OUTRUN

kørte til kyst
på vredens dæk,
intet på jorden
kunne holde
noget tilbage

hajglæden stor for
det er den når
tempoet er højt,
bliver ved
at være det

kørte faktisk
så hurtigt huden
blev flået af
vinden ud ad
vinduerne, straks
opløst, under en
hysterisk sol

nåede et
mål stoppede
klart op ved
vandets væg blev
målet opklaret

så vreden sive ud
blive til en lille
stormfugl højt i
flugt fra grå pande
over en bølges
skumhvide tinde

skød den grinende
under vinden kastede
den i vandets grådige
mund slugte den, brølede alt
rødt, alt rødt igen
af grin

isningen efter
alt fordunklet,
tilbagerullet
til start,

det mistede liv
hvæser i faldet, hvisker
det ikke var andet
end et forsøg
der nægter
at være et forsøg,
en pletblødning blot,
i universets hjerne