Når jeg er i Århus

 - - -  ( o )  - - - 

Når jeg er i Århus, kommer noget i mig i tanke om det virkelige lands historie. At jeg er et fortidslevn. At de, der bor i Århus, for flertallets vedkommende også er det, men at de er fortidslevn fra en anden fortid end min. At det virkelige lands historie ganske konkret er et diktat, fra endnu uforståede gener.

Når jeg er i Århus, starter det som regel godt, for jeg har lært mig hvordan århusianere ser sig selv, og følgelig ønsker sig anset. Jeg er dygtig til at lade mennesker blive i de illusioner, de bringer til mit torv. Jeg er dygtig til at lade mennesker blive i de illusioner, de bringer til de torve, jeg gæster.

Når jeg er i Århus, lader jeg som om jeg kan lide det. Jeg smiler som en indfødt med amerikanske tænder og læner mig gavmildt ind i ligegyldighedens mange sociale spil, der synes uudtømmeligt forekommende og kontinuerligt, men fantasiløst improviserede, under det hér tilsyneladende evigtgrønne tema ’ikke at røre jorden’, under Jorn.

Når jeg er i Århus, mærker jeg en mægtig urkulde, noget, der risler og rumsterer op og ned ad ryggen, noget, jeg ikke mærker i andre byer. Varde, Svendborg og Sorø har aldrig mødt mig med dette. Varde, Svendborg og Sorø har aldrig fremkaldt disse billeder. Varde, Svendborg og Sorø er bare byer.

Når jeg er i Århus, klæder jeg mig præcis som det hér forventes man gør, og ifører mig ud af lammende kedsomhed en imaginær såkaldt humanistisk grad fra det lokale provinsuniversitet, fem-seks udgivelser om f.eks. senmoderne diskursanalyse og tværsproglig, postkolonial semantik, under det moderigtige, men ganske fiktive bælte.

Når jeg er i Århus, lægges stemmen to oktaver op. Århusianerne ved ikke som jeg, hvorfor de bliver bange for den autoritet en mørk stemme indgyder dem, så organet lægges i intetkønslejet, Århuslejet, der er et estimeret gennemsnit af hvordan Århusianere forestiller sig Tin Tin ville tale, hvis han talte Århusiansk. 

Når jeg er i Århus, er jeg således en interessant person. En interessant person, efter de specifikke, lokale normer. Ellers bliver man ikke betjent på byens hysterisk overvurderede og dyre beværtninger, og må drikke olie og urin fra det døde vand i kanalen.

Når jeg er i Århus, skærer min sjæl tænder under trykket af den fremherskende erstatning for ånd; jeg allierer mig derfor med den ignorerede og underkendte grimhed, den diminutive bykerne er omringet af, i endeløse, tykke betonbræmmer og finder min styrke i den virkelighed, der står bevæbnet og klar, foran byens usynlige porte. 

Når jeg er i Århus, mærker jeg dét jeg har mærket, siden jeg som barn først besøgte byen: denne voldsomme, instinktive fjendtlighed, indpakket i stupid og påtaget jovialitet. Jeg vejrer morgenmuld, syngende jern og frisk blod.

Når jeg er i Århus, ser jeg bag mine øjne, mens der ironisk pludres, flirtes og besnakkes, ilden. Ilden, der fortærer alt i ubundet, rasende vellyst, og følgende asken, der lægger sin fjerlette trøst som en svalende hånd over de feberramte landskabers tømte, østjyske pande, og til sidst, de lifligste spirer af de glemslens lysegrønne bøge, der igen skal bemægtige sig denne fejlslagne kyst. 

  - - -  ( o )  - - -