- - -
Vi
er til reception, en sammenkomst af venligt stemte velklædte mennesker i et stort restaurationslokale som engang har tilhørt den
ene halvdel af den familie jeg voksede op hos; der
er en massiv mumlen, en murren af stemmer, fine kvindehæles klikken, en
sagte klirren af kvalitetsglas der symbolsk berører hinanden, kun afbrudt af
pludselige udbrud af grin; stengulvene
ligger i forskudte plan i den lavloftede grotte; der er per nordjysk
tradition sparet på den elektriske belysning; det naturlige lys
trænger næsten ikke ind gennem de fedtede tyskervinduer, her er det
flertallet ville kalde hyggeligt; jeg
er væsentligt ældre end nu; mine vittigheder, de små, overfladiske
bemærkninger som jeg under rotationen mellem de øvrige gæster sender af sted er midaldrende, tunge, sløsede, overbeviste om deres indbyggede
værdi; jeg bryder mig ikke om hvad jeg siger men jeg har ikke noget valg; på et tidspunkt hvor jeg ikke siger noget går det op for mig at jeg må være her alene; du synes ikke at være her, jeg kan ikke mærke dig, jeg føler ikke din tilstedeværelse i rummet som jeg ellers altid gør om du har anmeldt den eller ej; min krop
er tungere når du ikke er der, mine smil sjældnere; dit fravær sidder i
detaljerne.
Mens
jeg leder efter en diskret måde at forlade stedet på bliver
jeg passet op af to ældre mænd jeg svagt erindrer; de præsenterer sig entusiastisk som tidligere kolleger til min fader; jeg undertrykker
professionelt min trang til at forsvinde; jeg
lader som om jeg er helt med, som om vi kender hinanden, som om jeg virkelig
interesserer mig for hvad de har at sige; det er en forbandelse at være så god
til som om, folk kan blive afhængige af som om efter at være blevet udsat for
som om i kort tid; jeg
fortæller dem rutineret standardhistorien om bygningen, hvordan det hele
begyndte, hvilke ideer der før min tids morgen indgik i skabelsen af rummet vi
befinder os i, men jeg savner dig nu, det er alvor; min
sjæl svulmer, kræver dig, den løsner sig faretruende fra min krop, krænger sig ud gennem min ryg som
vinger gennem jakken med en prikken fra lysets port; da den ene indladende, jovialt spørger til væggenes beskaffenhed, er jeg nødt til at fortælle ham i hårde vendinger at det ikke er salt der er skyld i
korrosionen, væggenes mystiske patina, men blod; at vi ikke befinder os i et
tidligere saltlager, men i landets bedst bevarede torturkælder; de
lader mig gå under ængstelse, forvirring; jeg går, jeg ved at jeg ikke kommer tilbage, jeg ved at jeg aldrig kommer tilbage, jeg ved at det var
sidste besøg; at sandhedens legioner uanset deres styrke kun kan skabe ét nyt
liv per by der afbrændes hvis noget skal frigøres, i opdrift bæres, cirklende på ægte vind, mens solens evige dag varmer ven som fjende.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar