Mit hoved er en elektrisk storm,
i et glas vand.
Landskaberne smelter sammen,
bag mine øjne
Jeg er her aldrig helt.
Aldrig.
-
Der er et kraftigt hvidt lys nu,
for enden af mit vaklende livs tunnel.
Jeg siger vaklende,
fordi jeg aldrig kom op at stå.
Fordi jeg aldrig kom til udfoldelse.
Jeg ved ikke om andre har det sådan.
Det kan jeg ikke vide, når jeg har det sådan.
-
Hvis jeg bevæger mig lige så hurtigt som jeg bevæges,
behøver jeg ikke være bange, når jeg lukker øjnene.
En del af mig svæver over vandene.
Hvis jeg virkelig vil det,
undgår jeg den underjordiske torden,
og med de hule drøn en rysten,
der meget vel kan være blevet permanent.
-
Er det en nødindgang,
hvis jeg går den forkerte vej gennem en nødudgang.
Himlen er fuld af fjer i alle regnbuens farver,
og der er vitterlig ikke en skid,
jeg kan gøre ved det.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar