En morgen i april

- - -







Jeg tror jeg kommer for sent, jeg kan ikke komme ud af sengen, jeg kan ikke rejse mig, jeg lytter til min tankestrøm, de duftende spor af drøm, de vil ikke slippe mig; under halvtaget vores hænder der mødes over biografstolenes sorte gelænder; hjortegæsten i hjertet; det regner roser udenfor mit kældervindue, mit bedste blod drypper frit fra den grå himmel, det lander på de tykke blade som lægger sig tæt på din hud; jeg rejser mig, jeg rejser mig langsomt; jeg rejser, jeg rejser dagens kuppel, jeg rejser ind i den, efter mig følger jeg på bare fødder, går først opad trappen, drejer hanen, koldt vand i det varme ansigt, jeg ser det ikke i spejlet, jeg ser det bedst med hænderne, jeg lukker øjnene, lader mig tegne op, jeg mærker dig i mine håndflader, jeg har øvet mig så længe, jeg behøver ikke forestille mig; jeg trykker på kedlens hvide knap, med en finger frembringer jeg dagens første skarpe lyd, en lovende lyd, lyden af begyndelse, lyden af gentagelse, jeg nynner lyden af de kommende morgener, skarpere og skarpere, min kalenders langsomme forsvinden, en fryd, den stigende boblens løfter, det kogende vand i kedlen, det kogende blod i årerne, jeg er nøgen endnu, jeg sveder let, jeg kigger ned, jeg er venet, udfyldt, femogfyrre grader af savn, jeg stryger blidt din elskede; lige nu er jeg som jeg ved du vil have mig, som jeg ved du vil røre ved mig, jeg kigger op, jeg kigger ud i min forhave, tæpperne er våde, de ligger tunge, opsvulmede af vand, jeg har glemt dem; jeg hælder dagen op i en skåret kop, jeg fylder min mund med fremtid, i dag er du alle mine bedste begyndelser; jeg går i stuen, åbner dagens dør, stolen står derude som du forlod den, lidt på skrå, vinklen viser hvor dine lår skubbede den mod venstre da du rejste dig, gik ind i huset igen; jeg trækker den tykke luft ind i mig, drejer ild af sten med tomlen, jeg puster hvid røg ud gennem mine næsebor, en glød; jeg elsker de ting der ikke er hele endnu, jeg smider dem ikke ud, jeg folder dem ud, jeg kysser din krøllede fjer på væggen, jeg smiler, jeg lader dig kysse mig, vi folder os ud, du folder dig ud, jeg folder mig ud fra lyserød til dybrød, det modne blods morgenrøde; dagen er begyndt.







- - -

Ingen kommentarer: