FLAGRVM LIII

- - -







Jalousi er den største luksus; en gift, en berusende gift er den, og man forveksler nemt dens glødende hede med kærlighedens egen, som den glidende og umærkeligt erstatter; jalousi er også liv; jalousi er liv, som cancer er det. Når jeg rammes, starter det som en kvalm knugen i maven, der snart breder sig ud i hele min krop, som en brændende kulde; en fornemmelse af, at jeg iser til indvendig overmander mig, og så kommer voldens flodbølge; jeg mærker de gamle svigtens sår bryde op, og blodet styrter til mit hoved; jeg bliver svimmel, jeg vakler, snart er jeg et truende fald mod en afgrund uden bund.

Nu er det eneste jeg kan tænke på, om det virkelig kan forholde sig sådan, at tillid mellem mennesker slet ikke er mulig, at forestillingen om at tilliden findes, er den største sovepude, en illusion, en nødvendig illusion, men dog en illusion, og derfor ikke andet end en løgn, endda den lave, selviske løgn, der trækker al farve og varme ud af livet på den der lyves for, når den afsløres.

Jeg tænker, med de sidste rester af forbitret rationale, at løgnen er døden selv levendegjort, og at lyve for den man elsker, er at slå ihjel; løgnen er ikke et hensyn, ikke en beskyttelse; den er hvad mennesker der ikke har modet til at leve i sandhed, mennesker der ikke magter at hæve sig over reptilstadet smykker sig med; bliksmykker, glitrende, aktiv amoral, i koldblodige legemer.

Men alle betaler til sidst, om de letsindigt griner imens, eller tynges af ægte samvittighed. Så ser jeg økser, så ser jeg galger; jeg er ravnen der griner hånligt af min naivitet, mens jeg kredser over min grav, min grav som i dette øjeblik er så tydelig. Jeg svinger øksen, jeg dingler i galgen, jeg hader min yndlingsfugl, jeg er ikke bange for konsekvenserne af at gøre noget af det, for jeg ved, opflammet af jalousien selv, at intet andet end den ældste form for retfærdighed vil stille mig tilfreds; derefter, altings ophør, altings synken bort og væk, Shivas sorte tømmermænd, før det endelige mørke, sejrens tavse depression.

Men så hører det op, fordi jeg lader den spille sig helt ud,  lader den rulle helt igennem mig, til dens endegyldige konklusion: Den kan ikke leve i mig længe ad gangen, for den punkterer under vægten af sig selv; den bliver mig latterlig, teatralsk og svag, svag som ondskabens selv, og jeg smiler af den, jeg smiler af dens ynkelige forsøg på at gøre sig til gøgeungernes oppustede konge, i min sødmeoplyste, kærlighedsstærke borg af en fælles rede, hvor den intet har at gøre, ingen magt har, og jeg er tilbage, jeg er mig selv igen.

Jeg tænker så, at det nærmest er utroligt, at mine følelser kan svinge helt derhen igen, selv nu, hvor jalousien intet konkret har på sig, nu, hvor jeg er så sikker i min sag, nu, hvor jeg er så sikker i vores sag, og livet er så ganske forandret til et sted, hvor lysets magter leder vejen, hvor lethedens credo er mine dages lydspor.

Men jeg vælger at værdsætte dens eftertrykkelige og dramatiske understregning af, hvor højt jeg elsker dig; dens dæmoniske lynfølelse af hvor meget jeg ønsker at besidde dig, og hvor meget jeg ønsker at du ønsker dig præcis det samme, med omvendt fortegn. Jeg vælger at se den som et mindre æstetisk attraktivt udtryk for den simple sandhed at jeg er din. 







- - -