Gavdivm Germinans (2011)

- - - 







Det er ikke klippefast at jeg når at lære sandheden om hvordan vi ser på hinanden før jeg igen forlader denne verden af kød, der er for langt fra det vi siger til det vi ikke lader hinanden vide; vi er brakvand, rådne men nærende i pottemulden, vores blege spirer lugter af brugte løbesko, vores næser dirrer mens de syrlige celler smides; når svampe elskes er det ikke for deres udseende.

Hvis vi ses under den himmel er der ikke en chance, hvis vi ikke ses snart er der ikke en chance, hvis vi ses før det er meningen er der ikke en chance, hvis vi ses på den forkerte dag er der ikke en chance, hvis vi ses på den rigtige dag er der en chance, hvis vi kendte den rigtige dag var der en chance.

Du siger så meget, du taler til mig som om du altid har kendt mig, du taler til mig på den måde fordi du ikke kender mig; du siger så meget, mere end de fleste; din mund bevæger sig hele tiden, din mund bevæger mig hele tiden; du siger så meget, du taler til mig som om du er vant til at blive opfattet som interessant; du taler til mig som en der ikke kender forskel; du siger så meget, du taler til mig som om du altid har kendt mig, du taler til mig på den måde fordi du ikke kender mig.

Jeg har set hvad der ligger bag dine blå øjne; det er fordi jeg har været der, ingen mystik der, for jeg er ikke bare ældre, mere alene under synets mælkeskær, jeg er flere tidsaldre bagud, selvom det føles som at være flere tidsaldre forud når solen skinner; det gør den sjældent over dette land.

Vi kunne være det hele sammen, vi kunne få så meget mere til at blive bedre end godt; vi kunne hænge de rigtige billeder af billeder på vores vægge, måske om natten ligge tæt i ske; vi kunne være de første mennesker der smilende af enighed brød den syvende cirkel; vi kunne være det hele sammen, alt sammen, altid, men jeg klæder mig ikke sådan, jeg taler ikke sådan, jeg er ikke din snævre stue; kommer du ved en fejl eller i forbindelse med et uheld i tvivl om hvordan jeg er indrettet, har jeg diskrete benklæder, en stemmeføring til lejligheden, samt niogtredive års erfaring med frugterne; kernerne ligger bristeklare i mine kindposers mørke, de mangler blot mundvand af rette blanding; fugten behøver jeg ikke nævne.







- - - 

Ingen kommentarer: