OUTRUN

kørte til kyst
på vredens dæk,
intet på jorden
kunne holde
noget tilbage

hajglæden stor for
det er den når
tempoet er højt,
bliver ved
at være det

kørte faktisk
så hurtigt huden
blev flået af
vinden ud ad
vinduerne, straks
opløst, under en
hysterisk sol

nåede et
mål stoppede
klart op ved
vandets væg blev
målet opklaret

så vreden sive ud
blive til en lille
stormfugl højt i
flugt fra grå pande
over en bølges
skumhvide tinde

skød den grinende
under vinden kastede
den i vandets grådige
mund slugte den, brølede alt
rødt, alt rødt igen
af grin

isningen efter
alt fordunklet,
tilbagerullet
til start,

det mistede liv
hvæser i faldet, hvisker
det ikke var andet
end et forsøg
der nægter
at være et forsøg,
en pletblødning blot,
i universets hjerne

Sort Luftanker, opfald 5.

 - - - 

"...there's a scream in the night

 and you wonder 'who could that have been?'.."

dirrende grønne nåle delvis

blå himmel, små skyer et

plettet spejl i pytter driver

synet bagud mod hvidt 

intet som helst at 

gøre nu suser 

det igen

"..this whole friggin place

 will be down to the ground.." 

temperaturen er høj 

temperaturen er lav det 

betyder vitterlig intet

her bag glasset sidder det 

enogtyvende århundredes mand med 

smerten i kroppens længste celler 

som eneste vidne 

"..they're moving the shadows

 where no one can see.."

kulden har bredt sig 

fra centrum af årene til

knirkende spidser kalk

mod plastik den tynde hud er 

hvad der skiller os nu 

er der ikke langt 

igen



"..kill them now or later.."

 - - - 

slotsnat

 - - -




mosen er tørret ud, nu

tømt, væden koncentreret i en

skikkelse, der spiller fløjte på

bredden, dufter af græs som

sidst, for firs år siden,

smiler, af alt det mennesker

spiser gift for at leve

med, sidder nu kun inde

med præcis hvad er tilfældet,

er glæden selv, under alle

vejrlig, våger, som en anden

sol, over mark, strand og skov   

 - - - 

i kongeværelset

hvor jeg fandt dig

var gulvene tynde

fine plader af sten

der varsomt betrådtes

før udsigten og tøjet

blev glemt

 - - -

nu en anden end han

der gik ind ad døren

med krop på, men fint

nok, ingen alarm, for der

var to andre klart udtrykte

figurer, vitale, fysiske variationer af

af entiteten der ser dette;

de mundhuggedes om den plads

i sengen noget alligevel vidste

rettelig tilhørte han, hvis synspunkt

endnu står og ser dette,

lydløst grinende af hele det

tåbelige optrin, mens der alligevel

fornemmes noget mere, noget af

konsekvens, måske en, hvis farlighed  

sejler forbi den tredjes syn,

under uforståelige sejl, røde sejl




 - - -   

Hamre

 - - - 

så går jeg fra dig om natten

så går jeg ud ad døren

så går jeg ind ad en anden

så ser jeg den anden dør, der også er min

så ser jeg det andet hus, der også er mit

så ser jeg de hamre jeg samler op foran huset, er mine

så forstår jeg, jeg er ved at bygge om

så forstår jeg, jeg er ved at bygge til

så ser jeg den anden kvindes ting, spredt over gulvet i stuen

så sanser jeg hendes nærvær, under en ufarlig rislen

så hører jeg hende stønne åh, ovenfra

så hører jeg hende blidt mumle, klage sig lidt  

så lægger jeg de hamre, uden en lyd

så folder jeg hendes parfumerede tøj, i nydelige stakke

så forstår hun jeg ikke går igen

så lader hun dynen rulle af sig, men ikke helt

så trækker hun mig til sig, hendes varme hud stadig let fugtig af bad

så kysser jeg hendes fyldige, bløde læber: grådigt fløjl

så lærer vi uden ord

så lærer vi om hinanden

så lukker vi øjnene

så falder regnen som englefingre på tagets trommeskind

så smager hun mig af den tidlige sommers vind

så danser tavse lyn under horisontens evige blå 

så leger vi der ikke er andet, til vi tror det igen

så leger vi der ikke er andet, til vi tror det igen

så leger vi der ikke er andet, til vi tror det igen  

 - - - 

på bakken

Jeg sidder her
på toppen af
en bakke der
ikke har forandret
sig meget siden
dengang. Men
det har jeg,
til gengæld.

Selvom jeg kan
fornemme huset
herfra, ansporer det
ingenting, bare en
mur af tredje måske
fjerdehånds savn, en
falsk bevidsthed et
gærde, der for længst
er blæst omkuld, afviklet, af tidens
blinde gang.

Fem lys brænder
igennem dalen
hvor tågen ligger.

Hestene sveder klamt
under dens grå hånd.

Jeg er hjemme.

Nu husker noget
glæden ved
farten ned ad
bakke pas på!
vejen er næsten
skjult, må bremse,
alt går i hvidt,
med et hvin
ligger drengen på
gaden hans lille
hoved flækket
af grin.

Du var aldrig med os
ude, du gik altid alene. Hvad mon du
læste under udsigten.
Du fik i hvert fald suget dine lunger fulde af død, fra eksotiske steder, som Virginia og Tyrkiet; du gav gerne en lunken sodavand,
når vi kom tilbage. Passede fint, om vinteren.

                                                                  

Jeg har rejst tusinder
af kilometer væk
herfra, men ved
stadig ikke noget
der er bedre at
vide, end før.

Nogle mennesker
går i de sparsomme,
danske højder for at
glemme hvor de er.

Jeg går herop for
at huske, når
kalenderen har
drejet sig længst
væk.

Det hele er brunt
gyldent, gult. Nu
venter noget bag
disse halvnøgne
buske på gråden
over deres første
døde ven. Den
kommer ikke.

Jorden
under beskuerens
fødder er den samme,
lige godt.

Jeg rejser min ikke
klogere krop,
tager handsker på
de gennemsigtige
tastaturfingre, går
hjem til det andet
hus, der ikke er
langt derfra.

Lysene er
næsten tændt og
tankerne går ud
til de organismer der
for millioner af år
tilbage lod livet, så
der kunne blive kamp
mod mørket, lige nu.

Jeg er taknemmelig,
på min egen måde.