Det første er banegården, så er det første hendes øjne; senere er de det første jeg ser under barens dæmpede lys, de er som kul, deres matte grå skær afviser, lokker; de tigger om timers indsigt; de tynde lemmer, den ranke holdnings modstand; hendes brede ansigt, det sorte hår, den hvide hud, hendes lugt af rugbrød, en indelukket lugt der danner et rum omkring hende man kan gå ind i; hendes udtryk er som byens, et tavst oprør mod farve; det første er nu hendes krop, en blød statue, de hårde knogler som på trods af deres begyndende kamp mod huden endnu er samlet af ungdommens lim; det sidste som er det første er døren, døren til den anden side, den side hvor alt det jeg ikke kommer til at deltage i sammen med hende findes, den side hendes liv med andre udgøres af fra i morgen; jeg køber mere vodka, går ind i hendes rum. Hun er ikke smuk, hun er noget andet.
Jeg kigger på døren, jeg kigger henover sengen, måske er døren sengen; det skidne kammer med de slidte fyrretræsmøbler uden dekorationer, de grove forvaskede lagener som lærred, kanvas; igen, dørens tæthed; lyset fra det lille vindue mod gården forsøger sig med morgen men giver op, jeg tænker ingen hårde tanker mens hun sover; trækker hun vejret; så stille, så stille; jeg kigger på hende, tager mit tøj på uden en lyd, jeg betaler; jeg lægger penge, jeg skammer mig, det er ikke meningen, det er forkert, men jeg gør det, hendes fattigdom er forskellig fra det sted hvor fattigdom er usynlig, hvor fattigdom findes mellem ørerne; fordi jeg ikke forstår mit hjertes ømhed for hende på vej væk betaler jeg, går; jeg går om lidt, jeg skriver en hilsen på en blank side i hotellets bibel, river den langsomt ud, dækker sedlerne, de ulmer under den, 'I hope you find love'; jeg går mod banegården.
-
I lejren, noget går i bare tæer, det er fireogtres år siden, græsset vugger, spidserne, duggen, det prikker på huden, det er endnu morgen; lyset trækker farven ud, noget er sket, knoglerne bliver under jorden i dag; de holdt så meget af jer, landets pragt var jeres pragt, I så det ikke, de så det ikke; uden hinanden, uden jer, er der intet i landskabet, intet i byen hvis tårne står dunkle hen, de ringer hult over en enighed der ikke betyder noget, der er ikke nogen tilbage at blive enige med; skulle have sagt det højt mens tid var; tiden er en tynd fernis, læger ingen sår, slet ikke de usynlige; de bæres ud af salonernes stumme spøgelser; her, ikke en barak, men hvide blomster; navnløse; hvileløst planter de gennemsigtige deres tårer i dygtighedens lukkede bog; skulle ikke have taget deres hår, deres klæder, de få der var deres; skulle ikke have tømt deres øjne, skulle ikke have fyldt landet med det der ikke tåler solen, skulle ikke have gjort det, men det er gjort, det er gjort.
-
Bjergene, de ligner hvad jeg troede jeg kom her for, de dybe blå søer, sneklædte toppe; toget der burde have været skiftet ud for længst; toget, det arbejder sig tungt opad; toget, det tunge jern mod jern, mine knogler er tunge i dag; toget, en påmindelse om et turistbureaus idé om et Europa af i går, et Europa hvor sidste århundredes mørke afveje og isnende sidespor er slettet af historien; skilte der fortæller om udveje, Wi-Fi, infoskærme, panikknapper i trækabinerne, polerede messinghåndtag, syntetisk plys, det gør ondt i mine knogler; her glemmer man ikke nutidens problem med fortiden; som porte mod den lokale afgrund klynger stammens elektriske lyspunkter sig til toget der rækker udover landets grænser; en side af mig rives ud af min vågne drøm; jeg rejser; den smilende ældre dame i sædet overfor mig siger ord, hun skænker mig kaffe, gestikulerer venligt mod koppen med sin hånd, vi har passeret grænsen; jeg smiler tilbage, jeg kan mærke at jeg smiler for første gang i tre dage, nikker tak.
- - -
1 kommentar:
Smukkeste tekst til nu.
Send en kommentar