POLAR CXXXI

- - - 







Jeg elsker nu, jeg savner nu og lever nu kun i os. 
Jeg vidste ikke det var muligt, jeg vidste slet ikke, men nu ved jeg.
Jeg er lykkeligt hjemfalden under din himmel, er din og kun din. 

Jeg er ude på den anden side af mit behov for ikke at elske.
Jeg er ude af enhver form for kynisme, åben her, for vind og vitterlighed. 
Jeg er ude nu, en hel mand af kød og blod, ude på jagt, uden våben.

Jeg ser nu, uden splittelse, jeg ser med det hele, på én gang.
Jeg ser at det er godt at se, uden skel mellem fornuft og følelse.
Jeg ser at langsomhedens visdom, er hvad der fødes af det forenede hjerte.







- - - 

3 kommentarer:

Rune Kjær Rasmussen sagde ...

Meget genkendeligt med sider der mødes og smelter sammen. En oplevelse jeg fuldstændig kan identificere mig med. Fandt et citat forleden der passer meget godt til det:

“Most cynics are really crushed romantics: they've been hurt, they're sensitive, and their cynicism is a shell that's protecting this tiny, dear part in them that's still alive.”

(Jeff Bridges)

At give generøst via et åndedræt, så det ilter både ens eget væsen og andres, andet. At opdage at den generøsitet ikke skal tæmmes, ikke skal designes. Det er godt. Det anerkender frihedstrang iblandet bevægelsesmønstre.

Hav en god dag.

P E T E R B R E U M sagde ...

Hej Rune

Jeg elsker dine kommentarer, at du ved det. I denne, især dette:"At give generøst via et åndedræt, så det ilter både ens eget væsen og andres, andet. At opdage at den generøsitet ikke skal tæmmes, ikke skal designes. Det er godt. Det anerkender frihedstrang iblandet bevægelsesmønstre.
"

Hvis jeg nogensinde skal anmeldes nogen steder, skal det være af dig.

Ha' selv en god dag, lige meget hvilken dag du læser dette.

Rune Kjær Rasmussen sagde ...

Hej Peter. Det er jeg glad for at høre. Og jeg håber stærkt på at sidde med en bog med dine digte i en dag. Mange af dem er stærke, klare, modige og meget mere. De forsøger ikke, modsat mange andre (her ingen navne nævnt) at jage effekter, men de forsøger, specielt de sidste jeg har læst, at "smelte" det mest overflødige fra. Det er som at læse en art skulptur fra flere sider, der insisterer på at bevæge sig ved hjælp af en egensindig måde at forme sig selv videre på. Frihed der kæmper med sig selv for ikke at størkne falder mig ind. God skrivning videre.