- - -
Vi kører ad en smal landevej, vi kører gennem et landskab med bugnende kornmarker i en åben, tosædet sportsvogn; det er sen morgen, det er højsommer, alt er gyldent og varmt og himlen er høj og blå, vi griner, vi er så lette, så lykkelige og fri, vi er på vej mod kysten for at ligge på stranden, bade, måske elske som vi gjorde da vi åbnede øjnene og så hinandens ansigter ved daggry.
Vi nærmer os toppen af en lille bakke, vi kan ikke se hvad der er på den anden side, men i det vi når op over den og kan se ned på den anden side, ser vi en lille lastbil der hastigt nærmer sig os fra modkørende retning; vi er så tæt på, det går så hurtigt, vi når knap at undvige ved at svinge skarpt ud i rabatten; lastbilen gør det samme, den vælter.
Så ligger den der, som et stort insekt med hjulene som ben i vejret; vi holder stille, alt er stille, vi stirrer på hinanden, vores munde er åbne, vi siger ingenting, vi er i chok; men så sker det; lastbilen der ligger ovenpå det modne korn retter sig langsomt op, den drejer sig tilbage gennem i luften og placerer sig blødt på den varme landevej som intet var hændt.
Jeg stiger ud af bilen, kommer chaufføren i møde, han kommer smilende ud af lastbilen, forsikrer mig om at det hele er ok, at alt er i orden; han åbner lastrummet, tager en stor pakke kød ud, fortæller at den er til os; jeg kommer i tanke om at vi i bilen har to flasker vin, jeg henter den ene til ham, vi bytter, giver hinanden hånden, griner forløste af vores store held, vi tager afsked; jeg vender tilbage til dig med kødet.
Jeg tænker lettet at det er en fin handel; han fik nydelse, vi fik til gengæld næring; vi har ovenikøbet en flaske mere; det forekommer mig at være en heldig udgang på en situation der kunne have været meget mere alvorlig, men du er ikke tilfreds med min byttehandel, du er ikke tilfreds med udfaldet, du er rystet, jeg kan ikke berolige dig, i denne situation kan jeg ikke nå ind til dig i tide, du forlader drømmen, tager mig med ud på den anden side hvor jeg atter er alene.
Det er nat, klokken er kvart over fem, jeg ser på telefonen som jeg har taget fra natbordet; jeg smiler i mørket, jeg smiler mens jeg tænker at det kun er rimeligt at lade dig afbryde drømmen efter et uheld der ikke er et uheld, et uheld som som viser sig at være et tilfældets lykketræf, for nu er der lige dele nydelse, lige dele næring i vores fælles bagagerum; ingen kom til skade selv om det var dramatisk, men det er ikke nok.
Jeg tænker jeg på vej men at det ikke er nok, jeg tænker du er på vej men at det ikke er nok; jeg tænker at vi er på vej men at det ikke er nok; og for en mand som mig som nærer så store ambitioner på vores kærligheds vegne fordi jeg har set hvad den kan, er det en stor glæde at forstå netop dét kun afbrudte drømme kan gøre virkeligt.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar