I midten af byens dovne sommer var der mennesker; de pjattede, de legede, de lagde deres voksendoms adfærd fra sig omkring svømmepølen på husets tag; jeg tabte under en pludselig bevægelse mine solbriller, de sank til de var usynlige under det urolige vand; jeg tænkte ikke over det, det var ikke et særligt sæt, men under min korte pause fra legens lune brise så jeg at jeg nu var den eneste med blottede øjne; jeg så at de græske betonsøjler der omgav svømmepølen ikke kastede skygger af sig; da jeg om aftenen drevet af mistro til de tabte solbrillers værdi vendte tilbage for at finde dem, mødte jeg i skikkelse af en gammel bekendt stedets forvalter, en arbejdsløs teaterinstruktør som kun efter overtalelse lod sig føje for mine mistede solbrillers skyld; før han tynget forlod sin post sagde han alvorligt at jeg ikke burde blive for længe under vandet; jeg lod som om jeg forstod; da han var gået hoppede jeg i; jeg mærkede trykket på vejen mod svømmepølens bund som jeg fandt dækket af et insektlignende lag solbrillesæt af samme type som det jeg havde tabt; nogle havde bøjede stænger, andre ridsede eller knuste glas, men det tog mig ikke megen tid at finde det sæt som var i bedst stand; tilfreds med mig selv vendte jeg blikket mod overfladen; den formørkedes mens søjlerne gled på plads som fingre der foldes til bøn før de lukkede stjernelyset ude.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar