Hvis det havde startet med kaffe, var denne tekst nok aldrig blevet skrevet, men den handler om volatil væske, den store udligner, flueproteinet i suppen, før disse myrdede insekters herre opdager hvem der slubrer den i sig, under dansen uden ben, gennem natten af fire døgn og lugten af kroppen, efterladt i lagener, hvori fremtiden nu gult ligger og vrider sig, igen forladt, men tættere på den store genforening med det kosmos, der bliver mindre og mindre, for hver gang.
Man kunne sige, at dette er en udmelding af en forening der aldrig har eksisteret. Man kunne kalde dette en bøn, fremsagt uden overbevisning, under de dunkle kupler i kraniets katedral. Man kunne give sine bedre engle hjertemassage, selvom engle qua deres natur, både er hjerter og realitet foruden.
Man kunne vælge at lade være, hvis bare det havde været så enkelt. Man kunne tolke dette som et nødråb, selvom det er for sent, for hvad det er, er et rustent ekko fra tolvårshavets for længst sunkne jernskib. Man kunne kalde appellen hul, fordi den ret beset er det, og fordi han der appellerer, er det.
Forstår du trætheden, forstår du sikkert også essensen af det sagte. Forstår du, at det ikke længere er hverken underholdende eller interessant, at være underholdende og interessant, forstår du øjnene, der ikke tåler lyset af legemer under åben himmel, selvom det mest er nat.
Forstår du ensomheden, vil du sikkert som han der skriver, aldrig indrømme den højlydt, for her er reglen, den barmhjertige, at man ikke må fortælle andre om den, hvis man stadig har det mindste tilovers for dem, og deres forsøg på at gro ind i hinandens varme, røde væv af spin.
Forstår du havblikket, der må høre op og begynde på samme tid, mens det flyder ud i et giftigt ocean, forstår du sikkert også underblikket, der altid er medfødt, uanset kirsebærblomsterne, saltet og den glimtvise glæde, lagret under automatisk hjælp for undervandsorganismer uden motor, der vil og vil, men ikke kan være andet, end sig selv.
Forstår du sølvets ønske, om at bryde den forbandede overflade af liv og død, forstår du ønsket om ikke længere at ville se uden øjne, føle uden sjæl, nærme sig bølgerne uden reelle hensigter, forstår du sikkert hvad det vil sige, ikke mere at ønske at opløse disciplinens trøst i rytmiske skvulp på efterlivets bred, ikke mere at ønske at være så let at rive ud ad egen indsø af tekst, der burde kunne skrives på kaffe, burde kunne fyldes af kaffe, men er skrevet på ryggen af 4 dage i august, der aldrig kommer tilbage, som andet end dette.
- - -
('4 dage i august'-2012. Nu genskrevet 2014)
('4 dage i august'-2012. Nu genskrevet 2014)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar