Barfluen: 'Sannes' masker, "The mask of sanity"; strøtanker om et møde med et andet menneske.

- - - 







"Kærligheden er noget af det smukkeste vi har, men den kan ødelægge et menneske totalt."

 - Tomas Espedal

"There are no more barriers to cross. All I have in common with the uncontrollable and the insane, the vicious and the evil, all the mayhem I have caused and my utter indifference toward it I have now surpassed. My pain is constant and sharp, and I do not hope for a better world for anyone. In fact, I want my pain to be inflicted on others. I want no one to escape. But even after admitting this, there is no catharsis; my punishment continues to elude me, and I gain no deeper knowledge of myself. No new knowledge can be extracted from my telling. This confession has meant nothing."

 - Brett Easton Ellis 


Hun kunne lide at se mig lide, hun nød det mere end noget andet, det var det eneste hun nød; det var som om hun kun var i stand til at opnå en form for tilfredsstillelse, når jeg lå blødende, grædende og fortabt i lidelse på gulvet, når hun fik sig arbejdet frem til en oplevelse af at have den absolutte magt over mig; jeg var hendes perfekte offer, jeg udgjorde det tætteste et menneske som hun kunne komme på at opnå det der for andre forstås som følelsen af kærlighed. 

Hun elskede sin almagt, følelsen af komplet dominans, kontrol; hendes beruselse og eneste sande fornøjelse var at forlade mig, for så at lade som om hun fortrød, for så at forlade mig igen, for så at vende tilbage, for så at komme brasende med overvældende kærlighedserklæringer, 'lovebombing', for så igen at forlade mig, mens hun på samme tid charmerede og smurte mine venner og bekendte, gik i seng med dem, 'overvandt dem' til sin side, for efter også at have taget kontrollen over dem at fremstille sig selv som offer for mig, fremstille mig som 'syg', 'ond' 'måske voldelig' og 'ude på at gøre hende fortræd', hun fik mig fremstillet som en person mange af de mennesker der på det tidspunkt holdt af mig burde være bange for, helst droppe kontakten til, og det gjorde de; alle hun fik kløerne i vendte sig bort fra mig.

Mennesker som hun kan ikke have venner, de kan ikke have kærester, de kan ikke have ægte forhold til nogen, de kan kun misbruge andre, tage det de har brug for, de giver intet tilbage, de er der simpelthen ikke i følelsesmæssig og moralsk forstand; men hun nød effekten af sig selv, den ophidselse hun kunne vække, det begær hun kunne opflamme i andre var hendes aggressive seksualitets kerne, den seksualitet hun helt bevidst, målrettet og kynisk brugte til at fange mig i hendes spind, som hun havde gjort med utallige andre mænd og kvinder; hun vidste præcis hvordan hun skulle bruge sig selv til at få nøjagtig det hun ville have; hun var meget dygtig til at fremstille sig selv som det alle vil have, selvom alle vil have noget forskelligt. 

Hun kunne kun opretholde forestillingen om at elske sig selv, virkelig at 'føle' noget, noget ægte, når hun stod som sejrherre, når hun havde fået mig helt ned med nakken, fået mig på mine tiggende, grædende knæ, når jeg græd og skreg og tryglede om hendes kærlighed, når jeg var reduceret til et menneske uden rygrad, et menneske hjælpeløst og fortabt som et lille barn uden selvstændig vilje, hendes legetøj, en spjættende flue i hendes spind. 

Kun i det symbolske mord på mig, på andre mænd og kvinder, kunne hun opnå en kortvarig følelse der minder om hvad normale mennesker forstår som lykke, selvopfyldelse, fuldbyrdelse af sig selv; kun der, i momenterne af total kontrol over et andet menneske, kun der, i øjeblikkene hvor almagtsfølelsen er total, kunne hun siges på en måde at have det godt, kun da fyldtes hun med en flygtig, ikkekonkret følelse af tilfredsstillelse der rakte ud over orgasmen. 

Hun var virkelig fantastisk i sengen, en åbenbaring af utæmmet begær, noget nær den perfekte elskerinde, den første jeg indtil da have været sammen med, og jeg var ikke på nogen måde nybegynder, der virkelig synes at kunne give sig helt hen til sin egen lyst, som virkede fuldstændig fortrolig med den, fortrolig med kroppen, alt hvad den kunne; hun synes at leve i lysten, udleve den, ånde i den og formidle den på en måde der var så forheksende for mig som intet jeg før havde oplevet, jeg var ekstatisk, jeg var i himlen. 

Jeg havde det som om jeg havde mødt mit match i det seksuelle, at jeg endelig havde mødt den med hvem jeg kunne blive fri i min egen seksualitet, fri til at lade den udtrykke sig som den er, grådig, nær umættelig og relativt krævende; legende, undersøgende, tabuovervindende; nydelsen overgik alt jeg tidligere havde oplevet, og det vidste hun, for hun så præcis hvad hun skulle foregive, hun var så intelligent, så beregnende, så strategisk udspekuleret lige der hvor normale mennesker er helt nøgne, følsomme og uden parader; hvor de udtrykker sig selv helt ærligt, var hun allermest kynisk; hun brugte sex som sit ultimative våben for at få magten over mig, den fuldstændige magt over mig, ved at give mig præcis det jeg trængte allermest til; illusionen om fri seksualitet, helt fri og ubunden seksualitet, i en ramme af noget der for mig føltes som ægte kærlighed, den ægte kærlighed som er den fri seksualitets forudsætning, og som jeg altid havde drømt om at befinde mig i.  

Hun forløste mig som ingen anden før havde kunnet, mens hun narrede mig til at tro at jeg gjorde det samme for hende, at jeg virkelig betød noget for hende, at jeg gjorde den store forskel i hendes liv. Jeg blev forelsket på en måde som jeg aldrig havde oplevet før, jeg blev hendes, hun havde mig efter planen snart i sin hule hånd lige som hun ønskede sig det; men hun kunne ikke lide mig, hun foragtede mig, hvis hun overhovedet var i stand til at føle noget som helst for mig, for det kan jeg stadig med en gysen komme i tvivl om, når jeg en sjælden gang drister mig til at tænke tilbage på hende på mange års afstand; hun var så overbevisende og professionelt dygtig til at spille menneskespillet, så forfærdende dygtig til at fingere følelser og indlevelse, at jeg stadig kan være i tvivl. 

Hun kunne ikke lide sig selv, men det vidste hun ikke; det ved mennesker med disse følelsesmæssigt meget afstumpede karaktertræk kun yderst sjældent; hvis de gør, er det kun i glimt, kun i forbipasserende øjeblikke af klarhed; nogle af dem oplever sommetider små øjeblikke af indsigt; det har jeg lært af de psykologer og psykiatere jeg senere måtte snakke intenst med for at prøve at forstå hvad jeg havde erfaret, hvad jeg havde gået igennem, hvad jeg havde mødt: de kan i teorien opleve visse små huller hvor lyset, et sandhedens og selverkendelsens lys, som disse ellers helt frygtløse mennesker frygter mere end noget andet, kortvarigt trænger ind. 

Hun overvandt mig med nøje tilrettelagt projektion, indladende smiger og glorificering af min person, hun lod mig forstå at hun forgudede mig, at hun tilbad mig og hun gav mig en utrolig følelse af at have opnået en position hos hende som stærk og beskyttende mand, hun fodrede min forfængelighed som ingen anden havde formået, hun fik mig til at stråle af stolthed, hun fik mig til at føle mig som den perfekte mand, en mand der bliver elsket, en mand der elsker og bliver elsket tilbage.  

Hun så da hun mødte mig at jeg var noget vaklende i mig selv, at jeg var i en svag periode af mit liv, en bølgedal, at mine parader var midlertidigt nede, at jeg var modtagelig, et nemt offer for smiger; det kunne hun bruge til noget, det gav hende nogle værktøjer hun kunne bruge til at få magten over mig, og for mennesker som hun, er der ikke noget bedre end at tage magten over et menneske der essentielt er stærkt, selvstændigt og fritænkende; et ordenligt trofæ; hun så at hendes chance for at tage en god skalp var der for næsen af hende, mens jeg var i tvivl om mig selv, åben. 

Hun så da hun udvalgte sig mig, mødte mig, indfangede mig, at mit ellers stærke selvværd var lidt hullet, lidt flosset, at der var sprækker i det, som hun kunne udnytte, for jeg var kort tid forinden gået ud af noget der ikke blev til et kærlighedsforhold; jeg var efter megen snak og søgen efter forståelse sammen med hende jeg var gået fra, et sødt menneske, som jeg af en række årsager ikke følte og tænkte jeg kunne se det lange perspektiv i at være sammen med. Hun var forelsket i mig, men jeg nærede ikke de samme store følelser for hende, så jeg valgte at det rigtige at gøre var på åben vis at stoppe forholdet, for ikke at berede hende unødig smerte ved at lade hende blive i troen på at det kunne blive os to. Det er svært at måtte såre et andet menneske, og jeg var glad for hende som person, som ven, men jeg fandt ud af at jeg ikke elskede hende, og at jeg ikke ville komme til det; jeg var efterfølgende ked af det, jeg befandt mig i en helt banal følelseskrise, en situation, hvor jeg ungdommeligt, men seriøst, måtte reflektere over hvad der er rigtigt og forkert i følelseslivet i almindelighed, og rigtigt og forkert for mig, og jeg havde det ikke ret godt, jeg var lidt modløs, ikke på toppen, selvom hvad jeg havde gjort var rigtigt; vi er gode venner den dag i dag.    

Men så kom hun, denne blændende charmerende, strålende og karismatiske kvinde, dansende ind i mit liv, lige da jeg manglede det mest; jeg blev scoret på under en halv time, det er ellers altid mig der tager initiativet når jeg er tiltrukket af nogen; hun slog, helt efter klichéen, benene væk under mig, jeg kunne næsten ikke begribe mit held, min lykke; men efter få uger hvor vi konstant dyrkede sex, hvor vi aldrig et minut var fra hinanden, begyndte hun langsomt og overbevisende at fremstille sig selv som svag, som et offer, som en person der trængte til hjælp og retning i livet, fordi hun klart og tydeligt så, at jeg ikke kunne sige nej til at hjælpe, støtte og knytte mig til en kvinde i nød, en kvinde der trænger til beskyttelse, næring, psykologisk stabilitet, ubetinget kærlighed og indlevet omsorg; hun så at jeg kunne give hende det hun skulle bruge for at opnå den helt store destruktion af mig, hendes største og eneste stimulation, hendes stof, hendes heroin, hendes mesterværk: Den komplette ødelæggelse af et andet menneske. 

Hun havde set mig, udset sig mig, og hun havde planlagt sin adfærd ned til mindste, minutøse detalje; hun så at jeg kunne give hende et langvarigt 'kick', ikke et langvarigt forhold, for ægte kærlighedsforhold er forhold mellem to ligeværdige mennesker, ikke mellem et menneske og et følelsesmæssigt koldt og afstumpet menneske der bærer en hvilken som helst menneskelig maske som kan bruges af det til at opnå den hvad det har brug for. 

Hvad mennesker som hun har brug for i deres grænseløse amoral og komplette frihed for empati er nydelse, den rene, dyriske nydelse, for de er ikke i stand til at opfatte andre mennesker som mennesker, som ligeværdige, de har ingen moralske anlæg, ingen medfølelse, ingen indfølingsevne i andre mennesker, der byder dem at anse dem som noget eller nogen man må tage ansvar for, har ansvaret for, i kraft af hvad man udsætter dem for, siger til dem, lover dem, gør sammen med dem, det man er sammen med dem; de besidder ikke evnen til at knytte sig til andre mennesker, de kan ikke elske, selv om de fleste af dem er fantastisk dygtige til at lade som om at de gør det, til at lade som om at de forstår hvad det vil sige at elske; for dem er andre udelukkende redskaber, ting, objekter sat i verden for at blive brugt til at opnå deres egne mål, deres egen nydelse, deres egen fornøjelse.  

Det lykkedes efter knap to års tiltagende kaos, konstant stress og halsen blindt og forblændet rundt efter hende, at få hende definitivt afvist. Efter at have kæmpet helt desperat for at opfylde hvad hun fremstillede som sine behov, alle de umulige, uopfyldelige behov, for at jeg kunne få noget af alt det hun havde lovet mig under hendes permanente spærreild af 'gaslighting', lykkedes det mig at give slip; hun lovede mig igen og igen præcis det liv jeg ønskede mest; hun havde opsuget og mimet alle mine inderste ønsker og drømme om hvad et godt liv er, kynisk spejlet dem og vist mig at vi kunne få det hele sammen, hvis bare hun blev gjort tilfreds, hvis bare hun blev holdt tilfreds; hun bragte mig til et sted hvor kun illusionen om kærligheden fandtes, men jeg kunne ikke andet end at jage den, jage efter hende inde i den, trygle hende om at lade alt hun havde lovet komme til fuldbyrdelse. 

Da det på trods af alle hendes trusler, hendes teaterspil, hendes psykiske terror og pres, hendes fingerede desperate manipulation af mig, endelig lykkedes for mig at distancere mig fra hende, give slip og slippe fri af det som var blevet et komplet slaveforhold til hende, var jeg ødelagt, jeg havde mistet mig selv fuldstændigt, det eneste der var tilbage i mig var smerte, forvirring, angst og afgrundsdyb fortvivlelse; intet stod mig klart udover at jeg ønskede at dø, jeg ønskede ikke andet end at dø, min værdighed var destrueret, min identitet var så godt som opløst, mit selvværd var væk, min personlighed var som forsvundet, usynlig for mig, jeg kunne ikke se mig selv, jeg kunne ikke kende mig selv, jeg kunne ikke føle mig selv. 

Jeg drømte febrilsk om at ende det hele, fantaserede dagligt om det, men jeg endte i stedet med at tage døden på den langsomme måde, kujonernes måde: Jeg isolerede mig; det var jeg allerede i forvejen fordi hun var så krævende, fordi hun fyldte så meget, at jeg ikke havde hverken kræfter, lyst eller overskud til at se andre mennesker i mere end et par overfladiske minutter ad gangen; jeg drak mere og mere, det havde jeg gjort for at forsøge at stabilisere mine nerver, styre min angst under mit forhold til hende mens det stod på; hun drak selv konstant, var altid ude, altid rastløs og energisk, og jeg fulgte med, jeg havde opbygget et stort forbrug i hendes kølvand, jeg havde gjort hvad jeg kunne for at følge med, jeg festede med, jeg løb efter hende, og nu lod jeg mig for alvor blive alkoholiker, jeg gav efter, jeg forsøgte at drikke mig fra al mulighed for sans og samling, al følelse, al sorg, al min døgnåbne elendighed, alt mit ætsende selvhad. 

Jeg drak mig væk fra hende, jeg drak vodka, jeg drak enorme mængder vodka, jeg drak døgnet rundt, jeg sov til sidst kun i en time ad gangen mellem mine indtag, jeg fyldte mig til randen med rasende, delirøst had, jeg brændte hendes ting i gården på dagen hvor hun ville hente dem sammen med sit ny offer, en af de af mine tidligere venner som hun havde vendt mod mig, jeg brændte hende ud med alkohol, jeg brændte mig selv helt ned til grunden, der var ikke andet jeg kunne gøre. 

