M*S*F

M an ser
a t de
s amme billeder
t ages i brug
o g misbruges
d agligt.
o rdfattigdommens tableauer i
n ærsynede rammer
t eleviseres cyklisk
i ndfører visuelt skærmens
s ygeliggørende
k rampetrækninger
e vindelig, evindelig.


S andheden til
a fhøring i
t rivielle studiers
a nimositet. skruppelløs
n ederdrægtighed normen
i nden aftensmaden.
s iver ordene om
k olde fantasiforladte fakta
e fterprægnant, inciterende.


F orskelle
j ævnes hårdhændet
e galitært. Bestemt af
r ene hjerters
n edtur begynder helvede
s nart forfra, kun
y ndeforladt
n aturstridig propaganda.

m æ n d k a n i k k e m u l t i t a s k e

- - -




hun begynder at tælle hans
stavelser som var der deri
noget at hente måske en
esoterisk signifikans a la den
art man lærer at hælde
ned i forfatteres ellers mestendels
ligegyldige tekster for at opnå
bedre karakterer på danskstudier og
den slags mens hun bemærker
hans tynde fingres spejling af
hans bitte små porcelænsfødders hurtige
association til størrelsen af det
centrale organ der i hendes
hoveds biograf ikke ligner noget
der kan fremtvinge orgasme i
en organisme større end en
kat som den hun under
alt dette ivrigt kæler for
som var hun aldrig selv




- - -

s o l s t i k

- - -



Vildt blæser vinden
Solen griber jorden
Vildt blæser vinden
Solen griber jorden
Vi er derude igen
Går fra sted til sted
Vildt blæser vinden
Solen griber jorden
Vi er derude igen
Går fra sted til sted



- - -

strø

- - -








Strø, når den absolutte oplysning bare er ét uperfekt sted af mange, at se verden fra. Strø, når universets egenklang er en ironi over den jamrende tone, der drejer halsen om på svanerne, i en kunstig sø. Strø, når du bare taster uden retning mod nogen, eller noget. Strø, når du bare fatter, uden ønske om fortælling. Strø, når du har noget at fortælle dig selv, der ikke kan vente. Strø, når du ved du skal dø. Strø, når døden uden videre viser, hvad dén ved, om dig. Strø, når dit hjerte igen overraskende fyldes, af irgrønt had til de, der aldrig har gjort andet rigtigt, end vise dig, du ikke uden forudbetaling har ret til plads i det magiske tog, der hedder verden. Strø, når huden fristes af al den kærlighed, der er lettere end fjer. Strø, når nødvendigheden er en ulmende fakkel ved højlys dag, hvis usynlige flammer slikker din sprunkne kind. Strø, når du har skrevet dig igennem dagen, som var den blot en tænkepause for natten. Strø, når de klaprende fingres dans, bliver dig den lifligste og eneste musik. Strø, når det uafviseligt, pulserende levende, er hvad du må begære og tilstræbe, og således i din grundvold værdsætte den menneskelige eksistens, eller være dit kald utro. Strø, når tilbøjeligheden til at fremvise resultatet af det liv, dit liv, melder sig uden hverken anger eller skruppel. Strø, når du ved at det liv, dit liv, bare er en skriveøvelse.









- - -

produktiv

...





jeg er meget

produktiv



især knaldes der

mange tynde tekster ud

af cerebrum



når jeg kan mærke

slutningen koldt kigger med

over de dirrende skuldre



ved jeg godt

du synes

det er



for dumt

for meget

for dårligt



men til det

må jeg bare

spørge



hvad gør du









...