Langeben

Man kunne vel stille spørgsmål ved billeder af beskidte, brændende storke, der skrigende lander med ådsler i næbbene, på husenes tage, i byen, på vej hjem fra noget.

Men opmærksomheden gik, som en sølle trøstpræmie fra et bankospil i provinsen, til den paniske rute der var valgt, og som betød, at alle de byer nogen nogensinde har færdes i, smeltede sammen til én stor labyrint af flydende stenarter og stinkende affald, fra tusinder guders husholdninger.

Hvorfor fortiden er det eneste bøjelige element i hovedets rustne stjernetåge, er stadig en gåde, men ikke som før, en spændende og pirrende af slagsen; den tjener nu mest som et konstant permuterende relief af bølgende smerte og langtids-parkeret håb, en illusionernes losseplads, hvorover de samme forkerte storke kredser øjenløse; i svimlende blinde cirkler gør de indhug i æteren, som forbandede sjæle, fra en anden planet.

Hænderne prøvede først med elastikker. Så sten. Derefter alt hvad der var, i nærheden. Fandt til sidst redningen, et trøstens jernkors, i form af en prægtig riffel, med hvilken fuglene plukkedes ud af den skidne himmel, som var de engle i det 21. århundrede.

Nydelsen var grænseoverskridende; for hvert brag og træf, for hvert eksploderende, styrtende fjerkræs fald, lysnedes dagen, som ved ægte soles fremkomst, og da skiltes nattens dybe vision fra realiteternes svedvåde sommerdyne, nu kun sammenklistret af sansernes egne bomuldsbriefs, der sandt for dyden både er gået af mode, og er et nummer eller to, for små.

V I V E L E V E N T

du svævede din drøm / uden sko / over gulvene

snart kendt / af de fleste / var vi ikke sammen / mere

troede som de andre / vinden vendte sig / imod os

men det / var ikke sandt

vi vendte os / imod den / og tabte

dagbogsindslaget 'Dagbogsagtigt'

mig:

den her dag
har været gennemført ulidelig

min hjerne gik fra mig
allerede fra morgenen
sad den i en skruestik
et fysiologisk baghold

en trykken i centrum
af virkeligheden krydret
med åbninger mod det sorte rum
hvor hele universet knak
på een gang

det er sikkert sådan
det er
at miste det hele

det er ikke slut endnu

jeg falder ud og ind
af en tilstand
af neurologisk kvalme

alle mine celler skriger
stumt ad hinanden

med deres små mundløse sfærer
dirrende, sitrende, vibrerende

jeg troede virkelig
at det var nu
jeg gik fra mig selv
i formiddags
virkede det sådan
jeg tog åbenbart
fejl


omverdenen:

***** ******* siger man skal hæve sig
over det dagbogsagtige

få læseren til at føle noget

hvis du græder
skal du få læseren
til at græde

hvis du jubler
skal du få læseren
til at juble

hvis du føler kærlighed
skal læseren
have kærligheden at føle

hvis du er et uhyrligt selvsmagende PR-geni
må du lade læseren vide det

hvis du har fortjent
mere beundring, veneration og respekt
end alle andre
må du forsøge at opnå det
hele baduljen
fra læseren

nægter læseren
er læseren en idiot
der sikkert skriver dagbog

tough job men ok

du må bare ikke skrive dagbogsagtigt

han er garanteret forfatter ham

eller intellektuel
eller sådan noget

kender ham ikke

sjovt det

jeg har hørt
en masse meninger fra ham
i forskellige elektroniske medier

elektroniske medier
er billige

det er de ord
der formidles i dem
som regel også

men jeg har ikke læst
så meget som et ord
fra hans forfatterskab

det er meget moderne

han har i hvert fald
købt sig en hel del
udgivelser

indenfor
de sidste par år
har han i offentlighedens øjne
været med til at låne
de ikke-editerede amatørudgivelser
en vis kredibilitet og seriøsitet

han nagler i hvert fald
ligesom bare totalt præcist
al den uspiste yoghurt
der nogensinde har kogt
i en glemt skraldespand

det er nok derfor
han ved så meget
om hvad
det rette er

ordkraft

I ligger det vel af
de første 5 minutter
er som bekendt gratis


gratis som i teenagesex
for en bakke jordbærshots
i jomfru ane gades
sodavandsapokalypse


hvis solen den dag
står højt på aalborgs
gennemsigtige himmel


hvis urinstanken den dag
blæser mod øst og
pizzabagerne smiler


er det tid at hviske
I kender mig ikke
mumle til katten at
det er med vilje


med tasken dryssende
stadig fuld
af alt det
I ikke får se


flytter jeg ind
i en have af sten
mens I lukker
slangeøjnene
leger byen
har en sjæl


kræver det
sit ego
at deltage
eller ikke