FLAGRVM XLVI

- - -







Når de græske guder af den ene eller anden grund så sig tilskyndede til at stige ned fra Olympen for at gå blandt menneskene, gik de aldrig utilslørede, aldrig helt som de virkelig så ud, for ved synet af dem omkom menneskene; de stak i brand, mens de der måske blot ved en fejl eller et tilfælde fik et glimt af sandheden om gudernes udseende og egentlige natur, blev uopretteligt og uhelbredeligt vanvittige. Jeg forstår nu hvorfor.

-

Du er summen, den absolutte og totale sum, af alt det jeg begærer, og nogensinde har begæret i dette liv, samlet, levendegjort og båret til perfektion, i et eneste menneske. Den blotte erkendelse af denne sandhed, er mig i sin totalitet så voldsom, at jeg kun svært formår at holde balancen mens den står på, hvorfor jeg for det meste begrænser mig til at tænke på dine enkelte dele: Jeg gestalter mig derfor en fugtig armhule, med dens fine folder, dens dunede hår, eller en blød knæhase, med dens sårbart hvide og følsomme sarthed, for ad denne vej at langsomt at forestille mig hvordan det levende lys i sit flakkende skær optegner din hele krop. Så løfter jeg mit indre blik og indtager dine enkelte ansigtstræk; dit ansigt, dette uudgrundelige landkort skabt af livet selv, der viser mig hundreder af veje fra intet til alt, mens min følsomme næse forstår dine enkelte duftes begtydning og mine skarpe ører indtager dine enkelte lydes kropslige musik; dine enkelte ords og sætningers små fyrtårne lyser op og viser mig vejen gennem alle slags vejr, mens jeg viljefuldt, men såre roligt, holder alt det der er dig separeret fra din overvældende helhed, for at vide, som jeg ved om dig, virkelig at kende dig og forstå dig, samt at forstå, at alt det der er dig er givet mig, at alt det der er dig, er noget som du giver til mig, er at leve i det blændende, rensende lys fra en guddommelig kærlighedsgave. At kende dig, som jeg kender dig, er at bade i en konstant ekspanderende lykke af så enorme, bragende og eleverende proportioner, at alle andre af dit køn blegner, falmer og udhviskes, mens livet dog i sin helhed tegnes op klarere, mere gennemlyst af altings vorden, mere tiltagende lystfyldt, end nogensinde før. 








- - - 

1 kommentar:

Rune Kjær Rasmussen sagde ...

Jeg har tænkt over et par ting i forbindelse med de nyere digte herinde. Det første der vender tilbage er en underliggende strøm i digtene af ikke at ville devaluere og derfor ty til en præcision, der mere end noget andet beskriver uden heller at evaluere, fordi det også er forstået, at det ikke kan gøres uden at trække fra. Hammeren som billede på at stå i en smedje, åndeligt talt, er virkelig rammende i forbindelse med den måde at "referere" på. I forbindelse med at fokusere på enkeltdele for ikke at blive blændet tænkte jeg desuden på, at det også kan overføres til at fokusere på én dag for ikke at blive overvældet af et helt år eller et liv, hvilket skaber det nærvær, der netop tydeliggøres i digtene. De siger med andre ord, at intet sted, ingen tid, vil der byttes med, og det frie lejde som er kærlighedens fundament skal selvfølgelig hyldes og nydes i fulde drag. Fornemmelsen af at det netop er en uudtømmelig kilde, der overvælder og derfor helt naturligt gives ud løbende med taknemmelighed og ydmyghed skinner rent igennem. Til sidst vil jeg blot nævne, at det desuden for nu efterlader mig med glæden ved at tænke over, hvilke andre indgangsvinkler der kunne bruges ud over de anvendte. Fortsat god skrivning.