Min beskæftigelse består i at sørge for at flest muligt ser og hører det de gerne vil se og høre, det, de har betalt for, det, de forventer. Det er en tilfredsstillende beskæftigelse, og jeg sætter en glæde i at levere hvad jeg lover, både det jeg lover mig selv og andre; man kunne sige, at jeg ville være tilfreds med en hvilken som helst beskæftigelse, som gav mig mulighed for at formulere, anstille og præsentere andre for de forestillinger de er kommet i den tro at de har brug for.
At jeg tilfældigvis gør det jeg gør, i de flertydige rammer jeg lige nu befinder mig i, gør ikke hverken fra eller til, for positionernes esoteriske natur er vigtigere end deres manifest partikulære og synlige overflader, deres automatisk genererede niveauer af førstehed og andethed. At de to beskæftigelser overlapper, fodres af og konsekvent indgår i hinandens bevægelser, er således ikke et tilfælde, men f.eks. et udtryk for subtil perversion, hvis den der ser synes, at det er sådan det er.
Det sagt, er mit levede, akkumulerede liv til nu, også at betragte som en række tyvstarter, afsæt og tilløb i alle retninger mod skriftens udvidelse, skriftens bliven sig selv i en sådan grad, at den bryder sin egen jord, stængler fort mod lyset og skyder nødvendighedens fortællinger i frivækstens blomster, i og udenfor sæsonen. Vinterrose, sommerstorm.
Det er hvad det må komme til, og kommer til om lidt, for det rumler og syder under skorpernes bløde som hårde lag, noget finder form, som min egen stemme allerede har fundet sin; de andres endnu fragmentariske sprog tiltrækkes, samles og næres af roen der nu udgår fra den centrale, ganske uvidende, men altid nysgerrige og derfor troværdige fortæller.
Jeg har på nuværende tidspunkt læst, genlæst og tilstræbt forstået bøgerne fra den store kanon som bar sandheden om sjælen intakt over århundredernes brændende flod og holdt den fri af åndens endeløse abevintre, men jeg har også indtaget den lokale og lille der sommetider futilt, sommetider heldigt, men altid tilfældigt, kredser blindt under presset af ikke at have læst den store i den rækkefølge de store sagde jeg skulle.
Jeg har således sat mig ind i hovedstrømmen af de emner, materier og idéer der har optaget og aktuelt optager den menneskehed jeg er en del af. Jeg ved for meget om meget, men for lidt, om lidt; opsparingen er ovre, det er på tide at glemme dens ophav og lade summen tale som den vil tale, igennem de som tager den i deres munde.
Nu lærer og aflærer jeg frit, når jeg observerer og nedfælder de universelle symboler i både gamle og helt ny konfigurationer, og lader tekstens spejlsale udvide sig til hele verdener af sand, elektricitet og bølger af forskellig effekt og længde; i mønstrene deres overlap danner, ser jeg livets gåder give sig selv tøj på, lægge makeup og gå i byen i flok, for at søge magerne som kan forløse dem.
At jeg tilfældigvis gør det jeg gør, i de flertydige rammer jeg lige nu befinder mig i, gør ikke hverken fra eller til, for positionernes esoteriske natur er vigtigere end deres manifest partikulære og synlige overflader, deres automatisk genererede niveauer af førstehed og andethed. At de to beskæftigelser overlapper, fodres af og konsekvent indgår i hinandens bevægelser, er således ikke et tilfælde, men f.eks. et udtryk for subtil perversion, hvis den der ser synes, at det er sådan det er.
Det sagt, er mit levede, akkumulerede liv til nu, også at betragte som en række tyvstarter, afsæt og tilløb i alle retninger mod skriftens udvidelse, skriftens bliven sig selv i en sådan grad, at den bryder sin egen jord, stængler fort mod lyset og skyder nødvendighedens fortællinger i frivækstens blomster, i og udenfor sæsonen. Vinterrose, sommerstorm.
Det er hvad det må komme til, og kommer til om lidt, for det rumler og syder under skorpernes bløde som hårde lag, noget finder form, som min egen stemme allerede har fundet sin; de andres endnu fragmentariske sprog tiltrækkes, samles og næres af roen der nu udgår fra den centrale, ganske uvidende, men altid nysgerrige og derfor troværdige fortæller.
Jeg har på nuværende tidspunkt læst, genlæst og tilstræbt forstået bøgerne fra den store kanon som bar sandheden om sjælen intakt over århundredernes brændende flod og holdt den fri af åndens endeløse abevintre, men jeg har også indtaget den lokale og lille der sommetider futilt, sommetider heldigt, men altid tilfældigt, kredser blindt under presset af ikke at have læst den store i den rækkefølge de store sagde jeg skulle.
Jeg har således sat mig ind i hovedstrømmen af de emner, materier og idéer der har optaget og aktuelt optager den menneskehed jeg er en del af. Jeg ved for meget om meget, men for lidt, om lidt; opsparingen er ovre, det er på tide at glemme dens ophav og lade summen tale som den vil tale, igennem de som tager den i deres munde.
Nu lærer og aflærer jeg frit, når jeg observerer og nedfælder de universelle symboler i både gamle og helt ny konfigurationer, og lader tekstens spejlsale udvide sig til hele verdener af sand, elektricitet og bølger af forskellig effekt og længde; i mønstrene deres overlap danner, ser jeg livets gåder give sig selv tøj på, lægge makeup og gå i byen i flok, for at søge magerne som kan forløse dem.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar