Broderfolk

- - - 

De syngende nåle står stive i det duvende græs, den hurtige himmel, dagsendens plettede spejl er delvis blåt over de flakkende hvide skyer der lokker til flugt; hændernes frihed; der er ikke mere at gøre for i dag, alt det der skulle gøres er gjort, pulsen synker i brystet, nu suser det sagte for ørerne; temperaturen er lav som høj, et forår; alt det der stiger, alt det der skyder frem, alt det der begynder betyder noget, alt det der begynder betyder ikke noget; foran glasset sidder det enogtyvende århundredes mand på sin trone; hans krops længste celler de eneste vidner; kulden fra årene han bærer, den varme der dannes for fingrenes spidser; mødet med kalken, en klikken mens han skriver; den tynde hud som er det eneste der skiller; der er ikke langt igen, snart jager mørket branden væk i vest mens blikket maler vidderne til støv, det gyldne fortætter sig, svinder ind, forsvinder med små stik for hjertets ord; hjemløse skovduer, et par for livet, de mindes granen, de kommer hvert år på denne tid; de kan ikke give op, de kan ikke andet, de lever, de gør hvad de gør til de ikke lever; i den tykke luft kredser de, søger spor af et tabt hjem, bask, nu broderfolk, rejsende i fjer; de flækkede fibre, øksens blålige hoved er stadig varmt, harpiksen bløder gult fra stubbene, den klistrede æg; duften af drab har aldrig grønnere mens dagens dont ligger stablet på sit leje af splinter; de værkende muskler, den friske fortid, sveden af brynene, det tunge åndedræt, de salte dråber der gøder mosset. 

- - -