- - -
Det uberørtes skælven, nattens hylende sirener, hurtige billeder af andres slutning. Noget bryder
igennem, noget vil på samme tid både ind og ud, noget vil være virkeligt; det er døden selv. Den vil ikke finde sig i ikke at findes, den vil være her, levende iblandt os, den vil ikke beskæres og undervurderes, den vil ikke være et forudsigeligt
endepunkt, et punktum i en tekst, som er ens for alle. Som os, vil døden være noget særligt, eller ingenting. Den synes fraværet af frygt for den er uden dybde, at dagene uden den, er
som alle dage, at nætterne uden den er som alle nætter, men nu er den tilbage i byerne, den bevæger sig gennem gaderne i lyset fra lygternes gule og hvide kegler, for den har sluppet sine budbringere
løs fra forstædernes døgnåbne fængsler.
Vi kedede os, vi indrømmede det, uden virkelig at mærke det, eller sige det højt, for det er en skam at kede sig i de fries lande. Den sikre boks’ vægge blev så dumme under vores blanke blikke; uden at tænke over det, tændte vi flade stjerner i vores hænder; i
deres blålige bølgen kom døden ind; den fandt sin vej ind i os gennem fingrenes åbne kanaler. Den ser sig spejlet og tegnet fri i vores øjne, til den bliver til os, til den får vores navne, alle vores navne. Nu keder vi
os ikke mere.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar