- - -
Set på afstand er det ikke til at forstå hvad der driver nogen til at ønske at indtage toppen af den vindblæste klippespids; han der knuger sig fast til den har blottede tænder, hans øjne er så åbne som aldrig før; mens den næste udfordrer når frem med rystende hænder, efter hvæsende, krattende, skrigende at have kæmpet sig igennem sine artsfæller på vejen op, ser man ikke om det er frygt eller vrede der holder hans øjne blanke som glas; han trykker sig fast mod den glatte overflade; det første der møder den herskendes blik er hans mareridts hvide gab; nedenfor den mægtige søjle af sten ligger de der i sugende tomhed faldt i døden, de tjener som trædesten for de få, stadig varm næring for de mange der ikke tør tage chancen; også her er der kamp; selv de modløse finder desperationens kræfter når overlevelsen melder sig som den sult der ændrer karakteren, den sult der ligger til grund for at overskride det ældgamle tabu som byder den enkelte ikke at æde sine egne; således er det forneden under andre former som foroven.
Her fra hotellet ser vi trygt det hele udspille sig, gentage sig efter et mønster så forudsigeligt at det må regnes for selve årsagen til at hotellet er opført hvor det er, med dets glansnummer af en eksklusiv tagterrasse, der nu som altid er fyldt med nysgerrigt stirrende gæster fra samfundets øverste lag; kvinden ved min side, en attraktiv millionarving med den slags skarpe ansigtstræk der skræmmer svage mænd, den livlige virkelyst der gør dem impotente, har ladet sig gribe af dramaet på stenen; hendes krop er i bevægelse, hun vrider sig, først umærkeligt spjættende, snart rytmisk bølgende under den perfekt siddende sommerkjole; nu hvisker hun hæst til mig at det er ved at ske; hendes kjoles pubbe flækker, hun stiger ud uden vinger, større, nøgen, strålende af de lyserøde lyn der løber igennem hende, hun vender sit blik mod mit skridt; ved dette vokser jeg hastigt, jeg sprænger mit tøj; mens de mandlige gæster stivnede, måbende ser til, optændes de kvindelige; snart stiger de ud af tøjets civiliserede camouflage.
I det jeg når min nøgenheds top starter kampen; de river i hinanden, deres liderlighed skriger mens de i den samme blinde rus som aberne overfor kravler op ad mig for at nå mit lem; det står som granit, pulserende, magnetisk i den blå luft; der er tæt kamp under min pung; det er som om de der er nået hertil har glemt deres frygt for at falde; det er hun som når mig først; hun monterer sig på mig, hun forener mig med mig som den første; de andre hyler, vrænger ansigter, bider hinanden i frustration, giver op, lader sig falde for mine fødder; nu rider hun mig sejrende, vandret liggende i luften folder hun sine ben bag min ryg, udgør snart den bro jeg svinger mod tårnets top, hvor han der besidder den ligger; hans blik er uden frygt mens det møder mit; han rejser sig på sine korte ben, går henover hendes skælvende krop, når mig hurtigt; han klatrer med den behændighed der er hans natur op til mit ansigt, griber mit hår og svinger sig rundt om mit hoved; i en behåret bue dykker han ind i min øregang, vi bliver ét; mens jeg brølende kommer gror mine hjørnetænder ud til en størrelse der ikke er menneskelig; hun affyres med en våd eksplosion mod den tomme tårnspids som hun griber, besætter, med sin nu pelsklædte krop; jeg forstenes med ét; det sidste jeg ser er starten på en fest eller en krig langt under min krops hastigt koldere, men helt tilfredse klippe.
Her fra hotellet ser vi trygt det hele udspille sig, gentage sig efter et mønster så forudsigeligt at det må regnes for selve årsagen til at hotellet er opført hvor det er, med dets glansnummer af en eksklusiv tagterrasse, der nu som altid er fyldt med nysgerrigt stirrende gæster fra samfundets øverste lag; kvinden ved min side, en attraktiv millionarving med den slags skarpe ansigtstræk der skræmmer svage mænd, den livlige virkelyst der gør dem impotente, har ladet sig gribe af dramaet på stenen; hendes krop er i bevægelse, hun vrider sig, først umærkeligt spjættende, snart rytmisk bølgende under den perfekt siddende sommerkjole; nu hvisker hun hæst til mig at det er ved at ske; hendes kjoles pubbe flækker, hun stiger ud uden vinger, større, nøgen, strålende af de lyserøde lyn der løber igennem hende, hun vender sit blik mod mit skridt; ved dette vokser jeg hastigt, jeg sprænger mit tøj; mens de mandlige gæster stivnede, måbende ser til, optændes de kvindelige; snart stiger de ud af tøjets civiliserede camouflage.
I det jeg når min nøgenheds top starter kampen; de river i hinanden, deres liderlighed skriger mens de i den samme blinde rus som aberne overfor kravler op ad mig for at nå mit lem; det står som granit, pulserende, magnetisk i den blå luft; der er tæt kamp under min pung; det er som om de der er nået hertil har glemt deres frygt for at falde; det er hun som når mig først; hun monterer sig på mig, hun forener mig med mig som den første; de andre hyler, vrænger ansigter, bider hinanden i frustration, giver op, lader sig falde for mine fødder; nu rider hun mig sejrende, vandret liggende i luften folder hun sine ben bag min ryg, udgør snart den bro jeg svinger mod tårnets top, hvor han der besidder den ligger; hans blik er uden frygt mens det møder mit; han rejser sig på sine korte ben, går henover hendes skælvende krop, når mig hurtigt; han klatrer med den behændighed der er hans natur op til mit ansigt, griber mit hår og svinger sig rundt om mit hoved; i en behåret bue dykker han ind i min øregang, vi bliver ét; mens jeg brølende kommer gror mine hjørnetænder ud til en størrelse der ikke er menneskelig; hun affyres med en våd eksplosion mod den tomme tårnspids som hun griber, besætter, med sin nu pelsklædte krop; jeg forstenes med ét; det sidste jeg ser er starten på en fest eller en krig langt under min krops hastigt koldere, men helt tilfredse klippe.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar