- - -
I bevægelse fra det
ene sted til det andet sker det undertiden at den rejsende forstår at
gennemfarten er hans naturs højdepunkt, den pletvise tilstedeværelse af et
vågent sind mens han kigger på landskaberne udenfor togenes vinduer, er den
skæbne han er udstyret med, den eneste han har og derfor den bedst mulige, og
så kan han hvile i det han kun i glimt har følt var hans; han gør sig ikke
flere anstrengelser for at komme til det bofaste sted hinsides rejsen, hvor
opmærksomt udlevet biologi og forestillingen om tilhørsforhold plejede at bo
med sine løfter om muligheden af familie, hjem, ægteskab, børn, slægt, arv og
miljø: Nu er han fri til at passere igennem sin tid uden at tilhøre nogen eller noget,
fri til at tvivle på om han har været her som andet end skyggen af sig selv, en
flygtig tanke, et genfærd i nogens nat, en tyngde, en lethed, en turist.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar