- - -
Kære Kampsprog,
Næste gang du føler dig overbevist om, at du bør udtale dig generelt om, og fælde domme over store udsnit af totaliteten af menneskeheden, bør du vide, at det i reglen er klogt at tie, indtil du har forstået din ophidselses årsag, din egen motivations indre, måske svært håndgribelige grund.
Bedre er det, så at sige, at lade visse sovende hunde ligge, i den lille stribe af lys, der endnu findes i nogle af husene, hvis du ikke forstår hvorfor de ligger der og hvordan du skal tiltale dem, for de får det dårligt af det du skriver om dem, når ordene er hårde og uforsonlige, upersonlige, især.
Det burde være dig indlysende, at ingen bliver bedre mennesker af, at blive udsat for konstant, verbal vold og firkantede generaliseringer, af hver dag at få at vide, at de er uforbederlige, misogyne undermennesker, uden fremtid på planeten. At de er født fordømte, som penisbærende drabs-og voldtægtsmonstre in spe, blottede for sensitivitet, uden anlæg for omsorg, uden den mindste chance for at opnå det solide etiske blik for andre mennesker og deres behov for plads, rum og selvstændig udfoldelse.
Ordene er således ikke betydningsløse, uden effekt, blot fordi du ikke mærker mere end sadistisk ophidselse og berusende almagt - ytringsfrihedens fordrejende, subjektive skyggeside - under affattelsen af dem, under den vilde, elektrificerende oplevelse af momentant at besidde den totale definitionsret. Også denne magt kan, vil de der tør spejle sig i den vide, korrumpere et menneske komplet.
De er dæmoniske, ordene, og deres effekt er oftere end man skulle tro dæmoniserende, og det er altså ikke nemt at være default-dæmon og utilgiveligt perverteret by proxy i mødet med dig, at skulle stå skoleret og forklare sig, undskylde handlinger, tanker og motiver man ikke hverken har udført, haft eller besiddet, for til sidst at kunne fremvise sine rene af dig affattede og udstedte papirer, før man forulempet og ydmyget får lov at passere.
Så tænk venligst i stedet i forsoningens hjernebølger, lad koncentrationen og det fokuserede, afslappede blik komme med et kys, og åbn dig for det partikulære, det særegent personlige. Forhold dig det virkelige, fremfor det ideale, det imaginære, det teoretiske, selvom det med garanti tager længere tid og er sværere at overskue, for svært er det helt sikkert på én gang i dyb kærlighed at omfavne, og samtidig forstå, nøjagtigt dét, man frygter mest.
Lad det sammensatte enkelteksempel, det uafklarede og måske ligefrem paradoksale leve, acceptér det svært løseliges tidskrav og fordring om langvarig arbejdsindsats, bliv ikke vred og frustreret i mødet med det uperfekte, lad det stå og bestå, når du møder det, også når det manifesterer sig i skikkelse af en mand, der ikke helt ligner det du forventer, det du tror du ønsker han skal være, for han er ikke din fjende, før han faktisk er det.
Med venlig hilsen,
En livslang 'Straight Ally', Article 19-fan, kvindesagssympatisør og nær-fundamentalistisk menneskeretsproponent.
- - -
2 kommentarer:
Det var seriøst en lettelse at læse den her suverænt affattede tekst lige nu. En lettelse fordi jeg har været i (et forsøg på) dialog med et vist generaliserende menneske angående et emne, der ligger mig så nær, som det er muligt. Det dæmoniserende var her tilsat en egen glæde over at kunne teoretisere sig igennem alting, som en slags pseudointellektuel bulldozer, hvor den og de involverede pludselig kun findes på papiret og ikke som de lyslevende mennesker, de er. Jeg har skrevet det andetsteds for nylig, at det farlige ved enhver form for teoretisk tilgang er muligheden for at blive blændet af sine egne i praksis altid begrænsede evner. Specielt når det ekskluderende har en temmelig transparent rod i en identitetskrise. Det kontrastfyldte er dynamisk, lærerigt og skaber trang til at lære mere empati, ikke mindre, vil jeg mene.
Tak. - Rart bestemt er det, at der er nogen, der kan se hvad jeg ude på. Jeg er lidt træt af hårdt sprog, uforsonlighed, mangel på selverkendelse, arrogance, selvovervurdering, nedfældet i vrede ord og sendt fra computer til computer; hvis folk når de i virkeligheden var sammen altid talte sådan til hinanden, var jeg for længst flyttet alene i fjeldet
Send en kommentar