Kære Καλλιόπη,
På den anden side er der ikke andet end det, at der ikke er noget på den anden side; på denne side, det endnu levendes æggende prisme, den drejer lydløst i vores mellemrum, ser forskellig ud, ses forskelligt, forheksende, forløsende, forblændende, alt efter hvem der ser, hvordan lyset falder, alt efter hvordan mørket falder i dit øje; når vi er sammen er der dobbelt så meget at se; hvis man som jeg er bestemt til at have et ben på hver side, er løsningen i den korte fase nogen kalder livet at agere bøddel, kirurg eller forfatter; gå med mig eller lad være, jeg er i dig, for enden af din vej finder du mig; jeg kan give din vej den dybeste kontrast hvis du tør kigge på knoglerne bag vores hænders hud, jeg kan give dig min underjordiske orkan af lige dele skabelse, lige dele destruktion; i vort bløde grundfjeld min hammer, dine hænder, min ambolt, jeg bærer så let dine ords glødende kæder på min hvide hud, mit værksted, din friheds smedje; jeg kan bringe dig i udbrud, bryde din flint, stoppe dit køds tid, give dig evigt liv mens du lever, mens du levende giver dig ordenes evige liv; jeg kan ophæve Jordens tyngde mens du holder mig i min hale, du kan sætte af med mig, flyve med mig i mørket; mens du sidder naglet på min pansrede midte kan jeg vise dig nattehimlen over den fjerne blå Jord, en gysende flugt, en gnistrende bue under nattens hvælving, du kan frit tegne stregerne mellem de stjerner jeg bringer dig nær, for jeg er uden frygt; jeg er den blodige tunge i din vægtskål, i mine årer det flydende guld om din hals, tre fjer, ingen tyngde, ingen byrde, kun et løfte af blivende værdi, i min hale min helbredende gift, i min hale mit giftermål, i din skål min næring, tøm den over mig, nu.
Θάνατος
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar