- - -
Jeg forstår at jeg i begyndelsen når jeg gik, når jeg uden at forstå hvorfor jeg måtte gøre det tog på vandring i stilhed, gjorde det for at konfrontere en mørklagt frygt for at gøre det; jeg forlod det tilrettelagte, det forudsigelige; det knusende byliv, parforhold, arbejde, for at finde noget som findes at være bange for.
På den anden side af frygtens porte som ligner almindelige husdøre, lå mit møde med min forsvinden, den ægte tids kværnen, en dyb grundtone; tiden var da jeg skilte den fra den støj som kom fra mig selv, den støj som udgøres af abstrakt mennesketid, en ren, langsomt bølgende lyd fra basregistret der bedst lader sig forstå som musik; at høre den er at høre til i filosoffernes ensomhed, en ensomhed omsat til musik.
Jeg vidste da jeg så min død, da jeg i tanken førte min ikke længere eksisterende krop ud af det kulturtidens krampegreb som var mit livs inderste fængsel, at jeg aldrig mere kunne være bange for noget i mig selv, at jeg ved lange ture til bens i landskaberne havde beredt mig på genforeningen, at blive en del af det noget der betyder noget, at der ikke findes noget ingenting; jeg forstod at ingenting er en flugtvej uden bevægelse, et sted at lade synet stå stille når alt det der findes bliver for tungt at sidde stille med i et rum.
Det har aldrig siden været nok for mig at sidde stille i et rum, at lade tankerne kredse om idéerne, mine egne, såvel som andres; jeg må leve i dem, udleve dem, for at forstå idéerne, for at forstå mig selv, vi må blive ét, forenede, aktive, eller lade hinanden være i fred; der må komme et punkt, hvor fjeldenes massivitet bliver fysisk manifest udenfor som inden i mig; et punkt hvor mit jegs grænser opløses, hvor jeg bliver ét med klippen jeg står på eller ser på, et punkt, hvor det ikke er meningsfyldt at forsøge at sondre i mellem om det er mig der tænker klippen eller klippen der tænker mig.
Den heroiske selvfortælling som er så dybt indlejret i os siger mig intet hvis ikke den tydeligt tales af naturen i mig, naturen der er mig, min natur; en natur som har alt tilfælles med naturen som helhed; naturen er med få undtagelser uden bevidsthed for den har ikke brug for bevidsthed for at findes, for at være det den er; at vende tilbage til naturen er at dø; det er bevidsthedens bestemmelse, dens selverkendelses mål er at den er unødvendig for naturen selv om den er noget naturen har fundet på.
På visse dage hvor jeg alligevel forfalder til at sidde stille alene i et rum mens jeg tænker, forekommer det mig at bevidstheden i sig selv er et vildspor, en fatal fejl, en fejl som naturen i sin egen tids fylde vil slette fra sit register; så rejser jeg mig gerne, går mig en lang, smilende og tankeløs tur i mig selv.
- - -
Jeg forstår at jeg i begyndelsen når jeg gik, når jeg uden at forstå hvorfor jeg måtte gøre det tog på vandring i stilhed, gjorde det for at konfrontere en mørklagt frygt for at gøre det; jeg forlod det tilrettelagte, det forudsigelige; det knusende byliv, parforhold, arbejde, for at finde noget som findes at være bange for.
På den anden side af frygtens porte som ligner almindelige husdøre, lå mit møde med min forsvinden, den ægte tids kværnen, en dyb grundtone; tiden var da jeg skilte den fra den støj som kom fra mig selv, den støj som udgøres af abstrakt mennesketid, en ren, langsomt bølgende lyd fra basregistret der bedst lader sig forstå som musik; at høre den er at høre til i filosoffernes ensomhed, en ensomhed omsat til musik.
Jeg vidste da jeg så min død, da jeg i tanken førte min ikke længere eksisterende krop ud af det kulturtidens krampegreb som var mit livs inderste fængsel, at jeg aldrig mere kunne være bange for noget i mig selv, at jeg ved lange ture til bens i landskaberne havde beredt mig på genforeningen, at blive en del af det noget der betyder noget, at der ikke findes noget ingenting; jeg forstod at ingenting er en flugtvej uden bevægelse, et sted at lade synet stå stille når alt det der findes bliver for tungt at sidde stille med i et rum.
Det har aldrig siden været nok for mig at sidde stille i et rum, at lade tankerne kredse om idéerne, mine egne, såvel som andres; jeg må leve i dem, udleve dem, for at forstå idéerne, for at forstå mig selv, vi må blive ét, forenede, aktive, eller lade hinanden være i fred; der må komme et punkt, hvor fjeldenes massivitet bliver fysisk manifest udenfor som inden i mig; et punkt hvor mit jegs grænser opløses, hvor jeg bliver ét med klippen jeg står på eller ser på, et punkt, hvor det ikke er meningsfyldt at forsøge at sondre i mellem om det er mig der tænker klippen eller klippen der tænker mig.
Den heroiske selvfortælling som er så dybt indlejret i os siger mig intet hvis ikke den tydeligt tales af naturen i mig, naturen der er mig, min natur; en natur som har alt tilfælles med naturen som helhed; naturen er med få undtagelser uden bevidsthed for den har ikke brug for bevidsthed for at findes, for at være det den er; at vende tilbage til naturen er at dø; det er bevidsthedens bestemmelse, dens selverkendelses mål er at den er unødvendig for naturen selv om den er noget naturen har fundet på.
På visse dage hvor jeg alligevel forfalder til at sidde stille alene i et rum mens jeg tænker, forekommer det mig at bevidstheden i sig selv er et vildspor, en fatal fejl, en fejl som naturen i sin egen tids fylde vil slette fra sit register; så rejser jeg mig gerne, går mig en lang, smilende og tankeløs tur i mig selv.
- - -
1 kommentar:
Det er så fremragende skrevet. Det lurer på at lette hele tiden.
Send en kommentar