- - -
Under foråret
bliver du og jeg igen
så tydelige.
Når træerne gør
sig til for de små fugle
tændes lyset helt.
De transparente
kroppe ryster af ren trang
til dybe kærtegn,
mens alt hvad koge
kan, syder, bobler, sprutter
mellem ørerne.
De før mørklagte
kraniets katedraler
ringer til messe,
Polen indtages
med spisepinde, alt hvad
vi kan stikke med.
Under gylpene
Nagasakis kuglelyn,
over trusserne,
magnetfelter af
frisk fisk i sorte huller;
cellernes sang
er kan ske ikke
specielt køn, skurrer måske
i erotikkens
irriterende
barn med særlige behov,
men ve den der gør
alvor af at få
kræet aflivet, for så
at sidde dum i
sofa i fyrre
år, uden livtag med
andet end andres
ottende person
flertal på el-skærmene,
mens røde øjne
blindt følger falske
gnister af det liv, der slet
ikke findes her.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar