- - -
Jeg ønsker dig kærlighed, min kærlighed, jeg vil give dig den, jeg har den, jeg er den; mine dage er fulde af det myldrende liv vi har skabt uden at gøre andet end at elske hinanden, det frodige liv vi skaber uden at gøre andet end at elske hinanden, alt medregnet, intet slettet, alt husket, intet glemt; jeg lever det, jeg efterlever det, jeg lever i dets dybder, ikke fanget, men fri, jeg lever i dets højder, ikke bundet, men din; jeg vil det; jeg elsker mit hele selv som jeg elsker dit hele selv.
Min hengivenhed til dig er for livet, den er for resten af mit liv, jeg ved det, jeg ved det nu som jeg vidste det på 'den smukkeste dag til nu'; min troskab er klippefast som jeg er det, som min kærlighed til dig er det; urokkelig. Der vil aldrig være andre end dig for mig; svært at tro, mennesker flest er så flygtige, jeg elsker din skepsis, det skal du vide; mennesker flest; så omskiftelige, sandt for dyden, sandt i nord, sandt i syden, men lad mig vise dig det i de næste fyrre år, lad mig rejse med dig, sammen og hver for sig, de flettede spor, de flettede stier, lad os være frie, sammen og hver for sig; lad os gå ad de bredeste, de smukkeste veje, fremfor at løbe.
Din skønhed er mit hjertes kompas i alle faser af liv; alene din skønhed, din indre, som din ydre; den er min sande inspiration; den brænder mig, den beriger mig, den løfter mig til nye højder af mig selv, den viser mig vejen til nye dybder af mig selv; hver eneste dag, det fulde livs horisont, udvidet, voksende, levende, hver eneste dag en lystfyldt stræben efter mere, efter det højeste jeg kan nå, det bedste jeg kan præstere, det bedste jeg kan hive ud af mig selv, det bedste jeg kan hive ud af verden, alt det, jeg en morgen lægger for dine fødder før jeg lægger det for verdens og siger 'se, se hvad du har elsket frem i mig'.
Min sande kærlighed er du, den ene, hun, kun dig. Jeg har virkelig ikke elsket et virkeligt menneske før nu, før du, jeg har troet jeg har elsket, men nu ved jeg at jeg kun var i troen, fordi jeg havde brug for den, fordi jeg var svag i helvede, fordi jeg var uden kræfter, uset, udenfor mig selv; jeg var fortabt, jeg gik; i min søgen efter den sande kærlighed blev jeg falsk. Hos dig er kærligheden sand fordi jeg kan vandre i et hvilket som helst helvede uden at tabe den af syne, uden at tabe dig af syne, fordi jeg kan flyve i en hvilken som helst himmel uden at tabe den af syne, uden at tabe dig af syne, forveksle den med tro, forveksle den med kærlighedens drøm om sig selv; hos dig er den sand i mig, fordi den er der, dens brændende nu er mit nu; fordi den er der, ægte på tværs af al levet virkelighed i mellem os, alle prøvelser, alle dyk, alle fald, alle tests, alle ord, er den sand.
Du er sødmen i mit liv; i min krop, den sitrer, nektaren, eliksiren, lyset, min lyst; din krop er mit altid endnu uopdagede land, mit Terra Incognita, mit Makaron Nesoi; altid er du i forandring, altid er du mere end sidst, mere end før, altid er du det friskeste sug i maven, altid er du hvad jeg må ha', altid er du hvad jeg begærer uden ophør, altid er du hvad jeg trænger til at opdage, udforske, indtage, omfavne, ære, med alt hvad jeg var, alt hvad jeg er, alt hvad jeg bliver.
Min kærlighed til dig er så stærk, den er alle dagene der kommer, uopslidelig; den er blevet en fast del af min vilje, den er min viljes lyst, min viljes glæde; min kærlighed til dig er kronisk, den er ikke en sygdom, den er årenes fylde udfoldet, årenes helbredelse sket; den er årenes løfter om liv, et liv jeg altid har ønsket mig, før søgt, nu set, nu fundet, nu virkeliggjort; jeg forlader dig aldrig.
Jeg er som foråret, nej, jeg er foråret selv; alt i mig skyder op efter dig; jeg rejser mig, jeg genrejser mig efter vinterens blodbad; blodet, det løb af mig, det strømmede ned i min underjord, det befrugtede løgene i mørket; nu bryder det frem mod lyset, båret af roserne selv; de er røde som aldrig før, duftene, blodets sang, jeg hører den, jeg synger med; de modne duftes stemmer kun overgået af dine.
Den store natur, den lille ånd; en nat et spøgelse af flere i stenen; når solen en tidlig morgen rammer vandet på dens ru overflade knirker det i de små sprækker; måske trænger noget ind, måske trænger noget ud; din månes blomst bærer mit inderste ønske, min inderste lyst, min inderligheds kilde; kun den nærer mig, jeg bærer mig, den nærer mig; jeg kysser alt den giver mig, hver eneste bid; jeg tager den aldrig for givet, jeg tager aldrig dens kærlighed for givet, jeg tager den som den er, jeg tager dens fine hvide hånd for livet.
- - -
"Bogen om lykke kan aldrig blive nogen tyk bog. Ikke nogen tyk bog, og heller ikke nogen dyb bog, det lykkelige sprog er enkelt og banalt, der er ingen dybde i lykken, eller er der?"
-Tomas Espedal
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar