Jeg er den kolde krig. Jeg har set frygten komme, gå og komme igen for at blive; statisk støj, knitrende molekyler, radiosendernes mystik en strøm af information gennem alles hoveder, som gudernes uforståelige hvisken, jetfly højt under nattens tag, hemmeligheder under granerne og den frosne jordskorpe, de rigtige politikere og det tyvende århundredes indsigt, en tavs, brændende flod uden delta.
De der fødtes efter nittenhundredehalvfems, har ingen anelse om hvad jeg siger, når jeg alvorlig, salvelsesfuld omkring friheden, taler om den som noget konkret, en forlængelse af viljen, forstået som krop i egen bevægelse uden rum, fniser de nervøst fra deres relativismes gummiceller; børneværelsets simulation, tusind identiske sneglehuse.
Jeg er terrortiden. Jeg ser alle ignorere den virkelighed der fylder mere end treogtyve centimeter; skærmene overalt, elskede apparater, det perfekte masse-nu, rigide hvidbalancer, solen en narcissistisk narkose, mennesket helt usynligt for sig selv, mens det trækker den tynde hud over den ømme gelé, og stirrer på selvbilledernes døde lommespejle. Under en umærkelig, indestængt puls af naive fortællinger der aldrig udklækkes og letter fra de blyforede reder er det, uden at vide det, lykkeligt som lejrchefen.
De der er ældre end mig, findes ikke. De, der er yngre end mig, findes ikke. Når jeg uden ord siger, at netop jeg er det vigtigste der endnu er sket i verdenshistorien, forsvinder den, gemmer den sig i de fremtidige skoves krukker, indtil de der har anlæg for den slags, opfinder spaden, gror hænder og graver et dybt nul.
De der fødtes efter nittenhundredehalvfems, har ingen anelse om hvad jeg siger, når jeg alvorlig, salvelsesfuld omkring friheden, taler om den som noget konkret, en forlængelse af viljen, forstået som krop i egen bevægelse uden rum, fniser de nervøst fra deres relativismes gummiceller; børneværelsets simulation, tusind identiske sneglehuse.
Jeg er terrortiden. Jeg ser alle ignorere den virkelighed der fylder mere end treogtyve centimeter; skærmene overalt, elskede apparater, det perfekte masse-nu, rigide hvidbalancer, solen en narcissistisk narkose, mennesket helt usynligt for sig selv, mens det trækker den tynde hud over den ømme gelé, og stirrer på selvbilledernes døde lommespejle. Under en umærkelig, indestængt puls af naive fortællinger der aldrig udklækkes og letter fra de blyforede reder er det, uden at vide det, lykkeligt som lejrchefen.
De der er ældre end mig, findes ikke. De, der er yngre end mig, findes ikke. Når jeg uden ord siger, at netop jeg er det vigtigste der endnu er sket i verdenshistorien, forsvinder den, gemmer den sig i de fremtidige skoves krukker, indtil de der har anlæg for den slags, opfinder spaden, gror hænder og graver et dybt nul.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar