."

 - Leonard Cohen



Jeg er på mit sidste, jeg er på mit sidste sted. Der er næsten ikke mere tilbage i mig. Jeg har ikke brug for hjælp, der er ingen hjælp der kan hjælpe mig; jeg har brug for det der har bragt mig hertil, for at komme væk herfra, jeg har brug for ja, ikke nej, jeg har brug for til, ikke fra, jeg har brug for den slutning som kan stoppe den slutning jeg er; jeg er min slutning, jeg er uafvendelig, det er hvad jeg ved med sikkerhed; min smerte er hvad jeg er, min smerte er hele min verden, jeg kan ikke dæmme op for den, den er den røde flod, den er dæmningen, den er mine langsomme hænder der bygger dæmningen, den er fingrene der skriver. 

Smerten har brændt mig ned, jeg er asken af mig; der stiger ingen fugl af mig denne gang, alt i mig er brændt ned, min næste fugl er brændt, der stiger ingen fugl af asken, branden var for stor, branden er for stor, temperaturen er for høj, naturen er knækket, det gik galt, cyklussen er ødelagt, jeg ved det, det er hvad jeg ved: der er kun dette tilbage; af denne aske kommer der ingen ny mand, der er kun askemanden, ude af vinden for en stund; håbet om det sidste ja holder asken på ét sted; min sidste fugl før branden var min smukkeste fugl, jeg gav den til dig, min elskede; elsk den, min elskede, elsk den, lad den ikke flyve bort gennem et glemt og åbent vindue, for den er alt det bedste af mig, den er min sidste fugl, den er min bedste fugl. 

-

Jeg gik ud, jeg måtte bevæge mig, jeg talte med andre mennesker; jeg mødte en gammel bekendt, en kvinde, hun er der med en ny mand, de skinner, for de er nye for hinanden, de skinner næsten som os; han er en mand som jeg, vi minder for meget om hinanden til at kunne andet end at smile skælmsk efterhånden som det går op for os hvor ens vi er; hun er meget forelsket i ham, hun bliver forvirret fordi jeg er som ham; jeg nyder at se dem kysse, jeg stirrer, jeg er tæt på, jeg suger varmen fra deres forelskede kys ind i mig. 

Jeg mødte andre, jeg talte med dem, jeg gik med, jeg går med, jeg ved ikke hvad jeg skal, så jeg gik med; jeg tog et bad, jeg barberede mig, jeg tog det gode tøj på, jeg gik ud; jeg var der ikke selv, ikke helt; jeg gør, men jeg er der ikke helt, jeg gør og græder; hver gang jeg spiser græder jeg, den ny energi fodrer smerten, ikke andet, derfor prøver jeg at spise så lidt som muligt, drikke så lidt som muligt, jeg har ikke givet op, det er livet i mig der giver op på mig, det betyder ikke noget om jeg tænker en fremtid, det betyder ikke andet end at jeg tænker den, for jeg kan ligeså godt tænke noget andet, jeg kan tænke hvad som helst, det gør ingen forskel, alt er smerte, jeg gik ud.

Jeg gik ud, jeg snakkede med folk, jeg var der ikke, jeg fik mig frem så de kunne tale med mig, ved at bilde mig ind at du er min; når jeg gør det, når jeg fremelsker følelsen af at du er min, når jeg fylder min krop med dig lever jeg igen, der løber en blød elektricitet igennem mig, den begynder i min mave, den breder sig i mig, jeg taler med noget som er intakt, jeg taler med det meste intakt, jeg er spændende, jeg tænker mens jeg taler, jeg er levende igen, de kan se det, de kan høre det, de ser en mand som er intakt, de ser en mand der kan det hele, en mand der har det hele, en mand der indgyder dem et indtryk af at være tilstede i sit eget nu, en mand med en dyb og besnærende styrke, en mand med fokuseret passion, en mand andre mænd beundrer, en mand kvinder vil parre sig med; jeg er der, jeg er der igen, jeg er ham i et par timer, det lykkes mig i et par timer, det er berusende at være levende, jeg drikker øl, natten er tropisk, jeg går med dem, jeg går med de andre fra det første sted til et andet, jeg flyder over gaderne, jeg er der, jeg er der ikke.

Vi sidder ved et bord, jeg taler intenst med to unge kvinder, de taler om kærlighed, mange kvinder elsker at tale om kærlighed; jeg taler mest med kvinder, de fleste kvinder forstår hvad det vil sige at være forladt, at elske nogen, at være foruden, at mangle nogen; snakken med den ene falder på hendes studier, hun taler om identitet, den moderne socialkarakter, hun er intelligent, jeg fordrer hendes intelligens, hun er rund, hun er blød, hun har brune øjne, et tillidsfuldt ansigt; men jeg elsker kun dig, mit hjerte er knust, min illusion flammer op, brænder ud, den fortager sig, jeg forsøger desperat at rejse den igen, holde den gående, jeg kæmper for at holde den oppe, men forgæves; hun er så åben, så sårbar, hun har intet set endnu; jeg kan ikke styre det, jeg søger dig i hende, jeg kan ikke holde min kærlighed tilbage; med den kommer smerten igen for fuld styrke. 

Virkeligheden knuser de lette øjeblikke som en hammer mod det sukrede timeglas, mit ansigt falder sammen, jeg styrter inden i, hun ser det, hun studerer mig og trækker sin interesse tilbage, hun har instinkt for beskyttelse af sig selv, hun ser mit ansigts sande nu, hun ser ind i fortabelsen selv, hun ser en krusning, hun ser spejlet, hun ser direkte ind i rædslens dyb, hun ser den evige nat, hun ser natten uden ende, hun ser mig, hun forsøger at trække sig væk fra ødelæggelsen før den kan smitte hende, men hun ser at jeg er den der er døden i nat, hun mærker de første dråber af regnen, hun aner de rådne rosers have, den knækkede nats dufte strejfer hende, hun ser min brod der sort og skinnende hænger bag min nakke, hun ser slutningen på det hun drømmer om, hun er så ung, hun ved endnu intet om hvad der er i vente. 

Jeg er ikke fortabt, jeg er fortabelsen selv, jeg kan ikke hjælpe mig, jeg er på mit sidste sted; når hun ser mig sådan, ser hun det, hun ser mig på vej ud af livet, hun ser et glimt af dødens mulighed; ingen sunde mennesker vil have døden med til bords en langsom sommernat i juli, mens der grines og tales og leves fremtider ud; ingen vil have døden med ved det bord hvor drømmene om det gode liv på én gang skabes og udleves; ingen vil feste med døden på sådan en nat. Hun har nu en erfaring der på sigt kan ændre kontrastforholdet i hendes liv; jeg vælger at tænke positivt om hendes evne til at gøre mødet til noget som betyder noget godt for hende; jeg vil andre mennesker det bedste, det er min natur; jeg kan ikke hjælpe mig selv i det her, måske kan det jeg er hjælpe andre.  

-

Jeg tiltrækkes af den smukke unge mand, som tavst sidder ved siden af mig og ser så såret ud; jeg vil vide om hans smerte, min egen er ude nu, den fylder hele rummet, jeg ved for meget om den, jeg vil have en anden smerte end min; jeg forbander min evne, men jeg må have en anden smerte end min, jeg må suge en andens smerte helt ind i mig, jeg må læse de pinefulde sider i en andens fortælling, jeg må vandre nøgen i en andens sorte skov, jeg må drikke af en andens brakvand, jeg må flytte ind i en andens nedbrændte hus; jeg åbner mine receptorer, jeg tænder for min evne til at forhekse, forføre, hypnotisere, bryde ind uden vold, bryde ind uden at nogen forstår hvordan jeg gør det, jeg kan slå den til efter behov, jeg kan indtage et andet menneske hvis det lader sig lokke, hvis det er i kontakt med sine følelser, jeg hader at jeg kan det, jeg hader at jeg gør det lige nu, jeg bruger så sjældent min evne, jeg bruger den kun i nød, men jeg skal have en anden smerte end min, jeg giver efter for min vilje, jeg trækker smerten ud af ham, jeg binder hans øjne, fuld kontakt, jeg er inde, jeg blinker ikke, det blå lys er tændt i mine, jeg omslutter ham indefra, jeg finder hans kerne, jeg tager den blidt i min usynlige, varme hånd, jeg har ham, jeg ser det jeg allerede ved, jeg ser igennem ham. 

Jeg fortæller ham om hende der er blevet væk, jeg siger hun er væk, du er her, hun er det eneste du kan tænke på nu, hun er der som det første når du vågner om morgenen, hun er der som det sidste når du lægger dig i din ensomme seng, hun er alle de hvide huller i dine søvnløse nætter, du aner ikke dine levende råd, hun er væk, hun er langt væk, hun er ikke i denne by, du er her, hun er her ikke, du havde aldrig troet at noget som dette kunne ske for dig, hendes skønhed har taget dig, hun har dig nu, hun har dig hele tiden, hun har dig nat og dag, du føler dig forbandet, du føler dig så fortabt at du endnu ikke har udviklet et sprog der kan beskrive det, du er bange for det sprog der kan beskrive det, du kan ikke forstå det, du kan ikke gøre noget, du kan kun elske hende, det gik galt for dig, det gik galt for jer; det gik galt, hvordan.

Han kommer med detaljerne som jeg ikke kan fange; de boede sammen i Prag i to år, hun er otte år ældre end ham, han viser mig et billede, hans hvide finger kærtegner den lysende skærm, han viser mig flere, hun er drømmen om den Tjekkiske blondine, hendes kindben er perfekte, de er så smukke sammen de to, de er så meget smukkere sammen end hver for sig; hun flyttede med ham tilbage til byen der omgiver os, hun flyttede væk igen, hun forlod ham åben og elskende; for et øjeblik elsker jeg dem begge, det fortæller jeg ham, han ser forundret på mig, han forstår ikke hvorfor jeg forstår, men hans øjne er helt åbne, han ligner et barn, et forundret barn; jeg omfavner ham, jeg fortæller ham at han nok skal klare sig; fordi jeg inde i ham har set at han vil klare sig, fortæller jeg ham den sandhed han har brug for at høre, den sandhed der ikke kan være min; jeg lader ham græde hos mig, han er lettet, hans ansigt er levende nu, jeg lader ham græde i stedet for mig, jeg takker ham, han giver mig hånden, den er varm nu, han holder min hånd til jeg slipper; jeg rejser mig, jeg hilser de andre ved bordet godnat, jeg går. 







- - - 

Luftskib

- - - 








  i mine duftende haver
   under det gyldne pansers skin 
    vogtede jeg mine gaver 
     til mit hjertes mage kom ind 

       vejen frem så tør og så lang 
        før hun, min vandring en ørken 
         hun var kun i en drøm engang 
          til vi fandt ly under dørken 

            nu danser hun frit i græsset 
             hun køler min glødende sjæl 
              hun er nålen i kompasset 
               min sødeste Akilleshæl







- - - 

Landgang

- - - 







"..

Don't cry sister cry, it'll be alright in the morning
Don't cry sister cry, everything will be just fine
Don't cry sister cry, it'll be alright, I tell you no lie
Don't cry sister cry, don't do it, don't do it

When old man trouble knocks on your door
Don't give him no key, he just wants more
He'll turn your life to misery
Kick you down, just like me

Cry sister cry, it'll be alright any moment
Don't cry sister cry, everything will be just fine

If you woke downhearted and you feel so bad
Somebody wants something of nothing you had
Love don't come too easy, you see
A little bit of you and a little bit of me

Don't cry sister cry, it'll be alright, don't do it
Don't cry sister cry, everything will be just fine
Everything will be just fine
Everything will be just fine

Don't cry sister cry, don't do it, don't do it
Don't cry sister cry, don't do it, don't do it .."


- J. J. Cale / 'Don't cry sister'






Det er mørkt da jeg ankommer fra den lille tid, jeg ankommer sent, men ikke for sent; jeg banker på døren, du spørger forskrækket hvem det er, jeg svarer at det er en du kender, du lukker mig ind; du skænker os sidste års søde, tykke blod i de tynde glas; på under et døgn i den store tid smelter du én for én de hvinende smertens jernpile der stjal mit nøgne forår, de gennemhullede mit åbne, elskende kød; behøver jeg at vide andet for at vide hvad jeg skal vide om os, er det ikke værd at vide. 

Du er jægeren, jeg er samleren, jeg er jægeren, du er samleren; rollerne skifter først hastigt, lidt flakkende, sitrende, små lyn, så let febrilsk, så langsommere, roligt søgende, før de umærkeligt findes som hvad de må være, mens jeg lander i dit foranderlige, nu større land og du lander i mit; jeg indtager grådigt de levende dufte fra dig og sommerens vækster; jeg indtager dem som om mit liv afhang af det, mens jeg indtager dem ved jeg at mit liv afhænger af det.

Et gled, et lydløst skred under vandringen over bakkerne, et ophold, en pause; fra oven et billede på ryggen i rødt, bløde bevægelser i det ydre der bliver roligere mens de slår rødder i det indre, fødderne der finder ind i vores rytme før vi forstår det, kroppene der finder sammen før resten af os forstår at vi vil os, uanset hvad; vores hær af to som foretager et fredeligt fremstød for at komme derhen, for at komme hjem.

Mine varme hænder på dit hvide maveskind, et skift i øjnenes fokus, vi ser frit uden slør, vi ser frit så mange forunderlige ting når blot vi er sammen, vi må ikke glemme det; de skilte læber, de blinkende øjne, så kommer ordene, sagte men skarpt optegner de det skæbnens hus som er frihedens hus, nøglerne er stadig kun vores, dørene er stadig kun vores, vinduerne vi kigger ud ad er stadig kun vores; du siger at du kan elske igen. 


Vi har bygget huset som omgiver os; om vi er inde i det eller er gået for senere at vende tilbage til det betyder mindre; det hedder endnu 'Synet', vi har det kun her, vi er kun i det her; det finder sig til rette med kun at findes mens vi er sammen, med kun at kunne udbygges mens vi gør det sammen; kun mens vi er her, helt nær hinanden, oplyses alle dets stuer, kun mens vi er her, beroligede af den kærlighed vi ikke kan lade være med at give hinanden, kan vi mærke alle dets fine knaster og furer, mens vi stykke for stykke finder det vi skal, mens vi gør os levende igen med vores følsomme fingre.

Om det er den lille eller den store tid der giver vores blå øjne deres farve tilbage bag fremtidens genåbnede dør, er den snart landet, snart skrevet ind i et nyt kapitel af vores bog, snart hældt ligeligt i begge vægtskåle; indholdet smager af kobberet de er støbt af, det smager af alle tårerne, det smager af muligheden af et tab så stort at ingen af os kan rumme det; det smager af alle smilene, det smager af en lykke så stor at ingen os kan undvære den; i skålenes bunde ligger mulden der bærer de sorte som de røde blomsters forsinkede frø; nu flyder de næsten over med venernes vin.

Nødvendighedens bånd, som er lystens bånd; vi ser det igen, vi hører igen dets musik, vi er så lettede; mens vi ligger på tæppet under den åbne himmel lærer vi igen at falde op mod skyerne med hinanden i hænderne; 
med de jordbær du sirligt skærer ud med din lille kniv fører du mig tilbage til det eneste sted jeg virkelig kan leve; henunder aften spørger du mig endelig hvordan man gør, så jeg viser dig hvordan du kløver træet der holder ilden igang, uden at skade dig selv. 

Senere, mens vi sidder i morgenlyset, siger du, at du er ked af, at billederne du har taget derude er blevet for små; mens gløden i min mave ulmer, mens jeg mærker hvordan den heler mig og vokser sig hvid efter dig, mens den varmt breder sig, flyder ud i mine lemmer der kun vil dig, forstår jeg at du endnu ønsker dig hele skønheden fastholdt i stort format; idet er jeg født tilbage i den smukke verden som jeg kun kan vandre i med dig, men ikke alene nu, ikke mere alene. 
      







- - -