Så lærer vi elskende, opdagende, talende, hviskende, hvorledes vores sande komplementaritet fungerer, ved et af de tilfælde vores gyldne og frie udvekslinger skaber så mange af; som små døre man kan åbne og gå igennem alene, eller bedre, hånd i hånd, viser de sig gang på gang esoterisk frugtbare, mens de eksoterisk udfolder deres kronblade, under den dansende hvide sol:
Glemmer du, så husker jeg. Glemmer du, så husker jeg. Glemmer du, så husker jeg. Glemmer du, så husker jeg. Glemmer du, så husker jeg. Glemmer du, så husker jeg. Glemmer du, så husker jeg.
Jeg ser så tydeligt dine kæder af brændende smukke nuer, dine billeders og teksters absolutte nødvendighed, deres betydning ophøjet, skærpet og indrammet af det, der ellers forgår, det, der for en hver pris må fastholdes, deres skønhed forøget, helt forstået i skæret af det, der ellers alt for hurtigt forsvinder, organisk nedbrydes og går fra gult til gråt, det, der nådesløst forandres; som sæsonernes glidende skiften ses de nu i det mildeste, bestandigste lys, fordi det ikke forsvinder, aldrig forsvinder.
Jeg ser så tydeligt dine kæder af brændende smukke nuer, dine billeders og teksters absolutte nødvendighed, deres betydning ophøjet, skærpet og indrammet af det, der ellers forgår, det, der for en hver pris må fastholdes, deres skønhed forøget, helt forstået i skæret af det, der ellers alt for hurtigt forsvinder, organisk nedbrydes og går fra gult til gråt, det, der nådesløst forandres; som sæsonernes glidende skiften ses de nu i det mildeste, bestandigste lys, fordi det ikke forsvinder, aldrig forsvinder.
Vi forstår at nuets overhøjhed, dets strålende centrum af intens drift mod liv der blot vil mere liv, bebos af dig, mens fortidens udvidelser, fremtidens portaler og dagenes fulde cirkler, er mine drager i vinden.
Du er min dør til det definitive og altafgørende nu, som jeg aldrig fandt håndtaget i alene, jeg er din dør til alle de tider der omgiver det, og som du ellers ikke kan fastholde alene; ikke mærkeligt, at tiden mister sin magt, når vi sammen svømmer i dens flod, for da er den vores; den er vores, mens vi er den, mens vi har den.
Du er min dør til det definitive og altafgørende nu, som jeg aldrig fandt håndtaget i alene, jeg er din dør til alle de tider der omgiver det, og som du ellers ikke kan fastholde alene; ikke mærkeligt, at tiden mister sin magt, når vi sammen svømmer i dens flod, for da er den vores; den er vores, mens vi er den, mens vi har den.
- - -
1 kommentar:
Du er den der ser, du er den der samler op,
hukommelsens hvide askeflager
Send en kommentar