Jeg lod mig så godt som ødelægge af kærligheden, ikke for første gang, ikke for sidste gang, for jeg leder altid efter den, jeg har altid ledt efter den, den store kærlighed, det er min inderste natur, mit hjertes vej, men dette var det hidtil mest alvorlige møde med noget der til forveksling lignede den, det møde der fra starten virkede mest lovende, og år senere, da jeg efter nogle møder med min egen mere og mere tydelige slutning tog mig sammen og fandt kræfterne til at blive ædru efter at have afgivet en stor portion af mit unge voksenliv til hende, besluttede jeg mig for at jeg aldrig ville lade mig lokke ind i noget lignende igen, lige meget hvad; at jeg aldrig igen naivt, godtroende, kærlighedshungrende, liderligt, ville lade mig blive forblændet, forhekset, overvundet og indtaget af et andet menneske, et andet menneske som jeg siden har lært fra de der professionelt beskæftiger sig med psykisk sygdom korrekt er at betegne som lidende af 'dyssocial personlighedsforstyrrelse', eller mere mundret, 'psykopati'. 


- - - 


Det er mange år siden nu, nærmest et helt liv siden, men jeg har siden forholdsvis sent i livet haft det store held, den store lykke jeg ikke troede mulig, at finde den ægte kærlighed, den modne kærlighed, den faktiske store kærlighed, sammen med en kvinde som har vist sig, og igen og igen viser sig, at være min sande drømmekvinde i det lysvågne liv; hende der dufter rigtigt, hende der bare føles rigtig; et menneske hvis dynamiske, fysiske og mentale skønhed jeg elsker ligeligt, et menneske hvis intelligente og originale personlighed jeg elsker hver eneste facet af, et menneske som er mit hjertemenneske; hun har vist sig at være den jeg har søgt efter hele livet, min sande flamme der aldrig går ud, hende jeg begærer og som begærer mig, en kvinde som konstant beriger mit liv, som holder mig skarp og lærende, inderlig, opmærksom og elskende, et menneske der hele tiden udvider min horisont, et menneske som i det hele taget forøger den samlede kvalitet af min tilværelse, og som hver dag om vi er sammen eller ej, beriger den stort, under vores kærligheds åbne himmel; en kvinde med hvem forholdet er lige, hudløst ærligt, åbent og følelsesmæssigt rent og klart, men samtidig respektfyldt og indfølt; en kvinde som virkelig kan se mig og som elsker mig for hvad jeg er, i al min uperfektion, ligesom jeg virkelig kan se hende og elsker hende for hvad hun er i sin; hun er ikke bare min sande sjælepartner og match, mit livs perfekte elskerinde og så inderligt elskede, hun er også blevet min bedste ven, den med hvem alle samtaler, store som små, er stimulerende, den med hvem alle samtaler er vigtige, givende og lærerige, og jeg ved med sikkerhed at jeg vil elske og ære hende til mine dages ende. 


- - - 


For et par år siden vågnede jeg halvt om natten, jeg var iskold, klam og fugtig selv om det var sommer, med 'Sannes' tilstedeværelse tyk i rummet; hendes ansigt svævede over mig i mørket uden krop; hendes smukke brune øjne var tomme, de sortnedes, de blev unaturligt store, de brændte sig igennem mig, de tiggede om medlidenhed, de tiggede om omsorg; så ændrede resten af hendes ansigt sig, hun mistede sit tykke, brune hår, hendes hud blev kridhvid, hendes ører spidsedes til, hele ansigtet fortrak sig i et grusomt forvrænget katteagtigt smil, hun hviskede sukkersødt, langsomt 'jeg elsker dig, Peter'; hendes smalle læber skiltes, hun brød ud i noget som ikke var latter, men vilde fugleskrig, øredøvende fugleskrig, stigende, stigende, stigende i styrke til det gjorde så ondt at jeg vågnede helt og skreg af rædsel, bare skreg og skreg af rædsel; intet slutter nogensinde helt.  







- - - 
Send en kommentar