Smerten, eller 'Kære naboer, I behøver ikke ringe efter politiet; det er bare den store kærlighed.'

- - - 







I nat vågnede jeg ved femtiden ved lyden af mine lange, gennemtrængende skrig; jeg havde fået en fornemmelse af at det var slut med at vågne fordi jeg skriger, men det er det ikke; måske det var fuldmånens indflydelse; jeg rasede, jeg græd, jeg græd dybt, jeg græd længe, jeg rystede, spændtes i hele kroppen, min mave gik i krampe mens jeg vred mig rundt i det gennemblødte sengetøj; anfaldet tog en times tid, måske mere, men det kan være svært at vide for smerten kan ligesom kærligheden opløse tiden, gøre den til noget der ikke findes; min smerte er i den forstand evig ligesom min kærlighed til hun der er mål for den er det.  

For at genfinde søvnen fortalte jeg mig selv at jeg skulle finde styrke i det jeg ved, det jeg tror på, kærligheden; kærligheden som er smertens modsætning; men mens det stod på var jeg ren smerte, en smerte så voldsom, så forvrængende, brændende, så  glasklar som jeg har prøvet; den var fødslen af et bjergmassiv gennem et nåleøje, den var hele Jordens tyngde samlet i en knyttet, hvidknoet næve der slog mig med et målrettet had som kun vil dræbe. Mit hjerte satte ud, mit hjerte satte ind, mit hjerte ville ikke være hos mig mere i nat. 

Jeg er ikke angst, jeg er ikke sindslidende, jeg har ingen alvorlige frustationer i mit liv; det liv jeg lever i min voksne nutid er det bedste liv jeg har levet, jeg er ikke bange for meget udover hvepse; det kan jeg ikke gøre noget ved, men jeg synes ikke det er rimeligt at jeg fyldes med had når jeg ser dem; jeg får ondt af dem.  

Jeg forstår hvad der sker når jeg befinder mig i den tilstand ikke er at jeg bliver ét med smerten, jeg er smerten selv; jeg forstår når den er der at den er hvor min kærlighed er, de har samme størrelse, kraft, vægt, de udfylder mig helt; på den måde kan man sige at de er lige sande, måske lige retfærdige, for jeg kan ikke kan finde nogen øvre grænse for den kærlighed jeg kan føle, ligsom jeg heller ikke kan finde nogen nedre for smerten; jeg ser at de afspejler hinandens størrelse. 

Jeg fortæller mig selv at jeg hvis jeg vil have det bedste jeg ved må tage det værste jeg ved med, jeg fortæller mig selv at det er den store kærligheds komplementaritet, jeg accepterer det som noget naturligt der ikke kan være anderledes, uden siden at forsage, forbande, forsøge at fortrænge, afvise de uadskillelige to, hverken kærligheden og begæret, eller smerten der følger med når jeg savner, når den elskede savnes, når den mindste berøring fra hendes hånd kunne have afværget det hele, når et enkelt kys ville have været nok; jeg giver efter, går ind i begge følelser med åbne øjne, jeg holder intet tilbage.  

Jeg forstår smerten  som smerten forstår mig; jeg forstår smerten ikke må føre til frygt, forvrængede billeder, forvirring der rækker udover anfaldene selv, følelser som kan stille sig i vejen for mit hjertes rene vilje, forhindre mig i at elske mere, give mig selv, være mit hele jeg for hende jeg elsker, være tilstede i mit begær efter hende, så jeg lukker smerten ud i teksterne, jeg sætter den fri, jeg lader den tømme sig i mit sprog, jeg lader den tømme sin bitre skål gennem mine rystende fingre, jeg skærer den op, bruger den til det jeg gør lige nu, lige her, jeg lader den bruge mig, jeg bruger den, lige her, det er ikke vigtigt hvem der bruger hvad, eller hvad der bruger hvem, jeg lader det ske, for jeg kan ikke elske hende mindre, jeg kan ikke ikke elske hende; jeg er ikke bange for kærligheden. 







- - - 
Send en kommentar