- - -
Sofaen, en lille brun båd af læder på første sal, den knirkende opgang, den truende undergang, eksamensgangen uden grænser, afgang over linoleum, gennemtræk: Det trak fra alle hullerne, en stank af indestængt ungdom.
Jeg fattede ikke længere hvad der stod, men jeg læste Foucaults Pendul otte gange i træk, jeg klamrede mig til de krøllede gule sider, ordene faldt igennem mig som ord, bare ord der ikke kunne gribes, ikke begribes af mig, for de kunne ikke længere gribe mig.
For ikke at miste forstanden måtte jeg blive i nogens forstand, for ikke at miste mig egen, måtte jeg forsøge at fastholde at en fortolkende forstand fandtes uden for mig, en forstand der kunne indeholdes, holdes samlet i en bog: forside, bagside, indhold, et antal siders uforandrede sum, en sluttet cirkel af fortolkning, mening.
I holdt fest omkring mig i et helt årti, eller var det krig.
Jeg havde alt hvad jeg ejede i en gammel sportstaske, jeg ville ikke eje den, jeg åbnede den aldrig, den var fuld af krøllet tøj, bøjede papirbilleder, jeg var blevet allergisk overfor tøjets symbolik, hvad det tolkedes som når jeg tog det på, hvad jeg tolkedes som når jeg tog det på.
Jeg kunne ikke udholde mere fortolkning, jeg kunne ikke klare flere domme, denne kværnende maskine af betydning, blikkenes døgnåbne retssale, synets diktatur.
Han er det, du er det, han er sådan, jeg er sådan, ingen så nogen, ingen ville videre ind, ingen ville nogen noget videre, alle ville ud, de vidste det ikke, der er så meget man ikke kan vide når man er ung, jeg var aldrig ung, jeg kom for tidligt ud.
Alt var alles overflader, alt var ikke på dette sted, ikke her, ikke endnu, alt var senere, alt var uddannelse der ikke vidste den var afdannelse.
Lærerne var fortabte i fortidens fravær af dem selv, en efterdønning af skidne brune blade, halvtressernes tabte solnedgang af optimisme, fløjl og tweed, tressernes skuffelse som vrede læsebriller i brystlommerne, kisternes hjerter under jorden, vampyrer uden tænder: Man bliver ikke Villy Sørensen af at læse Villy Sørensen. Deres fortolkninger var mere hjemløse end vores; at nagle sig fast i en verden der ikke længere er, altid ude efter et sted der ikke mere er, skolernes vedbendbegroede melankoli, altid ude af tid, aldrig lige her.
Deres ofre, os, det er loven, en masse af potentiale, en masse af hadefuld genkendelse, det uudholdelige spejl, slagtekvæget, det foragtede faste kød, de foragtede kalve på ræd og række, vi, de vitale, vi hørte ikke efter: Fordi I ikke hørte efter, hørte vi ikke efter.
Timer i indsigt, brændende sand. Ingen erfarent blæsende munde, intet håndelag der kunne fremstille det dobbelte glas' afgrænsning. Ikke den forventede indsigt, ikke den der opløstes i luften mellem bordene, men dog indsigt, krigens indsigt.
Jeg skrev en fristil om Dionysos' voldtægt af Apollon. Læreren skrev tilbage til mig, at jeg måtte have været påvirket i mens, forholdt sig ikke min tanke, dens motivation: Det var det tætteste nogen lærer kom på at sige mig noget jeg kunne bruge til noget, men det var nok.
På vej ud, i hallen ved trappen, var Sokrates' næse knækket af. Hvem gider reparere en billig kopibuste af gips. Den kvalmende prætention var ikke min, den var jeres.
Alt var fanget i en roterende overflade af frastødning og tiltrækning, identifikation og afstødning, jeg kunne ikke holde det ud, jeg kunne ikke holde den kategoriske ungdom ud, jeg maskerede mig som nøgen, jeg fjernede de kvælende symboler af bomuld fra min hud.
Den nat kom nogen mens jeg sov i min perfekte krops spildte plads, nogen tog mit lem i munden, mine øjne var åbne. Altid en sen nat. Jeg ved ikke hvem, hvem betyder ikke noget, hun gjorde hvad alle gjorde, hun gjorde det for sin egen skyld.
Jeg var otteoghalvfjerds kilo ødelagt ungdom, det smukkeste fejlskud på livets stamme, slug mig, drik mig, æd eller bliv ædt, Adonis, tragiske Adonis, begærobjektets fødsel, rasende gnister resten af natten efter hun forsvandt, torden, sommerregn, gråd, mit brændende blå blik, mit lange, tykke hår, ingen hørte hvad jeg sagde, min sjæl var for gammel, min krop var for ung. I ti år sagde jeg ingenting.
Om morgenen kastede jeg op, jeg kastede min krop i spil, jeg gav op, jeg kunne ikke mere, jeg gav efter, jeg tømte mig for blomsternes tanker, jeg gik ind, jeg bestemte mig for at overleve ungdommens ved ikke at være der imens.
Jeg iførte mig viljefuldt de blikke der ville have mig, jeg rejste mig, jeg gik med en uhyggelig beslutsomhed efter enhver jeg ville nagle til mit bræt, besidde, jeg lod mig blive hvad alle ville have for en nat eller to; hvis mit eget begær ikke rakte til sejr, lavede jeg mig om til præcis hvad nogen havde lyst til at besejre, jeg lod det ske, borgporte kan skiftes, jeg er en god tømrer.
Jeg lod kroppene vinde over kroppene, ingen medaljer, jeg satte dyret fri af tankens lænker; før var der få, nu blev der mange, der blev så mange at jeg ikke kender tallet, men tallet er mit dyrs tal; nu står det skrevet.
I mellemrummene rejste jeg væk for at bebo alt det I ikke kunne se i mig, under jeres kroniske flugt fra jer selv. De fleste af jer var flygtninge i løb, mens jeg blev fodgænger: Ser nogle af jer det mon nu.
I mellemrummene rejste jeg efter et hjerte som mit. I mellemrummene lærte jeg at elske at være alene uden for dørene. I mellemrummene lærte jeg hvordan jeg skulle vente. I mellemrummene havde jeg mit hjerte i en rygsæk. I mellemrummene mit møde med mit indre smils faste horisont: Den dannedes i det Ægæiske morgenrøde
Jeg forstod at noget ventede mig, langt fra nu, et særligt lysende ansigt. Jeg kunne kun finde det når jeg ikke var der hos de andre. Jeg kunne kun finde det når jeg gik igennem de andre, jeg var der ikke hos I andre, jeg var der ikke, jeg levede i fremtidens favn. Det var hvad jeg forstod på havet mellem de små øer under det lilla himmelhvælv, mens bølgerne slog blåsort blidt mod de hvide stævne.
Jeg løj ikke når jeg elskede med jer uden at elske jer. Jeg har ingen anger, jeg har ikke brug for tilgivelse for altid at have været mig, men jeg siger undskyld til alle jeres navne, jeg husker dem ikke, jeg husker dem alle, jeg har jeres kroppes landkort indlejret i den verden jeg måtte optegne for at finde min anden, det var med vilje, jeg gjorde det med vilje, jeg gjorde det hele med vilje, I elskede heller ikke mig.
Jeg ved at nogle af jer så det i glimt bag mine magnetiske øjne, når de så igennem jeres. Jeg ved at nogle af jer må have nydt at I ikke var mere end erfaring. Jeg ved at nogle af jer må have nydt at jeg ikke var mere end erfaring. Jeg ved at nogle af jer må have nydt smerten lige så meget som jeg, når vi stak, når vi huggede hinanden til blods for at komme, når vi kom for at komme ind i det kommendes haver, når vi lavede vores skulpturer af skælvende kød i eftersøgningen af den der ikke var der hos os i rummet. Jeg ved at nogle af jer må have søgt igennem mig som jeg søgte igennem jer. Jeg ved at nogle af jer heller ikke var der. Jeg ved at nogle af jer, ligesom jeg, må være der nu.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar