Doktor Nietzsche, formoder jeg? - Jeg har den klare, tilbagevendende og påtrængende tanke, at jeg har lært alt for meget om mig selv, mennesket, mit menneske, såvel som mennesket i almindelighed, til at kunne omsætte det til noget som giver mening for ret mange andre end mig, når jeg åbner munden for at tale om det, hvorfor jeg ikke mener at have andre muligheder end at skrive en bog om det, for er det, min ambivalent elskede ungdomsven, ikke dét man bør gøre, hvis man inderst inde ved, at den boblende, voksende, til tider anmasende og ustandseligt permutterende viden man har, kun kan lede til enten udgivelse eller indlæggelse. I hvert fald ved jeg, at jeg ikke vil derhen: I fortiden, til skolerne, i mellemtiden, til uddannelsesstederne, i nutiden, til arbejdspladserne, i fremtiden, til behandlingsstederne, åbne såvel som lukkede, for der, på institutionerne, er viden jo i højere eller lavere grad, men dog altid, baseret på det ideelt positive kollektivs, qua institutionernes natur, rigide forestillinger, antagelser og overenskomster om det rettes beskaffenhed. Er det at skrive bogen om mennesket fra dets eget sted og dets eget rette, da ikke per definition at skrive den bog som sætter dets egen tid før andres tid, altså at forstå som, netop, det rette?
"At man bliver, hvad man er, forudsætter, at man ikke har den fjerneste anelse om, hvad man er. "
- Ecce Homo
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar