på toppen af
en bakke der
ikke har forandret
sig meget siden
dengang. Men
det har jeg,
til gengæld.
fornemme huset
herfra, ansporer det
ingenting, bare en
mur af tredje måske
fjerdehånds savn, en
falsk bevidsthed et
gærde, der for længst
er blæst omkuld, afviklet, af tidens
blinde gang.
igennem dalen
hvor tågen ligger.
Hestene sveder klamt
under dens grå hånd.
Jeg er hjemme.
glæden ved
farten ned ad
bakke pas på!
vejen er næsten
skjult, må bremse,
alt går i hvidt,
med et hvin
ligger drengen på
gaden hans lille
hoved flækket
af grin.
ude, du gik altid alene. Hvad mon du
læste under udsigten.
Du fik i hvert fald suget dine lunger fulde af død, fra eksotiske steder, som Virginia og Tyrkiet; du gav gerne en lunken sodavand,
når vi kom tilbage. Passede fint, om vinteren.
af kilometer væk
herfra, men ved
stadig ikke noget
der er bedre at
vide, end før.
går i de sparsomme,
danske højder for at
glemme hvor de er.
Jeg går herop for
at huske, når
kalenderen har
drejet sig længst
væk.
gyldent, gult. Nu
venter noget bag
disse halvnøgne
buske på gråden
over deres første
døde ven. Den
kommer ikke.
Jorden
under beskuerens
fødder er den samme,
lige godt.
klogere krop,
tager handsker på
de gennemsigtige
tastaturfingre, går
hjem til det andet
hus, der ikke er
langt derfra.
næsten tændt og
tankerne går ud
til de organismer der
for millioner af år
tilbage lod livet, så
der kunne blive kamp
mod mørket, lige nu.
Jeg er taknemmelig,
på min egen måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar