- - -
Dit nærværs klange hvisker, trækker mig blidt ind til dig, og noget i mig, noget varmt og gyldent i midten af min delvist klare bevidsthed ved det bare, vækkes og vokser, når du lægger din tankes helende hænder på mig, når dit rene savn rækker gennem tid og rum for at finde mig, mig, der kun lever åben og parat til dig.
Der kommer et skift i mit leje, et blødt lys lægger sig hos mig, indhyller mig i essensen af dig, opløser min ensomheds morgentynge i smil og grin. Og jeg vågner, igen inde i den åbne cirkel af os, hvor jeg hører til, er ikke længere alene, selvom du rettelig ikke er i rummet som sådan, er du der, er du her nu, hos mig.
Mens jeg rejser mig, nu opfyldt, drevet mod dagens bedre løfter af vores lethed, mærker jeg fremtidens porte åbne sig; jeg ser os så klart i dens svulmende landskaber, uden disse bånd, uden disse hindringer, der kan forekomme store, når vi ikke er sammen til at gøre dem små, fjerne deres indflydelse fra væren i os.
Vores sande, vægløse og trygge hjem i verden, arnestedet hvorfra alt liv ses i kærlighedens roligere, altid større og mere værdifulde perspektiv, er en cirkulær dans, der vokser for hvert skridt taget, for hvert ord sagt, for hver berøring givet, for vi har set det, vi har bygget det, vi er gået derind og vi er der, vi er der.
Fordi vi er der, ved vi, at intet nogensinde kan være det samme igen; vores held er af den grænseløse art, der i erkendelsen af sig selv afføder lyse religioner, for vores møde er mødet med ensomhedens slutning, vores møde er hjemkomsten til os selv, søgningen slut, krigen ovre, selveste formålet fundet, fundet, fundet.
- - -
2 kommentarer:
Her skulle have været et billede af en seng, en briks, en hule, et hjem.
Det kunne der have været, men det er ikke altid nødvendigt med billederne, for de er evige, nu af ægte kærlighed indprentede, i den lune sommervinds hukommelse; de kommer som en hvisken, gør sig til hver en tid tydelige, for de af Det Seende Hjerte.
Send en kommentar