- - -
Anmelderen er turist i litteraturen, litteraturen udgøres af optegnelser fra turister i egne og andre menneskers liv. Turisten her, er metaturist, en bevægelig entitet som rejser ud og ind af blikke, perceptioner, synspunkter, alt efter hvad han har råd til, hvor megen mental kapital han har at bruge og hvor hans uudgrundelige tilbøjelighed til at rejse fører ham hen. Han lader sig lede, han leder, han er guide, han er anonym deltager i flokken, på forudbestemt pakkerejse i det menneskelige landskab. Når han skriver om fænomenet, er han på samme tid ét med det og udenfor det, han befinder sig da i en umulig dobbeltposition, han er på et ikke-sted, et sted som er rejsens mål, turistens bestemmelse, i bevægelse fra sætning til sætning, men han er også på stedet, stationær, han sidder ved et bord med skærm og tastatur foran sig og rejser intetsteds med sprogets hastighed, med ordene som togvogne på sporet af det stationære, en fjern perron, et trinbræt, et udkald, en billetautomat, en endestation, en terminal af papir.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar