En morgen i mit kongerige; jeg har sat roser i kasserne.

- - - 






Alt hvad jeg ikke har er alt hvad jeg har; jeg mangler dig, jeg mangler resten af rejsen; jeg kan aldrig igen være andet end sand, aldrig igen være andet end tro mod det der er sandt i mig; det har jeg lært sammen med dig. 

Mine drømme gør som dagene, jeg jager dig i dem, jeg kan ikke lade være; det jeg er uden tvivlens tankeflugt, det jeg er uden at lægge til eller trække fra jager dig, mine sanser er så åbne, døgnet er så højt og stort, så plettet, så lyst; de hurtige skyer, tiden før mødet er tyk som tordenluften mens jagtsæsonen strækker sig, den væver sig ind i husene, breder sig udover gaderne, den løber gennem samtalerne med folk; jeg hører mig selv bruge dine fraser sammen med mine egne for at holde dig helt nær, det får mig til at smile; jeg er altid derude med os, jeg er altid derinde med os; ingen våben, kun det fælles blod, lyserødt, næsten usynligt i rosens folder, en nuance af metal, en let syre i toppen, min tørst, min uslukkelige tørst efter dig, efter livet selv, efter livets kys. 

På alle de steder hvor jeg er, er jeg på en gang med dig og uden dig; jeg spidser ører, lægger hovedet på skrå, mine blå øjnes farve bliver dybere når jeg opmærksomt lytter efter dig mellem ordene der falder fra mundene, alle de munde; jeg kigger på mundene, jeg hører dem alle, jeg vejer dem, jeg leder efter din; jeg leder efter dine læber i alles læber når de bevæger sig, jeg leder efter dig når de bevæger mig til at bevæge mig efter dig; hvis de rigtige ord skiller dem er det som om du er der; de synes jeg er så smuk, de ser at jeg er smuk fordi jeg elsker dig, fordi jeg søger dig mens jeg lytter, mens jeg nysgerrigt vejrer, kigger efter dig i dem. 

Alt det jeg har gjort sammen med dig, alt det jeg har gjort når jeg kom til dig, alt det jeg har gjort når du skulle komme til mig, det står så lysende, så stærkt; hvis jeg lukker det ude, hvis jeg forsigtigt lukker bogen med mit livs smukkeste fortælling, hvis jeg kysser den dybt, inderligt, hvis jeg stiller den på en hylde blandt andre bøger, findes jeg ikke selv som andet end hvad jeg var før du kom, så det kan jeg ikke, jeg vil ikke leve i løgn, jeg kan ikke leve i løgn; jeg kan aldrig igen leve imod mig selv. 

Forbindelsen, båndet, det lever i alle tingene, det lever af alle tingene, de simple ting, de mange ting, det ses uden videre, det føles uden videre, det er der bare, det er så tydeligt overalt, på alle stederne, i alle de daglige detaljer; dit fravær er alle de små blomster der bryder frem nu, de gør så ondt, dit fravær sidder i detaljerne. 

Når jeg åbner skabslågen tager jeg en kop til dig og en til mig, når jeg laver mad knuser jeg blidt de tørrede krydderurter mellem fingrene, jeg udløser duften af hjem og står nøgen foran gaskomfuret; stille morgen, solopgangen i køkkenvinduet over de duggede grønne bakker, du ligger endnu varm under dynerne i sengen i kvistkammeret med de skrå vægge, de friske æg fra gårdsalget i den lille kurv, salt, peber, det spruttende smør, lidt olie, de flydende gule blommer, du skal have to, en bakke med tallerkener, de små glas med kold appelsinjuice, tynde skiver af dit brød som jeg har ristet, kaffen til dig ikke for stærk, koncentrationen mens mine nøgne fødder forsigtigt tager trappen trin for trin, gulvet der knirker; er du vågen; dit ansigt når du ser mig komme, det ansigt, dit ansigt sådan der; mit menneske. 

En vind, en kort byge, jeg er efterladt, men aldrig fortabt. Find mig her, foran huset; det grønne kontor er som sidste år på samme tid stedet hvor jeg starter mine dage med dig; jeg sidder i den samme stol, jeg kigger på de samme vækster, her er på den måde godt, for vi har været her sammen, her er vi sammen; alt jeg behøver gøre er at åbne døren, gå ned ad trappen og sætte mig; jeg gør ingen modstand, jeg har prøvet at gøre modstand for at se hvad der kunne ske, men jeg kan kun være hvad jeg er, jeg er den der elsker dig. 

Jeg forsøger ind i mellem at holde mig lidt tilbage, men jeg kan ikke blive hvor jeg er ret længe ad gangen uden at give efter, uden at give slip, jeg kan ikke være her hvor jeg er uden også at være hos dig, uden at lade min kærlighed til dig flyde frit igennem mig, jeg må finde dig, jeg finder dig; i drømmen som jeg bærer med mig ud i denne dag vil du gerne findes af mig; jeg suger så grådigt dine dufte ind i mig igen, jeg slapper endelig af som kun du kan få mig til; mens jeg hører din stemme tale til det i mig som kun du har adgang til, forankres jeg igen i verden af dine hænder, jeg er endelig hjemme med din varme krop mod min, du er mit hjem, det forstår jeg nu; jeg får dig til at grine, jeg gør det med vilje, jeg gør det for min egen skyld, undskyld, men dit grin er så forbandet sødt, det sødeste jeg har hørt; lykkefuglens sang; du giver mig lov til at elske dig, du siger jeg gerne må elske dig igen, jeg elsker dig fordi du lader mig. 

