Drømmen

- - - 







Orkanen var på vej, den kredsede over sengen i mit soveværelse mens jeg sov, sengen kredsede med, den var vand og vind, jeg var vand og vind, jeg drømte så heftigt, jeg drømte med hele kroppen i vandet, hele kroppen i vinden, drømmen drømte hele verden så heftigt med mig i den; jeg var øer, mange små øer, særligt en som var helt rund gjorde et rystende indtryk; den stod som en perfekt cirkelform i havet nær kysten; over den et massivt til dens form tilpasset helt sort uvejr; en lagkage af sten, en lagkage af død, en død større end noget menneske kan rumme uden at holde noget større end sig selv i ånden. 

Det er aldrig nok at læne sig opad det levende; hele vejen rundt langs øens rand stod der mennesker, tæt pakkede, skulder mod skulder; det var som om de ikke vidste at faren var størst for dem, de befandt sig i en tilstand af turisme; kun vi der var på afstand kunne se det, kun vi kunne på den nødvendige afstand forstå farens omfang og vi så den fra scenen hvor jeg præsenterede mit ny show sammen med en erstatning for mine tidligere scenepartnere, en ung kvinde med kort, lyst hår og en smittende gul udstråling; jeg var på én gang meget yngre og meget ældre end jeg er lige nu.

Jeg var ikke tiltrukket af hende, jeg er optaget for livet, på tværs af både det der findes og det der ikke findes; vi var der sammen, men ikke sammen som par, vi var professionelle partnere på scenen som delte sig i to, et jordskælv, en dyb rystelse, brummende jord, klipper der gnider sig opad hinanden, klipper der vil hinandens forandring under skorpen, et elskende grundfjeld; nu viste hun sig at være den der vidste noget om uvejret, hun var dets udsendte agent, en gammel budbringer i ny hud, et menneskeham der ikke falder af før stormen lander, hun vidste det på forhånd, hun smilede som om det ikke betød noget.

Det tog jeg anstød af, snart satte mine instinkter for flugt og redning min mund i tale, min krop skød i bevægelse, jeg fortalte hende hvilket ansvar hun havde lige nu, vi måtte varsko hele kysten, hun måtte tage sin indsigt alvorligt; hvis budbringerne ikke vogter over menneskenes ve og vel, er de fortabte i hinandens selskab, alene i hinandens vold, åbne for vind og vejr, livet bliver døvstum ventetid, salenes støvede katedraler af transit, så nu, lige nu skrider vi til handling, nu bryder vi den falske fornemmelse af katastrofefilm, den falske fornemmelse af drøm og gør noget ved det; tusinder af menneskers liv er på spil. 


I et kontrolrum, store telefoner, store computere, et sted under jorden, en koldkrigsbunker; alt var bedaget, gammelt, men det virkede, det hele intakt, det har altid virket, ingen har brugt det siden firserne, så færdig, alle vigtige instanser informeret, vi ringede til alle, alle fik besked, jeg skabte med min vilje på en betonvæg en dør, bag den en skramlende metalelevator op i uvejret, hun ville ikke med, hun ville blive under jorden, hun opløstes fra munden, hun vendte vrangen ud på sin egen virkelighed og forsvandt tilbage til det sted hun kom fra, et sted hvor intet kan ses med åbne øjne, men jeg kunne ikke blive og se det til ende, jeg kunne ikke afvente den slutning jeg allerede kendte, jeg måtte handle. 

Jeg startede en motorcykel på overfladen, gassede op i fart væk fra kysten, jeg snoede mig i mellem flygtningene ind i landet, alle fuglene fløj med i store flokke, de kender vejen, stormfugle, små fugle, havfugle med enorme vingefang, saltet i luften, alle på vej i sikkerhed, hovedlandet som åbnede sig med sol; vinden aftog, vejene blev mange, de delte sig, de formerede sig under fuglenes vingeslag, jeg valgte solens vej, jeg fastholdt dens blik med mit ene øje, jeg navigerede efter den, den navigerede efter mig, vi låste os sammen, jeg ramte nogens skulder i farten, jeg så op, så mig tilbage, jeg råbte undskyldninger, vendte igen blikket fremad og kørte galt.

Jeg kredsede over mit lig, op iblandt fuglene, den sølle knuste menneskekrop, blod og metal, benzin og knogler, olie og indre organer, så sort røg, på asfalten min første skulptur, på asfalten min sidste skulptur, så små flammer, først få, så flere og større, intet ubehag mens jeg cirklede baglæns væk, op og tilbage, ud mod kysten, ingen modstand mens orkanen forstod at den er mig; jeg er orkanen.

Så havde jeg endelig ingen øjne, ingen kendte sanser, jeg var ren kraft i en dyb lomme af ægte tid, ren virkning, ren årsag, den store storm; jeg er orkanen, jeg er en kuldegysning der strækker sig over hundredevis af kvadratkilometer på verdens ujævne skind; mens jeg er dens roterende destruktion af ren fryd, en rislende, gysende fryd jeg aldrig har kendt, er jeg mig selv igen i nat, for jeg slap mig selv, jeg slap for mig selv i nat; der er ikke mere jeg, der er kun jeg, nu er jeg den bløde regn i sølvglimt på din hvide kyst mens solen bryder igennem mig; jeg opløses, j
eg lægger mig nu. 







- - - 
Send en kommentar