GENERATION (2006)

- - - 







vi, der faldt bagstive
ud af halvfemserne
med lethedens lånte påfuglefjer
farvefossende ud af sovepuderne

vi, der vrangvilligt valgte
at glugge os vel langt omkring
før vi selv eller noget ganske andet
valgte os et velegnet liv

vi, der vaklede ind 
i tågebankens filterløse skygge 
for at hæve den nedarvede symbolske kapital
før solen brændte gennem himlens tag 

vi, der lystigt sugede i gæret fra det grønne glas
mens bænkenes velventilerede brædder
gik fra behageligt kolde
til rygisnende golde

vi, der hvis adspurgt
end ikke turde indrømme at tro 
på noget som helst andet 
end det farlige i at tro

vi, der uden at rødme gav grækerironien skylden
for vor fisseforheksede profanreligions
overvældende mangel
på reel retning og virkelig vision 

vi, der skiftede vores indebrændte lejligheder ud
lige så tåbeligt tit
og med de samme argumenter 
som vi skiftede kærester

vi, der så overraskende hårdhændet
slog os ned
og til dels til tåls
med at bebo livets magre mellemrum

vi, der mente at identitetens endeløse barneleg
ret beset kun kunne være
et seriøst anliggende for nogen
med så spændende potentialer som os selv

vi, der panikpryglede aben
til den skrigende sprang op flygtede ind i buskadset
og kylede samvittighedslort
i vores uskyldsrene børnefjæs

vi, der i melankolsk fundamentalisme
alene vandrede ved klichékystens sorg, død og måge
og noget så inderligt savnede
byens libidinøse brøl, larm og lal

vi, der tog de allernyeste
og mest lovende kommunikationsdimser i brug
men alligevel manglede modet
til at besvare nogens livsvigtige kald

vi, der i sene nattetimers fuglekvidrende koffeinknald
tvangsfascinerede læste i alle racens mest ophøjede efterladenskaber
uden dog som absolut eksistensminimum at fatte
hvor dyb selvbesættelsens mørke mineskakt egentlig er 

vi, der helt uden formaldannelsens høflige afmålthed
kom til taledeliristisk at nitteskrabe
flæskemonolittens universitære overfladelod
og generere en generation ingen vil huske







- - -

2 kommentarer:

Rune Kjær Rasmussen sagde ...

"Bevis, at du ikke er en robot" får jeg at vide, som det første, at jeg skal gøre for at efterlade en kommentar. Det synes jeg på en måde er befriende. Befriende er denne tekst dog ikke, ud over som et angreb der uden nåde sætter ind mod tvivlen, som et alligevel overvurderet redskab. Alt har sin udstrækning og værdi, tænker jeg. Også tvivlen selvom jeg er ret stor tilhænger. At pege på de ting du gør i teksten efterlader mig med et tomrum, der dog får mig til at fokusere. Og jeg tænker, at fokus netop bliver påpeget her som værende det udeblevne. Jeg genkender dele af det slingrende, det umådeholdne, det identitetspulverisende fra fortidige dødsruter på smuldrende nodeark og glæder mig over, at det er nu i stedet for dengang. Tak fordi du skrev den her tekst. Den betød noget for mig.

P E T E R B R E U M: sagde ...

- Selv tak i mange fold, Hr Rasmussen, der bestemt ikke er en robot. Herligt at der er noget i skrumlet der kan bruges til noget.

Det er en ret gammel tekst - 5-6 år har den på bagen hvis jeg ikke tager fejl - og som jeg genopslog fordi jeg skulle vise den til nogen; den er ret uharmonisk, vild og spontan, ikke en af mine egne favoritter, og det skib den sejlede på, er forlængst blevet sænket af tiden, det større blik, roen. Og ikke mindst den ikke længere særligt presente alkohol/ungdom-kombo, den er udsprunget af. Men den er måske et ret godt dokument over noget fortid, og udgør hvad jeg selv har valgt at kalde en 'passér-tekst': en af de tekster der bare må skrives for at jeg kunne komme videre. I teksten.