Vinden risler i poplernes blade, græsset er nyslået, stedet som er hjemmet der omgiver dig, stedet som er mit hjem, det kommer hver dag så levende til mig at jeg må gå i knæ; jeg græder, ikke bittert, jeg græder langsomt, sødmefuldt, jeg ligger på briksen og græder, du kom ikke, jeg er der alene, jeg rejste alene dertil for at give begæret sit sted at leve, ånde, for at give det lov til at finde sit eneste mål; jeg rejser mig, rejser videre, for jeg ved at du findes, at du er derude et sted, som du er herinde i mig, jeg vil have at I skal mødes, I to, det slutter ikke, det slutter aldrig for mig; den anden port står åben, på vid gab, den blå himmel og mursangerne, sveden på din hud, den sydende sommer fjern som løfterne der står skrevet i alle vores dage, lige på den anden side af tærsklen. 

Vi gør noget sammen; det væsentlige er det vi gør sammen; jeg elsker at drømme om dig for alle mine drømme er virkelige, de ruller bredt gennem nætterne med mig i slæbet af deres hvide brudeslør; herinde siger jeg til dig at jeg elsker dig uden ord, jeg viser dig at jeg elsker dig med hele min krop; jeg lader dig forstå at jeg må elske dig så rent, så dybt, så frygtløst; jeg lader dig mærke at mine dage er dine som de er mine, at alle mine timer er dine som de er mine, at alle mine minutter er dine som de er mine, jeg kysser dig til du ser at jeg er så fuld af din kærlighed til mig, så fuld af min kærlighed til dig, mens jeg er væk, uforløst, et halvt menneske men varm, så levende med alle årer åbne; blotlagt, parat, kun til dig, altid kun til dig.

Klar til at tage afsted mod byen spiser jeg nu stående; jeg er ikke rastløs, rejsens fortsættelse er min natur, jeg kan ikke længere gå imod min natur.







- - -


6 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hun er det i dig, der elsker dig.

Kærligheden i dig til dig er ukrænkelig.

Anonym sagde ...

Smukke kærlighed

P E T E R B R E U M sagde ...

Kære anonym '1' / 21. maj 2015 kl. 19.19:

Nej. Det i mig der værdsætter og holder af mig, er ikke en ekstern person eller skikkelse, det er mig, der værdsætter og holder af hvad jeg står for og altid har stået for uden andres indblanding, samt særligt for hvad jeg med min stærke vilje har formået at udrette af godt for og med andre mennesker i tillid, indlevelse, respekt og kærlighed; jeg måler fortløbende og nøje mit værd som menneske, mit selvværd, min selvrespekt, på hvad jeg har formået og til stadighed formår eller ikke formår der. Resten, arbejde, skabelse af tekst, er detaljer, blade i vinden.

Den 'hun' der tales om i teksten er ikke et fantasifoster, en drøm, en illusion, en desperat og idealiseret solipsistisk tvangsforestilling, men er som jeg et meget fysisk og levende menneske. Hun er en faktisk kvinde i verden, omend en for mig ganske særligt fysisk og mentalt uimodståelig og helt specielt sammensat kvinde, som jeg kender bedre end noget andet menneske; hun er min ene ud af en million; hun er hende jeg med samme stabile og permanente styrke elsker for altid, for alt hvad hun rent faktisk er, siger og gør, lige meget om hun er der i mit liv eller ej, lige meget om hun elsker mig tilbage eller ej. For sådan er jeg.

Mvh PB

P E T E R B R E U M sagde ...

Kære anonym '2'/ 22. maj 2015 kl. 14:50

Den er nu ikke nødvendigvis så satans smuk i længden uden sin naturlige fuldbyrdelse og udvikling; længsel rimer på trængsel rimer på fængsel. Kan ikke anbefales til svage sjæle eller børn under 18 år.

Mvh PB

Anonym sagde ...

Den du elsker, er den, hvis kærlighed kan knytte sig til det i dig, som elsker dig. Netop denne forening af den ydre og den indre kærlighed, er fuldbyrdelsen, tænker jeg. Med du mener jeg ikke nødvendigvis dig, men mennesket.

Og jo, kærlighed er smuk, under alle omstændigheder, når den er svanger med tekst.

P E T E R B R E U M sagde ...

Sandt, i så mange henseender, sandt på flere af de gode, psykologiske niveauer, samt sandt, fra den vinkel, at sand kærlighed udover at være så helvedes mange andre smukke ting, i mine øjne også er den hvor de to indre børn langsomt sættes helt fri under den trygge leg og ved synet af hinanden, når de elsker hinanden i direkte, uhæmmet fysik og tale; når der også elskes der, kan den voksne persona endelig forenes helt med følelserne, de store følelser, som den ikke altid har med sig, som den ikke altid er helt i kontakt med, i sin daglige gøren og laden; i dette møde, potentialet for alt det der virkelig sætter fri, hvis tilliden er stor nok, hvis tiltroen til den anden er stor nok; her kan man virkelig blive hinandens frihed. <3

Tekst: Kærligheden, den samlede kærlighed, min samlede kærlighed til mig selv og hende, er tekstens motivation, dens bevæggrund, dens virke-og tilblivelsesmåde.