FLAGRVM XXXII

- - -







Når man derude forærer sig selv væk, kan man ikke forvente at have præcis det man husker som sig selv med tilbage; i den åbne kærligheds lys smedes ny identiteter; jeg ser dem danse, de klare som de utydelige, til tider lidt nervøst flagrende, endnu skrøbelige er de, nøgne, de hvide hjertebørn, de finder stemmer mens de langsomt drikker blodet, mens de lærer at elske smagen af den bløde alkymi under jagten på guldet; jagten på guldet er den reneste form for jagt, en jagt under hvilken ingen kan siges at være hverken jæger eller bytte, men sideløbende begge, som én uden tvang, under samme pels, under samme 
hud, alt efter tidspunktet på døgnet, alt efter lysets faldmens de går fletter de sig som frifødte solskud, i deres fodspor smaragdblomster, i det lune lejes kildevæld nye forgreninger; fra sommervindens pande skaber de højt svævende deres udspring iført frygtløse fjer.  







- - -
Send en kommentar