- - -
Turister stikker ud i flokken, de er letgenkendelige på deres flakkende blikke og usikre bevægelser i det offentlige rum. For tiden er mit sprog turist i den virkelighed det skaber; det er uden tilhørsforhold til de rammer det sætter for sig selv, det er hårdt, repetitivt mekanisk, hjemløst og søgende, det er uden eventyrerens sans for nytildragelse og opdagerens fornøjelse ved hver ny erfaring, dertil har det været ude, og ude af sig selv, for længe; det er hårdt, repetitivt, mekanisk, hjemløst og søgende: uden akkompagnerende musik. Når det hviler i sig selv gør dets ejermand det samme, når det hvileløst og blindt famler rundt i sit eget tusmørke, gør dets ejermand det samme: Indtil hjemrejsen er betalt, må sproget tage til takke med at bygge bro til en verden så lille, at håbet kan leve i den.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar