I går eftermiddags, mens jeg i forbindelse med mit teknikerarbejde befandt mig i en biografsal og testede en lettere kringlet lyd-og billedopsætning forud for et større konferencearrangement, sammen med en velklædt og tjekket, omend ret stresset ekstern kunde, som havde glemt at teste sit eget materiale forud for sessionen, ringede min mest vedholdende forfølger til mig på min private telefon for at gøre det jeg her vil vælge at betegne som at 'sige op'.
Jeg var mildest talt overrasket i situationen, for jeg troede først, at det var min kæreste som ringede - jeg blev lynhurtigt varm om ørerne, tyk i stemmen af glæde og min puls steg hastigt - men jeg mener da at det lykkedes for mig ganske hurtigt efter det gik op for mig at det ikke var hende, at bringe mig selv tilbage i en mere officiel sindstilstand, hvor jeg kunne svare både anonymt og afmålt, og med den pli der falder mig naturlig, når jeg har et vildfremmed menneskes stemme i røret.
Forfølgeren forlangte ganske kontant at få fjernet sine mange kommentarer fra min blog, jeg blev skældt lidt ud, stemmen var fuld at slet undertrykt ressentiment. Forfølgeren sagde hånligt noget i retningen af, 'at jeg jo er sådan en stor mand', den slags. Forfølgeren virkede fortørnet, ude af balance, måske skamfuld, men i en let aggressiv forklædning. Jeg indvilgede i forfølgerens ønske om at fjerne kommentarerne, hvilket jeg lidt senere gjorde, mens jeg følte mig lettet over at det nu sandsynligvis er slut; jeg må også tilstå, at jeg mens jeg gjorde det, og undervejs skimmede et par stykker af dem, sendte et par oprigtigt bekymrede tanker i forfølgerens retning; jeg ved af ungdommelig erfaring en del om blind besættelse, dens vildveje og iboende kraft, der kan forandre og forvrænge sindet noget så eftertrykkeligt, hvis det ikke grundlæggende er stærkt funderet og i sig selv trygt beroende og hvilende. Man kan dog i bedste fald efterfølgende lære nogle nyttige lektier om sig selv.
Det er interessant for mig, at de der vedholdende bilder sig ind at kende et helt ukendt 'nogen', og det i sådan en grad, at de føler sig foranlediget til gennem længere tid, i dette tilfælde mere end et halvt år, at overøse det med intime kærlighedserklæringer, sommetider passivt aggressive, sommetider rosenrøde og forelskede, samt med indladende invitationer og ikke mindst et væld af insinuationer, der mere end antyder, at man har kendt hinanden hele livet på meget nært hold, først ønsker at have ægte kontakt, først vælger at samle modet og overskride grænsen til at optage den faktiske kontakt med det faktiske menneske der står bag ordene og billederne, den der producerer fiktionen som forfølgeren er besat af sin egen forestilling om, i det øjeblik besættelsen er erkendt som noget der måske ikke er en særlig konstruktiv, ofte endda en potentielt destruktiv beskæftigelse. Men dette gennembrud sker tilsyneladende kun sjældent, før det ikke længere binder, det kommer ofte ikke før det ikke længere brænder; først da kan sandheden erkendes og siden ad den ene eller anden vej udsiges.
Vi er på den måde, alt efter graden af tilbøjelighed til ikke hverken at kunne eller ville adskille værk fra udøver, og udøver fra værk, meget dygtige til at skaffe os nogle alvorlige skuffelser i livet, mens vi på værkets afstand, i dets besnærende nærfelt indhyllet i ordenes og billedernes changerende blændværk, via stærk identifikation, måske endda projektiv identifikation, bilder os ind, at vi er forelskede i forfatteren, i kunstneren, i filmskuespilleren, i det hele taget i de, der anstiller og udøver fiktion, de der fortæller historierne for at forsøge at indkredse og forstå noget generelt, for at forsøge at afdække noget universelt fra den store, fællesmenneskelige delmængde. De bedste, og dem er der ganske få af, gør det menneskelige ansigt større, mere interessant i generel forstand, end det var før de begik deres værk. De værste, og det er dem der er flest af, gør ikke rigtig hverken fra eller til, mens de allerværste gør det menneskelige ansigt langt mindre interessant end det var, før de greb fat i det med deres hadefulde og forsmåede klør, men det er egentlig en anden snak.
Måske der i dette også ligger en mulig nøgle af flere, til en art dybere forståelse af mange andre typer moderne menneskelige relationer, der ofte har deres udgangspunkt og finder deres udfoldelse på internettet, og især på de såkaldt sociale medier; det forekommer mig i hvert fald at være en af de uomgængelige grundopskrifter på alvorligt fejlbehæftede og komplicerede mellemmenneskelige forhold, når vores forestillinger, forhåbninger og forventninger til det menneske vi selv skaber i vores hoveder, som vi stykker sammen fra de billeder og den fiktion det producerer, ikke vil falde på plads, ikke vil makke ret, ikke vil stemme overens, og slet, slet ikke er kongruent med den virkelighed vi af et væld af forskellige mere eller mindre sunde årsager forestiller os at vi har behov for at kende. Det bliver meget skuffende, meget hurtigt, og faldet fra idyllisk illusion til sort desillusion kan være dybt.
Jeg synes stadig, som Strindberg, at: "Det er synd for menneskene." Især synes jeg det er synd for de af menneskene der ikke magter og evner at opstille distinktioner, at adskille snot og skæg, skidt og kanel, og derfor uden de selv forstår det og kan vide af det, fordømmes til at leve i et udflydende limbo mellem fiktion og virkelighed, hvor ingen af delene nogensinde rigtig tæller og tillægges værdi – eller afvises - for det de er, og får lov til at vokse og stå stærkt og klart, i egen integritet og ret, eller falde til jorden i mangel på samme; da er det ligeligt synd for både menneskene og kunsten.
Jeg var mildest talt overrasket i situationen, for jeg troede først, at det var min kæreste som ringede - jeg blev lynhurtigt varm om ørerne, tyk i stemmen af glæde og min puls steg hastigt - men jeg mener da at det lykkedes for mig ganske hurtigt efter det gik op for mig at det ikke var hende, at bringe mig selv tilbage i en mere officiel sindstilstand, hvor jeg kunne svare både anonymt og afmålt, og med den pli der falder mig naturlig, når jeg har et vildfremmed menneskes stemme i røret.
Forfølgeren forlangte ganske kontant at få fjernet sine mange kommentarer fra min blog, jeg blev skældt lidt ud, stemmen var fuld at slet undertrykt ressentiment. Forfølgeren sagde hånligt noget i retningen af, 'at jeg jo er sådan en stor mand', den slags. Forfølgeren virkede fortørnet, ude af balance, måske skamfuld, men i en let aggressiv forklædning. Jeg indvilgede i forfølgerens ønske om at fjerne kommentarerne, hvilket jeg lidt senere gjorde, mens jeg følte mig lettet over at det nu sandsynligvis er slut; jeg må også tilstå, at jeg mens jeg gjorde det, og undervejs skimmede et par stykker af dem, sendte et par oprigtigt bekymrede tanker i forfølgerens retning; jeg ved af ungdommelig erfaring en del om blind besættelse, dens vildveje og iboende kraft, der kan forandre og forvrænge sindet noget så eftertrykkeligt, hvis det ikke grundlæggende er stærkt funderet og i sig selv trygt beroende og hvilende. Man kan dog i bedste fald efterfølgende lære nogle nyttige lektier om sig selv.
Det er interessant for mig, at de der vedholdende bilder sig ind at kende et helt ukendt 'nogen', og det i sådan en grad, at de føler sig foranlediget til gennem længere tid, i dette tilfælde mere end et halvt år, at overøse det med intime kærlighedserklæringer, sommetider passivt aggressive, sommetider rosenrøde og forelskede, samt med indladende invitationer og ikke mindst et væld af insinuationer, der mere end antyder, at man har kendt hinanden hele livet på meget nært hold, først ønsker at have ægte kontakt, først vælger at samle modet og overskride grænsen til at optage den faktiske kontakt med det faktiske menneske der står bag ordene og billederne, den der producerer fiktionen som forfølgeren er besat af sin egen forestilling om, i det øjeblik besættelsen er erkendt som noget der måske ikke er en særlig konstruktiv, ofte endda en potentielt destruktiv beskæftigelse. Men dette gennembrud sker tilsyneladende kun sjældent, før det ikke længere binder, det kommer ofte ikke før det ikke længere brænder; først da kan sandheden erkendes og siden ad den ene eller anden vej udsiges.
Vi er på den måde, alt efter graden af tilbøjelighed til ikke hverken at kunne eller ville adskille værk fra udøver, og udøver fra værk, meget dygtige til at skaffe os nogle alvorlige skuffelser i livet, mens vi på værkets afstand, i dets besnærende nærfelt indhyllet i ordenes og billedernes changerende blændværk, via stærk identifikation, måske endda projektiv identifikation, bilder os ind, at vi er forelskede i forfatteren, i kunstneren, i filmskuespilleren, i det hele taget i de, der anstiller og udøver fiktion, de der fortæller historierne for at forsøge at indkredse og forstå noget generelt, for at forsøge at afdække noget universelt fra den store, fællesmenneskelige delmængde. De bedste, og dem er der ganske få af, gør det menneskelige ansigt større, mere interessant i generel forstand, end det var før de begik deres værk. De værste, og det er dem der er flest af, gør ikke rigtig hverken fra eller til, mens de allerværste gør det menneskelige ansigt langt mindre interessant end det var, før de greb fat i det med deres hadefulde og forsmåede klør, men det er egentlig en anden snak.
Måske der i dette også ligger en mulig nøgle af flere, til en art dybere forståelse af mange andre typer moderne menneskelige relationer, der ofte har deres udgangspunkt og finder deres udfoldelse på internettet, og især på de såkaldt sociale medier; det forekommer mig i hvert fald at være en af de uomgængelige grundopskrifter på alvorligt fejlbehæftede og komplicerede mellemmenneskelige forhold, når vores forestillinger, forhåbninger og forventninger til det menneske vi selv skaber i vores hoveder, som vi stykker sammen fra de billeder og den fiktion det producerer, ikke vil falde på plads, ikke vil makke ret, ikke vil stemme overens, og slet, slet ikke er kongruent med den virkelighed vi af et væld af forskellige mere eller mindre sunde årsager forestiller os at vi har behov for at kende. Det bliver meget skuffende, meget hurtigt, og faldet fra idyllisk illusion til sort desillusion kan være dybt.
Jeg synes stadig, som Strindberg, at: "Det er synd for menneskene." Især synes jeg det er synd for de af menneskene der ikke magter og evner at opstille distinktioner, at adskille snot og skæg, skidt og kanel, og derfor uden de selv forstår det og kan vide af det, fordømmes til at leve i et udflydende limbo mellem fiktion og virkelighed, hvor ingen af delene nogensinde rigtig tæller og tillægges værdi – eller afvises - for det de er, og får lov til at vokse og stå stærkt og klart, i egen integritet og ret, eller falde til jorden i mangel på samme; da er det ligeligt synd for både menneskene og kunsten.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar