strø

- - -








Strø, når den absolutte oplysning bare er ét uperfekt sted af mange, at se verden fra. Strø, når universets egenklang er en ironi over den jamrende tone, der drejer halsen om på svanerne, i en kunstig sø. Strø, når du bare taster uden retning mod nogen, eller noget. Strø, når du bare fatter, uden ønske om fortælling. Strø, når du har noget at fortælle dig selv, der ikke kan vente. Strø, når du ved du skal dø. Strø, når døden uden videre viser, hvad dén ved, om dig. Strø, når dit hjerte igen overraskende fyldes, af irgrønt had til de, der aldrig har gjort andet rigtigt, end vise dig, du ikke uden forudbetaling har ret til plads i det magiske tog, der hedder verden. Strø, når huden fristes af al den kærlighed, der er lettere end fjer. Strø, når nødvendigheden er en ulmende fakkel ved højlys dag, hvis usynlige flammer slikker din sprunkne kind. Strø, når du har skrevet dig igennem dagen, som var den blot en tænkepause for natten. Strø, når de klaprende fingres dans, bliver dig den lifligste og eneste musik. Strø, når det uafviseligt, pulserende levende, er hvad du må begære og tilstræbe, og således i din grundvold værdsætte den menneskelige eksistens, eller være dit kald utro. Strø, når tilbøjeligheden til at fremvise resultatet af det liv, dit liv, melder sig uden hverken anger eller skruppel. Strø, når du ved at det liv, dit liv, bare er en skriveøvelse.









- - -
Send en kommentar