De fjerne morgenklokker; kunstens sygdom, sygdommens kunst; grænselandet mellem den ægte død og den død der tror sig levende fordi den imiterer det levende. Noter.

- - -







"Der er i det store hele kun to slags moderne skandinaviske forfattere i det brede felt under de få geniales sejrsskammel; de postuleret moralske og de postuleret amoralske. De moderne moralske skriver mestendels den kedelige, skematiske, småborgerlige og frygtforherligende serie-og kriminallitteratur, mens de moderne amoralske mestendels skriver skingre, patologiske, introvert infantile og selvbiografiske 'dagbøger'; på toppen står stadig de få, der formår at udvide det universelle spillefelt, de der formår at gøre det menneskelige ansigt mere interessant end det var før de skrev, under stadig dynamisk udvidelse og inddragende, stadigt undrende erkendelse af den enorme skriftlige åndstradition hvis skabere de står på skuldrene af, om de vil være ved det eller ej; samtidens paradoksale lise for både læseren og udøveren, er dens litterære historieløshed, dens litterære dannelsesfritagelse; dens forestillinger og illusioner om 'frihed fra de andre' er dens forbandelse." 

- P.B. / Dagbog 17/5 2015


“To throw away an honest friend is, as it were, to throw your life away.”

- Sophocles


“Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde eller farve den andens verden får for ham selv er jeg med til at bestemme med min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min blotte holdning. Hvorfor der er en uudtalt, så at sige anonym fordring til os om at tage vare på det liv, som tilliden lægger i vor hånd. ” 

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man uddyber eller hæver. Men det kan også være så forfærdende meget, at det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej .... Ikke desto mindre har vi en mærkelig og ubevidst forestilling om, at den verden, hvori et menneske har sit liv, hører vi andre i egentlig forstand ikke med til. Den verden, der for den enkelte er hans livs indhold, har vi en besynderlig forestilling om, at den enkelte selv er, så vi andre er uden for den og kun fra tid til anden tangerer den. Består mødet mellem mennesker normalt derfor kun i, at deres verdener berører hinanden for derefter intakte at fortsætte deres løb, kan det hele ikke betyde så meget. I virkeligheden en besynderlig forestilling, hvis besynderlighed ikke bliver mindre af, at den er os så selvfølgelig. Det forholder sig nemlig ganske anderledes: 

Vi er hinandens verden og hinandens skæbne. At vi som regel ser bort derfra, er der grunde nok til."

- K. E. Løgstrup


"Enhver skyldig er sin egen bøddel." 

- Seneca



På det grønne kontor, tidlig morgen; kærlighedens mange spøgelser der danser i duggen som fanges af solen; de opløses i dens stærkere og stærkere stråler for at blive til kølig, forfriskende damp som indåndes under en let gysen, en sitrende forventning; dagen fortæller snart fingrene hvad den er ude på. 

-

Der findes ikke tilgivelse uden erkendelse, der findes ikke retfærdiggørelse uden indrømmelse og forståelse af det vi udsætter hinanden for, mens vi mener os frie til at gøre hvad der passer os i forholdet til hinanden, i blind jagt på den nydelse der kan formindske smerten ved at være gennemsyrede af konsekvenserne af flugten fra moralen, det ansvar vi i ethvert møde har for hinanden, uanset dets omfang og dybde. 

Der findes moral, der findes loven i os, der findes de regler der gør dig syg hvis du ikke overholder dem, der findes de regler der kan gøre dig rask hvis du overholder dem; at lade sig blive skrivekunstner, digter, forfatter, er i de fleste tilfælde, og naturligt for tiden der ikke ønsker at se moralen i sig selv, ikke andet end det futile forsøg på at udsætte den indre moralske virkelighed, dens tyngde, dens absolutter til et udefinerbart 'senere'. 

Der sættes en naiv og håbefuld parentes omkring livet med den indbildt stagnerede børneudvikling, der opfindes overgjort romantiserede skader, en overfladisk skin-psykologisering der retter det hele ansvar for ens selv og væren mod de andre, mod visse ydre omstændigheders indflydelse; det uafvendelige møde med den indre lov søges i fantasien udsat; værkerne bliver undskyldninger, udsættelser, bøder og bod, bønner om tilgivelse for ikke at magte at tage det fulde ansvar for egen eksistens, egne handlinger, og dermed kategorisk også for andre mennesker, i overensstemmelse med moralloven, lige meget hvad der er denne eksistens' grundvilkår. 

Forfatteren reproducerer, for det meste uden at lære noget af den amoral han ser og så, den amoral han voksede op i, i sit tidlige liv, han påtager sig den, han udlever den, han overidentificerer sig med den, han forener sig helt med den, han drukner i den, han synker i den, men nægter at være i moralen selv, han nægter at gøre det der er rigtigt, mens han endnu er så hjerteskærende ung, så stolt, så forfængelig; opfyldt af ungdommens illusion om det særligt individuelle eksempel, at være ham der fordi han kun har spejlet sig i det amoralske uden at se sig selv, kan gå uberørt igennem livet, være den der går forbi, den der ikke skal betale, den der ikke skal stå skoleret for noget eller nogen; i denne perverse tro og lyst føler han sig i den kæde af flygtige øjeblikke der udgør ungdommen stærk og fri: 'Se blot hvad de gjorde ved mig, nu må jeg alt!"; hans sorte sol skinner for en stund så stærkt.

Værkerne er utilsløret selvbiografiske, værkerne er uden anden dybde end den der ligger i spændingsfeltet der skabes i flugten fra det uafvendelige møde, konfrontationen med moralloven; værkernes værdi kan gradbøjes efter hvor dygtigt de forsøger at lægge afstand til deres egen underliggende tryglen om nåde fra den dommer der bor i os alle, hvor dygtigt de illustrerer dette kroniske misforhold til menneskelivet selv; undervejs til intetsteds gøres hvad som helst der kan udsætte mødet, hvad som helst der kan forlænge flugten fra den indre realitet, men der er ingen flugt fra den indre realitet, og den stærkeste af alle indre realiteter, moralloven.

Forfatteren er i sandhed, som Espedal rigtigt ser i et sjældent øjeblik af ren og tilsyneladende ædru erkendelse, ovenpå en affære der bringer ham i direkte konfrontation med hvad han selv er, hvad han har gjort sig til, hvad konsekvenserne af ham egentlig er, den hvide klovn, den gamle syge hund, et Dostojevskisk underjordisk menneske, et værdiløst menneske blandt menneskene; han ser at hans livslange søgen og leven i illusionen om det før-moralske er vanvid, falskhed, men lukker hurtigt ned for tankemønstret igen, før det for alvor kan aftvinge ham at efterleve den dom han aner, og dømmer derved sig selv til fortsat at leve i det håbløse, trygge mørke, det eneste sted han kender, føler sig hjemme, og han er forbandet, afstumpet, han ved det, han er begravet i sig selv, i sin endeløse selvmedlidenhed, i sin endeløse lidelse der er det eneste sikre han har tilbage; en livstidsfange uden håb; hvad der står tilbage af håbefuld værdi for ham, det eneste der er tilbage, er dokumentationen, den næste bog, advarslerne til de der læser, indhyldet i lokkende, besnærende og giftig poetisk skønhed. 

Forfatteren indretter sit skinliv derefter, han tegner dørene på væggene med rystende hænder, løber gennem dem i den stadigt mere umulige flugt fra moralen i ham selv, han aftvinger sine omgivelser det samme moralske vakuum som han selv desperat forsøger at opretholde med alle de midler der er til hans rådighed; han er på den måde altid i konflikt med moralloven i ham, idet han er dens forbandede slave, mens han barnligt håber sig fri, egenrådig, selvstændig, uanfægtet af hvad der gælder for alle. 

Han læser desperat resten af verden i overensstemmelse med det mørke han er; hvis resten af verden ikke makker ret, finder han ligesindede, han finder de der er ligeså anløbne som han selv, og lader sig, selvom han inderst inde ved bedre, bekræfte i, at verden ser sådan ud, at den er som det han forsøger at gøre den til; hans liv søges omdannet til en skrøbelig fiktion, hvis opretholdelse er helt afhængig af hans evne til at gemme sig; fra dette punkt, ikke hinsides godt og ondt, men med egen kniv for struben, spytter han sine bedste og mest hypnotiske natblomster ud på det hvide papir, de tigger om anerkendelse, de tigger om frelse, de tigger om tilgivelse; de er den endelige undskyldning til livet, bårebuketter der leder efter en kiste, en kirke at hvile i. 

Men han har det slet ikke godt, hans syge sjæl er ligeså anløben af den ondskab han producerer og reproducerer, som den akkumulerede sum af hans eksistens, dens konsekvenser, hans gerninger; ingen går fri, men forfatteren ligger i sin egen dybere og dybere sorte pøl af kaos, desperation og håbløshed; den er hans eneste tilflugtssted når moralen trænger sig på i hans møder med dens manifestationer, dens fordringer i omverdenen; han søger en ensomhed der ikke er andet end flugten fra den falske, mellemmenneskelige realitet han selv har skabt og inderst inde naturligvis ikke kan udholde; den tåler ikke dagens lys, den tåler ikke lyset, den tåler ikke det lys der forsøges undertrykt i flugten fra ham selv, dommerens lys, dommens lys der altid er tændt. Han kan ikke løbe fra sig selv, hans kræfter svinder dag for dag, han bliver ældre og ældre, og intet hjælper. 

Han slider så indædt i mørket for at slukke lyset, han kæmper så indædt, svag, febril, tynget og med rystende hænder mod det uafvendelige, han lyver, han lyver mere og mere desperat, han lyver så smukt, han lyver så meget mens han håber på at løgnen igen vil vokse, forøge sig, få overtaget, at den igen vil overbevise ham og få det der ikke går nogen forbi til at drukne i det frie ord. 

Han kalder det kreativt hvad som helst, alt der ikke er dets rette navn, han digter desperat alle de navne der ikke er lovens; han skriver udførligt at det er de andres skyld at han ikke ser, at han ikke lever retfærdigt, at han ikke kan leve retfærdigt, han skriver at det er omstændighederne i hans opvækst der hæver ham over loven, han skriver at det er et kald at være udenfor, men han tror ikke længere på det, lige meget hvilke krumspring og nydelige hop gennem ringe af ild han foretager sig i det cirkus han kun selv er eneste skaber af, eneste tilskuer til og eneste udøver i. 

Han tror ikke på sig selv, han kan ikke tro på sig selv, og derfor lider han, han bliver lidelsen selv; Ingen slipper fri; han kalder det døden, han kalder det sygdom, han kalder det kunst, han æstetiserer, han skalker, men det er ingen kunst at gennemskue at der ikke er tale om den kunst der forøger og tilføjer noget særligt til den menneskelige erkendelse, ikke kunst, men rettere patologi, at der er tale om pinagtige illustrationer af hvad der sker med et menneske der tror sig fri, hævet, anderledes end resten af menneskeheden; han er det brændte barns tragedie; en tragedie der forbliver tragedie, fordi han ikke turde slukke ilden med tillid, ikke turde overgive sit liv i andres hænder; ingen spejling finder for ham sted, ingen udvikling er ham mulig. 

Hans fortællinger er i den sidste analyse, ved den sidste erkendelses port, som han stærkere og stærkere aner lyset fra jo ældre han bliver, ikke andet end æstetisk blændværk, køn indbildning; det bliver tyndere og tyndere, han må udgive eller være forbandet, det skal gå hurtigt, han sidder ved tasterne hele tiden nu, han har travlt, for han ved næsten det hele, men kan ikke gøre andet nu end angstfyldt, rystende at fortsætte mod den død han aldrig vil komme overens med, som slave af den falske leveverden han skabte, og fortsat skaber. 

Kardinalpunktet kommer til forfatteren, forfatteren ender i kardinalpunktet, for ingen går fri; Ecce homo, han krammer en hest, det er ikke synd for ham, det er ikke synd for nogen; han ser dagens lys, han brænder i det helvede der findes alle steder hvor solens stråler rammer mørket i ham og taler til det lys i ham han ikke længere kan undertrykke; hans hud flækker, han kniber øjnene sammen, de smelter, det er for sent nu; han er et forskræmt spøgelse i sit eget liv, sin egen hjemsøgelse, han opløses, han er en ikke-entitet, ikke et menneske, men en menneske der aldrig blev menneske, et menneske der aldrig rejste sig som menneske, men faldt uden overhovedet at have forsøgt; han ved at han er kujon, han ved at han er mislykket, han ved han er sin egen tragedie, han aner endda i visse glimt fra det sene forfatterskab at han udelukkende er det for egen hånd, men ikke engang sandheden kan hjælpe ham nu, for det er for sent, intet lader sig gøre om; nu er der kun dommen tilbage, en økse der falder uden forklaring.

I den særskilte forstand at det uden selv at vide det er til sand skræk og advarsel, er den følsomme Espedals forfatterskab også at anse som god og nyttig litteratur, der er sekvenser af meget høj kvalitet i prosaen, der er momenter af uangribelig poetisk skønhed, men disse øjeblikke af overensstemmelse mellem form og indhold kan ikke formindske det faktum at det centrale i tekstens samlede korpus, der meget signifikant stort set er uden dialog, samtale, indlevelse i andre, består i den tvangsprægede, stakkede frist af nydelse ved at lade stå til, ved at lade alt gå i stykker omkring og i en selv, uden at gøre noget, mens man fingerer hjælpeløshed, 'psykologisk skæbne', udgyder altmodisch forfaldsæstetik, mens den subjektivt, esoterisk godsiger, hylder og retfærdiggør den meget udbredt moderne socialkarakters selvbestaltede, selvforstærkende tragedie; når skønheden her opfattes som skønhed, er det eftergivelsen til det tragiske i ikke hverken at evne eller ønske at blive voksen der hyldes og spejles; skæbnebegrebet genopfindes i de smukkeste gevandter i perverteret form og fylder for et skinlykkeligt øjeblik den narcissistiske læsers afgrundsdybe mytologisk-poetiske hul. 

Det er således stor samtidslitteratur vi har med at gøre, stor, fordi den såre præcist og nådesløst spejler samtidens problem med at beskæftige sig seriøst med moralens fordringer, stor, fordi den er den romantiske desertørs umulige, sorte skønsang med de ligeså umulige 150 års forsinkelse, stor, fordi dens momenter af ætsende skønhed i deres flugt fra moralen, deres neurotiske oprør mod livet selv, udgør portaler til kunstnerens universelle, psykiske og siden oldtiden observerede, beskrevne og dokumenterede borderline-habitus; det er stor samtidslitteratur, fordi den viser at der ikke er noget værk, når der ikke foretages undersøgelser af kollektivets utallige kejsere og deres interaktioner med hinanden; stor, fordi den viser at litteratur uden universelt menneskeligt sigte og perspektiv mestendels er patologisk journalføring i dagbogsform, hvor det til sidst udelukkende er forfatteren der står tilbage uden tøj på i midten af sin fiktions tryglende buket af skønhed og tigger om den forsvundne mors kærlighed, gennem appellen om anerkendelse og dom fra den store 'mor' som er offentligheden; Espedal er i den forstand tilhørende i de geniales kategori; hans plads på skamlen er vundet ad den tilsyneladende mest umulige vej, en vej ikke udenom, men gennem den blinde udlevelse af det futile i at bilde sig ind at man kan være moralløs; her gør han ved grundig og livslang skovsø-spejling samtidens menneskelige ansigt mere interessant end det var før han skrev; alle er nu noget helt særligt, alle er nu undtagelser fra reglen, alle er nu alene, fordømte og fortabte i kløerne på den illusion.







- - - 
Send en kommentar