Langeben

Man kunne vel stille spørgsmål ved billeder af beskidte, brændende storke, der skrigende lander med ådsler i næbbene, på husenes tage, i byen, på vej hjem fra noget.

Men opmærksomheden gik, som en sølle trøstpræmie fra et bankospil i provinsen, til den paniske rute der var valgt, og som betød, at alle de byer nogen nogensinde har færdes i, smeltede sammen til én stor labyrint af flydende stenarter og stinkende affald, fra tusinder guders husholdninger.

Hvorfor fortiden er det eneste bøjelige element i hovedets rustne stjernetåge, er stadig en gåde, men ikke som før, en spændende og pirrende af slagsen; den tjener nu mest som et konstant permuterende relief af bølgende smerte og langtids-parkeret håb, en illusionernes losseplads, hvorover de samme forkerte storke kredser øjenløse; i svimlende blinde cirkler gør de indhug i æteren, som forbandede sjæle, fra en anden planet.

Hænderne prøvede først med elastikker. Så sten. Derefter alt hvad der var, i nærheden. Fandt til sidst redningen, et trøstens jernkors, i form af en prægtig riffel, med hvilken fuglene plukkedes ud af den skidne himmel, som var de engle i det 21. århundrede.

Nydelsen var grænseoverskridende; for hvert brag og træf, for hvert eksploderende, styrtende fjerkræs fald, lysnedes dagen, som ved ægte soles fremkomst, og da skiltes nattens dybe vision fra realiteternes svedvåde sommerdyne, nu kun sammenklistret af sansernes egne bomuldsbriefs, der sandt for dyden både er gået af mode, og er et nummer eller to, for små.
Send en kommentar