Nibeungens Ring I

 - - - ( o O o ) - - -






Jeg fødtes af en ung 

kvinde der ikke var bestemt

til at opfostre mig, en 

ung kvinde, der var blevet 

befrugtet af en ung mand,

der ikke heller var bestemt, 

til at opfostre mig.

Det hele fandt sted mens 

discoen toppede. Den smule vides

med sikkerhed, resten er myter,

og jeg kan vældig godt 

lide myter.

Verden kom til mig på 

et for længst forsvundet hospital
så småt, at man ganske 

sikkert selv dengang i mere 

åndeligt rimelige tider må have 

trukket på smilebåndene af den

overgjorte navngivning.  

Der var tale om et

hus der knapt kunne anses

for mere end den rummelige 

rødstensvilla det var, havde det 

ikke været for det stædigt

opretholdte, men som sagt nu
for længst opgivne navn. 

Hoppegynger er ikke for børn

men det var de, dengang.

Op og ned. Ned og 

op. Gentagelse. Øvelse. Gentagelse. 

Jeg hang frit i stuen

med langt til væggene og 

kunne efter kort tid hoppe

helt op i skyerne over 

markerne i vest. Enter: tidløs 

nydelse. 

Jeg voksede op på flyvemaskiner,

min mund var en hangar,

plastikskeen med maden var alle 

verdens passagerfly. Grød var flyvemaskiner. 

Bananmos var flyvemaskiner. Alt var

flyvemaskiner. Fodermestrene havde ikke megen 

fantasi, men det kunne jeg 

ikke vide, dengang. Jeg grinede. 

Jeg fik en bidering af 

blegrødt gummi. Der var knopper

på, smagen var let syrlig.

Det kildrede i kroppen som 

om cellerne smilede i kor,

når jeg gnavede i den.

Måske mit spirende nydelsescenter sagde 

endokrinolært ’tak’, som en lille

kompensation for de fraværende, mælkefyldte

bryster. Når jeg lukker øjnene, 

bider tænderne sammen og koncentrerer

mig, kan jeg smage den, 

endnu. 

Forældrene havde meget travlt. Den 

ene med at finde undskyldninger 

for ikke at være der, 

og dermed opnå bedre tid 

til at dyrke sin tiltagende 

alkoholisme, den anden med at 

blive forstenet og åndløs af 

depression; begge tilstande opfattedes af 

mig som noget jeg havde 

fremkaldt, hvilket jeg med sikkerhed 

også havde.

Børn er et sandhedsserum, det

du kan være, din karakter

i sin momentane helhed, kommer 

for en dag, når barnet 

kommer. 

Hvis du er fuld, findes der

intet vigtigere. Hvis du er 

deprimeret, findes der intet vigtigere. 

Vær alt du kan være, 

som de siger i den

amerikanske hærs gamle hvervekampagner. 

Da jeg nu var blevet 

erkendt som et problem for

mine forældres selvudfoldelse, blev jeg

ved vuggestuens lukning om fredagene, 

således afhentet og deponeret, hos 

forskellige mennesker.

Held i uheld, kan man 
sige, uden at sige noget, 
der er helt forkert. De 
forskellige mennesker viste sig nemlig,
i det første og helt
normale pars tilfælde, at kunne
lide børn på halvfjerdsermåden, og
i det andet og noget 
aldersstegnes, at kunne lide åndelige
sysler, samt børn, som jeg 
forestiller mig man kunne lide 
børn, uden alt for meget
gøgl, i mellemkrigstiden. 






- - - ( o O o ) - - -