"All my work, my life, everything I do is about survival, not just bare, awful, plodding survival, but survival with grace and faith. While one may encounter many defeats, one must not be defeated."
- Maya Angelou
".. but love's the only engine of survival .."
".. but love's the only engine of survival .."
- Leonard Cohen
Jeg er på mit sidste, jeg er på mit sidste sted. Der er næsten ikke mere tilbage i mig. Jeg har ikke brug for hjælp, der er ingen hjælp der kan hjælpe mig; jeg har brug for det der har bragt mig hertil, for at komme væk herfra, jeg har brug for ja, ikke nej, jeg har brug for til, ikke fra, jeg har brug for den slutning som kan stoppe den slutning jeg er; jeg er min slutning, jeg er uafvendelig, det er hvad jeg ved med sikkerhed; min smerte er hvad jeg er, min smerte er hele min verden, jeg kan ikke dæmme op for den, den er den røde flod, den er dæmningen, den er mine langsomme hænder der bygger dæmningen, den er fingrene der skriver.
Smerten har brændt mig ned, jeg er asken af mig; der stiger ingen fugl af mig denne gang, alt i mig er brændt ned, min næste fugl er brændt, der stiger ingen fugl af asken, branden var for stor, branden er for stor, temperaturen er for høj, naturen er knækket, det gik galt, cyklussen er ødelagt, jeg ved det, det er hvad jeg ved: der er kun dette tilbage; af denne aske kommer der ingen ny mand, der er kun askemanden, ude af vinden for en stund; håbet om det sidste ja holder asken på ét sted; min sidste fugl før branden var min smukkeste fugl, jeg gav den til dig, min elskede; elsk den, min elskede, elsk den, lad den ikke flyve bort gennem et glemt og åbent vindue, for den er alt det bedste af mig, den er min sidste fugl, den er min bedste fugl.
Jeg gik ud, jeg snakkede med folk, jeg var der ikke, jeg fik mig frem så de kunne tale med mig, ved at bilde mig ind at du er min; når jeg gør det, når jeg fremelsker følelsen af at du er min, når jeg fylder min krop med dig lever jeg igen, der løber en blød elektricitet igennem mig, den begynder i min mave, den breder sig i mig, jeg taler med noget som er intakt, jeg taler med det meste intakt, jeg er spændende, jeg tænker mens jeg taler, jeg er levende igen, de kan se det, de kan høre det, de ser en mand som er intakt, de ser en mand der kan det hele, en mand der har det hele, en mand der indgyder dem et indtryk af at være tilstede i sit eget nu, en mand med en dyb og besnærende styrke, en mand med fokuseret passion, en mand andre mænd beundrer, en mand kvinder vil parre sig med; jeg er der, jeg er der igen, jeg er ham i et par timer, det lykkes mig i et par timer, det er berusende at være levende, jeg drikker øl, natten er tropisk, jeg går med dem, jeg går med de andre fra det første sted til et andet, jeg flyder over gaderne, jeg er der, jeg er der ikke.
Vi sidder ved et bord, jeg taler intenst med to unge kvinder, de taler om kærlighed, mange kvinder elsker at tale om kærlighed; jeg taler mest med kvinder, de fleste kvinder forstår hvad det vil sige at være forladt, at elske nogen, at være foruden, at mangle nogen; snakken med den ene falder på hendes studier, hun taler om identitet, den moderne socialkarakter, hun er intelligent, jeg fordrer hendes intelligens, hun er rund, hun er blød, hun har brune øjne, et tillidsfuldt ansigt; men jeg elsker kun dig, mit hjerte er knust, min illusion flammer op, brænder ud, den fortager sig, jeg forsøger desperat at rejse den igen, holde den gående, jeg kæmper for at holde den oppe, men forgæves; hun er så åben, så sårbar, hun har intet set endnu; jeg kan ikke styre det, jeg søger dig i hende, jeg kan ikke holde min kærlighed tilbage; med den kommer smerten igen for fuld styrke.
Virkeligheden knuser de lette øjeblikke som en hammer mod det sukrede timeglas, mit ansigt falder sammen, jeg styrter inden i, hun ser det, hun studerer mig og trækker sin interesse tilbage, hun har instinkt for beskyttelse af sig selv, hun ser mit ansigts sande nu, hun ser ind i fortabelsen selv, hun ser en krusning, hun ser spejlet, hun ser direkte ind i rædslens dyb, hun ser den evige nat, hun ser natten uden ende, hun ser mig, hun forsøger at trække sig væk fra ødelæggelsen før den kan smitte hende, men hun ser at jeg er den der er døden i nat, hun mærker de første dråber af regnen, hun aner de rådne rosers have, den knækkede nats dufte strejfer hende, hun ser min brod der sort og skinnende hænger bag min nakke, hun ser slutningen på det hun drømmer om, hun er så ung, hun ved endnu intet om hvad der er i vente.
Jeg er ikke fortabt, jeg er fortabelsen selv, jeg kan ikke hjælpe mig, jeg er på mit sidste sted; når hun ser mig sådan, ser hun det, hun ser mig på vej ud af livet, hun ser et glimt af dødens mulighed; ingen sunde mennesker vil have døden med til bords en langsom sommernat i juli, mens der grines og tales og leves fremtider ud; ingen vil have døden med ved det bord hvor drømmene om det gode liv på én gang skabes og udleves; ingen vil feste med døden på sådan en nat. Hun har nu en erfaring der på sigt kan ændre kontrastforholdet i hendes liv; jeg vælger at tænke positivt om hendes evne til at gøre mødet til noget som betyder noget godt for hende; jeg vil andre mennesker det bedste, det er min natur; jeg kan ikke hjælpe mig selv i det her, måske kan det jeg er hjælpe andre.
Jeg er på mit sidste, jeg er på mit sidste sted. Der er næsten ikke mere tilbage i mig. Jeg har ikke brug for hjælp, der er ingen hjælp der kan hjælpe mig; jeg har brug for det der har bragt mig hertil, for at komme væk herfra, jeg har brug for ja, ikke nej, jeg har brug for til, ikke fra, jeg har brug for den slutning som kan stoppe den slutning jeg er; jeg er min slutning, jeg er uafvendelig, det er hvad jeg ved med sikkerhed; min smerte er hvad jeg er, min smerte er hele min verden, jeg kan ikke dæmme op for den, den er den røde flod, den er dæmningen, den er mine langsomme hænder der bygger dæmningen, den er fingrene der skriver.
Smerten har brændt mig ned, jeg er asken af mig; der stiger ingen fugl af mig denne gang, alt i mig er brændt ned, min næste fugl er brændt, der stiger ingen fugl af asken, branden var for stor, branden er for stor, temperaturen er for høj, naturen er knækket, det gik galt, cyklussen er ødelagt, jeg ved det, det er hvad jeg ved: der er kun dette tilbage; af denne aske kommer der ingen ny mand, der er kun askemanden, ude af vinden for en stund; håbet om det sidste ja holder asken på ét sted; min sidste fugl før branden var min smukkeste fugl, jeg gav den til dig, min elskede; elsk den, min elskede, elsk den, lad den ikke flyve bort gennem et glemt og åbent vindue, for den er alt det bedste af mig, den er min sidste fugl, den er min bedste fugl.
-
Jeg gik ud, jeg måtte bevæge mig, jeg talte med andre mennesker; jeg mødte en gammel bekendt, en kvinde, hun er der med en ny mand, de skinner, for de er nye for hinanden, de skinner næsten som os; han er en mand som jeg, vi minder for meget om hinanden til at kunne andet end at smile skælmsk efterhånden som det går op for os hvor ens vi er; hun er meget forelsket i ham, hun bliver forvirret fordi jeg er som ham; jeg nyder at se dem kysse, jeg stirrer, jeg er tæt på, jeg suger varmen fra deres forelskede kys ind i mig.
Jeg mødte andre, jeg talte med dem, jeg gik med, jeg går med, jeg ved ikke hvad jeg skal, så jeg gik med; jeg tog et bad, jeg barberede mig, jeg tog det gode tøj på, jeg gik ud; jeg var der ikke selv, ikke helt; jeg gør, men jeg er der ikke helt, jeg gør og græder; hver gang jeg spiser græder jeg, den ny energi fodrer smerten, ikke andet, derfor prøver jeg at spise så lidt som muligt, drikke så lidt som muligt, jeg har ikke givet op, det er livet i mig der giver op på mig, det betyder ikke noget om jeg tænker en fremtid, det betyder ikke andet end at jeg tænker den, for jeg kan ligeså godt tænke noget andet, jeg kan tænke hvad som helst, det gør ingen forskel, alt er smerte, jeg gik ud.
Jeg mødte andre, jeg talte med dem, jeg gik med, jeg går med, jeg ved ikke hvad jeg skal, så jeg gik med; jeg tog et bad, jeg barberede mig, jeg tog det gode tøj på, jeg gik ud; jeg var der ikke selv, ikke helt; jeg gør, men jeg er der ikke helt, jeg gør og græder; hver gang jeg spiser græder jeg, den ny energi fodrer smerten, ikke andet, derfor prøver jeg at spise så lidt som muligt, drikke så lidt som muligt, jeg har ikke givet op, det er livet i mig der giver op på mig, det betyder ikke noget om jeg tænker en fremtid, det betyder ikke andet end at jeg tænker den, for jeg kan ligeså godt tænke noget andet, jeg kan tænke hvad som helst, det gør ingen forskel, alt er smerte, jeg gik ud.
Jeg gik ud, jeg snakkede med folk, jeg var der ikke, jeg fik mig frem så de kunne tale med mig, ved at bilde mig ind at du er min; når jeg gør det, når jeg fremelsker følelsen af at du er min, når jeg fylder min krop med dig lever jeg igen, der løber en blød elektricitet igennem mig, den begynder i min mave, den breder sig i mig, jeg taler med noget som er intakt, jeg taler med det meste intakt, jeg er spændende, jeg tænker mens jeg taler, jeg er levende igen, de kan se det, de kan høre det, de ser en mand som er intakt, de ser en mand der kan det hele, en mand der har det hele, en mand der indgyder dem et indtryk af at være tilstede i sit eget nu, en mand med en dyb og besnærende styrke, en mand med fokuseret passion, en mand andre mænd beundrer, en mand kvinder vil parre sig med; jeg er der, jeg er der igen, jeg er ham i et par timer, det lykkes mig i et par timer, det er berusende at være levende, jeg drikker øl, natten er tropisk, jeg går med dem, jeg går med de andre fra det første sted til et andet, jeg flyder over gaderne, jeg er der, jeg er der ikke.
Vi sidder ved et bord, jeg taler intenst med to unge kvinder, de taler om kærlighed, mange kvinder elsker at tale om kærlighed; jeg taler mest med kvinder, de fleste kvinder forstår hvad det vil sige at være forladt, at elske nogen, at være foruden, at mangle nogen; snakken med den ene falder på hendes studier, hun taler om identitet, den moderne socialkarakter, hun er intelligent, jeg fordrer hendes intelligens, hun er rund, hun er blød, hun har brune øjne, et tillidsfuldt ansigt; men jeg elsker kun dig, mit hjerte er knust, min illusion flammer op, brænder ud, den fortager sig, jeg forsøger desperat at rejse den igen, holde den gående, jeg kæmper for at holde den oppe, men forgæves; hun er så åben, så sårbar, hun har intet set endnu; jeg kan ikke styre det, jeg søger dig i hende, jeg kan ikke holde min kærlighed tilbage; med den kommer smerten igen for fuld styrke.
Virkeligheden knuser de lette øjeblikke som en hammer mod det sukrede timeglas, mit ansigt falder sammen, jeg styrter inden i, hun ser det, hun studerer mig og trækker sin interesse tilbage, hun har instinkt for beskyttelse af sig selv, hun ser mit ansigts sande nu, hun ser ind i fortabelsen selv, hun ser en krusning, hun ser spejlet, hun ser direkte ind i rædslens dyb, hun ser den evige nat, hun ser natten uden ende, hun ser mig, hun forsøger at trække sig væk fra ødelæggelsen før den kan smitte hende, men hun ser at jeg er den der er døden i nat, hun mærker de første dråber af regnen, hun aner de rådne rosers have, den knækkede nats dufte strejfer hende, hun ser min brod der sort og skinnende hænger bag min nakke, hun ser slutningen på det hun drømmer om, hun er så ung, hun ved endnu intet om hvad der er i vente.
Jeg er ikke fortabt, jeg er fortabelsen selv, jeg kan ikke hjælpe mig, jeg er på mit sidste sted; når hun ser mig sådan, ser hun det, hun ser mig på vej ud af livet, hun ser et glimt af dødens mulighed; ingen sunde mennesker vil have døden med til bords en langsom sommernat i juli, mens der grines og tales og leves fremtider ud; ingen vil have døden med ved det bord hvor drømmene om det gode liv på én gang skabes og udleves; ingen vil feste med døden på sådan en nat. Hun har nu en erfaring der på sigt kan ændre kontrastforholdet i hendes liv; jeg vælger at tænke positivt om hendes evne til at gøre mødet til noget som betyder noget godt for hende; jeg vil andre mennesker det bedste, det er min natur; jeg kan ikke hjælpe mig selv i det her, måske kan det jeg er hjælpe andre.
-
Jeg tiltrækkes af den smukke unge mand, som tavst sidder ved siden af mig og ser så såret ud; jeg vil vide om hans smerte, min egen er ude nu, den fylder hele rummet, jeg ved for meget om den, jeg vil have en anden smerte end min; jeg forbander min evne, men jeg må have en anden smerte end min, jeg må suge en andens smerte helt ind i mig, jeg må læse de pinefulde sider i en andens fortælling, jeg må vandre nøgen i en andens sorte skov, jeg må drikke af en andens brakvand, jeg må flytte ind i en andens nedbrændte hus; jeg åbner mine receptorer, jeg tænder for min evne til at forhekse, forføre, hypnotisere, bryde ind uden vold, bryde ind uden at nogen forstår hvordan jeg gør det, jeg kan slå den til efter behov, jeg kan indtage et andet menneske hvis det lader sig lokke, hvis det er i kontakt med sine følelser, jeg hader at jeg kan det, jeg hader at jeg gør det lige nu, jeg bruger så sjældent min evne, jeg bruger den kun i nød, men jeg skal have en anden smerte end min, jeg giver efter for min vilje, jeg trækker smerten ud af ham, jeg binder hans øjne, fuld kontakt, jeg er inde, jeg blinker ikke, det blå lys er tændt i mine, jeg omslutter ham indefra, jeg finder hans kerne, jeg tager den blidt i min usynlige, varme hånd, jeg har ham, jeg ser det jeg allerede ved, jeg ser igennem ham.
Jeg fortæller ham om hende der er blevet væk, jeg siger hun er væk, du er her, hun er det eneste du kan tænke på nu, hun er der som det første når du vågner om morgenen, hun er der som det sidste når du lægger dig i din ensomme seng, hun er alle de hvide huller i dine søvnløse nætter, du aner ikke dine levende råd, hun er væk, hun er langt væk, hun er ikke i denne by, du er her, hun er her ikke, du havde aldrig troet at noget som dette kunne ske for dig, hendes skønhed har taget dig, hun har dig nu, hun har dig hele tiden, hun har dig nat og dag, du føler dig forbandet, du føler dig så fortabt at du endnu ikke har udviklet et sprog der kan beskrive det, du er bange for det sprog der kan beskrive det, du kan ikke forstå det, du kan ikke gøre noget, du kan kun elske hende, det gik galt for dig, det gik galt for jer; det gik galt, hvordan.
Han kommer med detaljerne som jeg ikke kan fange; de boede sammen i Prag i to år, hun er otte år ældre end ham, han viser mig et billede, hans hvide finger kærtegner den lysende skærm, han viser mig flere, hun er drømmen om den Tjekkiske blondine, hendes kindben er perfekte, de er så smukke sammen de to, de er så meget smukkere sammen end hver for sig; hun flyttede med ham tilbage til byen der omgiver os, hun flyttede væk igen, hun forlod ham åben og elskende; for et øjeblik elsker jeg dem begge, det fortæller jeg ham, han ser forundret på mig, han forstår ikke hvorfor jeg forstår, men hans øjne er helt åbne, han ligner et barn, et forundret barn; jeg omfavner ham, jeg fortæller ham at han nok skal klare sig; fordi jeg inde i ham har set at han vil klare sig, fortæller jeg ham den sandhed han har brug for at høre, den sandhed der ikke kan være min; jeg lader ham græde hos mig, han er lettet, hans ansigt er levende nu, jeg lader ham græde i stedet for mig, jeg takker ham, han giver mig hånden, den er varm nu, han holder min hånd til jeg slipper; jeg rejser mig, jeg hilser de andre ved bordet godnat, jeg går.
Jeg fortæller ham om hende der er blevet væk, jeg siger hun er væk, du er her, hun er det eneste du kan tænke på nu, hun er der som det første når du vågner om morgenen, hun er der som det sidste når du lægger dig i din ensomme seng, hun er alle de hvide huller i dine søvnløse nætter, du aner ikke dine levende råd, hun er væk, hun er langt væk, hun er ikke i denne by, du er her, hun er her ikke, du havde aldrig troet at noget som dette kunne ske for dig, hendes skønhed har taget dig, hun har dig nu, hun har dig hele tiden, hun har dig nat og dag, du føler dig forbandet, du føler dig så fortabt at du endnu ikke har udviklet et sprog der kan beskrive det, du er bange for det sprog der kan beskrive det, du kan ikke forstå det, du kan ikke gøre noget, du kan kun elske hende, det gik galt for dig, det gik galt for jer; det gik galt, hvordan.
Han kommer med detaljerne som jeg ikke kan fange; de boede sammen i Prag i to år, hun er otte år ældre end ham, han viser mig et billede, hans hvide finger kærtegner den lysende skærm, han viser mig flere, hun er drømmen om den Tjekkiske blondine, hendes kindben er perfekte, de er så smukke sammen de to, de er så meget smukkere sammen end hver for sig; hun flyttede med ham tilbage til byen der omgiver os, hun flyttede væk igen, hun forlod ham åben og elskende; for et øjeblik elsker jeg dem begge, det fortæller jeg ham, han ser forundret på mig, han forstår ikke hvorfor jeg forstår, men hans øjne er helt åbne, han ligner et barn, et forundret barn; jeg omfavner ham, jeg fortæller ham at han nok skal klare sig; fordi jeg inde i ham har set at han vil klare sig, fortæller jeg ham den sandhed han har brug for at høre, den sandhed der ikke kan være min; jeg lader ham græde hos mig, han er lettet, hans ansigt er levende nu, jeg lader ham græde i stedet for mig, jeg takker ham, han giver mig hånden, den er varm nu, han holder min hånd til jeg slipper; jeg rejser mig, jeg hilser de andre ved bordet godnat, jeg går.
- - -
1 kommentar:
Peter Breum,
Det er godt det efterhånden er lang tid siden vi strøede om os med aske, og at jeg nu kan sige én ting med sikkerhed, nej, to: Ja, og: Jeg elsker dig.
Din.
Send en kommentar