Mausolæum

- - - 







Vi er til reception, en sammenkomst af venligt stemte velklædte mennesker i et stort restaurationslokale som engang har tilhørt den ene halvdel af den familie jeg voksede op hos; der er en massiv mumlen, en murren af stemmer, fine kvindehæles klikken, en sagte klirren af kvalitetsglas der symbolsk berører hinanden, kun afbrudt af pludselige udbrud af grin; stengulvene ligger i forskudte plan i den lavloftede grotte; der er per nordjysk tradition sparet på den elektriske belysning; det naturlige lys trænger næsten ikke ind gennem de fedtede tyskervinduer, her er det flertallet ville kalde hyggeligt; jeg er væsentligt ældre end nu; mine vittigheder, de små, overfladiske bemærkninger som jeg under rotationen mellem de øvrige gæster sender af sted er midaldrende, tunge, sløsede, overbeviste om deres indbyggede værdi; jeg bryder mig ikke om hvad jeg siger men jeg har ikke noget valg; på et tidspunkt hvor jeg ikke siger noget går det op for mig at jeg må være her alene; du synes ikke at være her, jeg kan ikke mærke dig, jeg føler ikke din tilstedeværelse i rummet som jeg ellers altid gør om du har anmeldt den eller ej; min krop er tungere når du ikke er der, mine smil sjældnere; dit fravær sidder i detaljerne.

Mens jeg leder efter en diskret måde at forlade stedet på bliver jeg passet op af to ældre mænd jeg svagt erindrer; de præsenterer sig entusiastisk som tidligere kolleger til min fader; jeg undertrykker professionelt min trang til at forsvinde; jeg lader som om jeg er helt med, som om vi kender hinanden, som om jeg virkelig interesserer mig for hvad de har at sige; det er en forbandelse at være så god til som om, folk kan blive afhængige af som om efter at være blevet udsat for som om i kort tid; jeg fortæller dem rutineret standardhistorien om bygningen, hvordan det hele begyndte, hvilke ideer der før min tids morgen indgik i skabelsen af rummet vi befinder os i, men jeg savner dig nu, det er alvor; min sjæl svulmer, kræver dig, den løsner sig faretruende fra min krop, krænger sig ud gennem min ryg som vinger gennem jakken med en prikken fra lysets port; da den ene indladende, jovialt spørger til væggenes beskaffenhed, er jeg nødt til at fortælle ham i hårde vendinger at det ikke er salt der er skyld i korrosionen, væggenes mystiske patina, men blod; at vi ikke befinder os i et tidligere saltlager, men i landets bedst bevarede torturkælder; de lader mig gå under ængstelse, forvirring; jeg går, jeg ved at jeg ikke kommer tilbage, jeg ved at jeg aldrig kommer tilbage, jeg ved at det var sidste besøg; at sandhedens legioner uanset deres styrke kun kan skabe ét nyt liv per by der afbrændes hvis noget skal frigøres, i opdrift bæres, cirklende på ægte vind, mens solens evige dag varmer ven som fjende. 







- - - 
Send en kommentar