Kølnervand

- - - 







Jeg er den knyttede næve, jeg er flokken af truende hætteklædte på en natlig banegård, jeg er din far, din frygts og din trygheds tveæggede tempelridder, som snart kommer hjem og parkerer sin firhjulede panserhest i garagen. Jeg er manden bag busken, med munden fuld af løfter om eventyr og hånden fuld af slik; jeg er den kønne yndling på diskoteket som har drukket tæt hele natten, han, der med vilde øjne og savl i mundvigene har tabt sin spæde fernis af civilisation og manerer, og som nu presser sig hårdt op imod dig, i et mørkt hjørne af din baggård. Jeg er din magts og din afmagts primat, en ængstelig abe, et dyr, min egen fortabte Skygge, jeg er ikke andet end min vilje til videreførelsen af mig, på andres bekostning; jeg er naturen selv, en urkraft, Pan, i vildt og gungrende ridt gennem din sorte skov, og når du hører mine hoves slag mod jorden, gribes du af lige dele liderlighed og rædsel. Jeg er din skam over så fortvivlet at elske mig, jeg er din skræk for mødet med dig selv; uden dig er jeg intet, og uden mig er du intet; uden hinanden, havde ingen af os været her.

Jeg er ham der lå i din mave, og som du stadig skammer dig over at hade, at ønske død. Jeg er gaven du fik, fordi du ville have den, fordi noget i dig ikke kunne modstå din trang til forøgelse og din lyst til at mærke min faders kraft. Jeg er din nedarvede skyld, din videregivne ufrihed, den, som skal bære dit nederlags kors. Jeg er hjælpeløs, en skrøbelig skabning i dine arme, som du fantaserer om at drukne i det lille plastbadekar, bedst som jeg smiler til dig, og mine øjne stråler af glæde i mødet med dine. Jeg er din begyndelse og dit endeligt, resultatet du selv har skabt, jeg er hvad der fortæller dig, at du skal dø, og det muligt, som de fleste, uden at have set det du ville, uden at have hørt din melodi.







- - - 

Ingen kommentarer: