natfrugt

 - - - -


den lange førstedrøm
var så god sex at
den måtte maskeres af
den anden drøms glemsel

ellers
havde ham der drømte
aldrig valgt
at vende tilbage
for at skrive om det

af det
kan man lære
så godt som
ingenting men
han smiler
endnu


- - - -

I - V

 - - -





I    massiv formation
II   tæt væv
III væltet dekoration
IV  brunt under gråt
V    vindstille


I     et træ uden
       blade er et
       billede af et
       nervesystem
       uden kød på
       er det der
       ses lige nu

II    armene der bærer
       de hænder der
       bærer de fingre
       der skriver disse
       ord er endnu
       tilhørende den bevidsthed
       der usynligt frembringer
       det der skrives

III   på en flade
        af frost findes
        et træ der
        før var inde
        i varmen hos
        de skrivende fingre
        der har følt
        dets nåles stikken
       
IV     under denne årstid
         har øjnene det
         nemt med at
         skelne mellem jord
         og himmel er
         ikke andet end
         det der ses

V      intet bevæger sig
         og roen breder
         sig i bevidstheden
         der modtager syn
         for sagen er
         klar som glas
 

. .

S:T:A:R


sid 

tænk
arbejd

ryg


R:A:T:S 

ryg
arbejd
tænk
sid


A:R:T:S 

arbejd

ryg
tænk
sid

. . .

    -- --


   hun starter
   kroppenes knopskud
 
   varme bevægelser
   i lunens rum
 
   hævet over
   enhver kritik
 
   glider hun ud
   af duftende klæder
 
   stopper blidt ordet
   med silkekys
 
   putter døden
   i dens lille æske
   for et biologisk øjeblik


    -- --

biler

- - - 

vinden siger delmålet er nået

havnen er tømt for skibe

dens eneste trafik består af 

usynligt affald og mangefarvet gift 

og himlen over dette sted

et sted der kan være

lige så godt eller skidt

som alle andre steder er

et lammende panorama af den 

samme grå og ugennemsigtige masse 

som i går, men vi organiserer

os, organiserer os både ud

og ind af det meste

og det er derfor vi 

ikke er særligt elskværdige, her

i den oplagte og gamle

forstand, at vi ikke er 

værd at elske, fordi vi 

har så travlt med ikke 

at røre jorden under de 

kinesiske gummikapper der forhindrer vores

hæle i at kommunikere med

hjernen, har så travlt med 

at distancere os fra biologien

som om det var muligt

som om vi ikke engang 

ved hvorfor vi gør det

og et glemt hvorfor melder

sig, et hvorfor, der burde 

have været møntet på den

tavse overenskomst, der byder os

at menneskelivet skulle være bedre 

at være i, med biologien

som en tæmmet fase, et

muggent trofæ på prinsesseslottet, et 

overstået kapitel i kontrollens bog 

og dermed ganske uden fysisk 

virkelighed foruden den, der stramt

arrangeres i kunstige omgivelser, med 

skarp tidsbegrænsning; det sagdes at 

en mands sjæl er hvad 

han gør, og hvis det 

stadig er sandt, er sjælen

nu en lille, emsig parkeringsvagt 

og kroppen det tomme parkeringshus 

han døgnet rundt hvileløst skridter

af og patruljerer, selvom biler 

blev afskaffet årtier før hans

ansættelse

 - - - 

Nibeungens Ring I

 - - - ( o O o ) - - -






Jeg fødtes af en ung 

kvinde der ikke var bestemt

til at opfostre mig, en 

ung kvinde, der var blevet 

befrugtet af en ung mand,

der ikke heller var bestemt, 

til at opfostre mig.

Det hele fandt sted mens 

discoen toppede. Den smule vides

med sikkerhed, resten er myter,

og jeg kan vældig godt 

lide myter.

Verden kom til mig på 

et for længst forsvundet hospital
så småt, at man ganske 

sikkert selv dengang i mere 

åndeligt rimelige tider må have 

trukket på smilebåndene af den

overgjorte navngivning.  

Der var tale om et

hus der knapt kunne anses

for mere end den rummelige 

rødstensvilla det var, havde det 

ikke været for det stædigt

opretholdte, men som sagt nu
for længst opgivne navn. 

Hoppegynger er ikke for børn

men det var de, dengang.

Op og ned. Ned og 

op. Gentagelse. Øvelse. Gentagelse. 

Jeg hang frit i stuen

med langt til væggene og 

kunne efter kort tid hoppe

helt op i skyerne over 

markerne i vest. Enter: tidløs 

nydelse. 

Jeg voksede op på flyvemaskiner,

min mund var en hangar,

plastikskeen med maden var alle 

verdens passagerfly. Grød var flyvemaskiner. 

Bananmos var flyvemaskiner. Alt var

flyvemaskiner. Fodermestrene havde ikke megen 

fantasi, men det kunne jeg 

ikke vide, dengang. Jeg grinede. 

Jeg fik en bidering af 

blegrødt gummi. Der var knopper

på, smagen var let syrlig.

Det kildrede i kroppen som 

om cellerne smilede i kor,

når jeg gnavede i den.

Måske mit spirende nydelsescenter sagde 

endokrinolært ’tak’, som en lille

kompensation for de fraværende, mælkefyldte

bryster. Når jeg lukker øjnene, 

bider tænderne sammen og koncentrerer

mig, kan jeg smage den, 

endnu. 

Forældrene havde meget travlt. Den 

ene med at finde undskyldninger 

for ikke at være der, 

og dermed opnå bedre tid 

til at dyrke sin tiltagende 

alkoholisme, den anden med at 

blive forstenet og åndløs af 

depression; begge tilstande opfattedes af 

mig som noget jeg havde 

fremkaldt, hvilket jeg med sikkerhed 

også havde.

Børn er et sandhedsserum, det

du kan være, din karakter

i sin momentane helhed, kommer 

for en dag, når barnet 

kommer. 

Hvis du er fuld, findes der

intet vigtigere. Hvis du er 

deprimeret, findes der intet vigtigere. 

Vær alt du kan være, 

som de siger i den

amerikanske hærs gamle hvervekampagner. 

Da jeg nu var blevet 

erkendt som et problem for

mine forældres selvudfoldelse, blev jeg

ved vuggestuens lukning om fredagene, 

således afhentet og deponeret, hos 

forskellige mennesker.

Held i uheld, kan man 
sige, uden at sige noget, 
der er helt forkert. De 
forskellige mennesker viste sig nemlig,
i det første og helt
normale pars tilfælde, at kunne
lide børn på halvfjerdsermåden, og
i det andet og noget 
aldersstegnes, at kunne lide åndelige
sysler, samt børn, som jeg 
forestiller mig man kunne lide 
børn, uden alt for meget
gøgl, i mellemkrigstiden. 






- - - ( o O o ) - - - 

Vinteren 1982

- - - 

metallisk isvand

i munden krystallerne

slukker tørsten

et aftenrøde så intenst

der aldrig efter

skal gøre særligt

indtryk

sulten kulden

den stjålne overtid

gemmer øjeblikket

mere rummeligt

end efterfølgende fald

ud af tid

drengen i flyverdragten

drengen med de røde kinder

en skadet kælk i blå plastik

af den slags med styr

følges hjem

kriminelt senere

end gadelysets tænding

går de vægtløst igennem

en port af ingenting konkret

er han forandret

åbnet for et koldt

kontinents melankoli

alt imens den lille skov

der binder bakken

sammen med

parcelhuskvarteret

forbliver den samme

- - - 

Om en hvid prik i kaffen

 - - -







gamle skive skinner endnu flot
dit lys mit gys en morn'
kaffens mørke, sølvets sorte træer
en nat en dag forla'er

s ø g n e d a g

 - - - - - -





spræng sutten grøn
på de der ved
om det  dybe blå

tvist vorterne
på de der ved
om niffelheim

hæld næsegrus
i slangeøjnene
på de der ved
om vandreskorpen  

niv os i dag
i sulet på
vor daglige død




 - - - - - -