FLAGRVM XLI

- - -







Lyset lægger sig gråt i hvidt over et tidligt sæsonskifte. Himlen ringer ind til sit høje blå og vi trækker mod andre dybder, mens pejsen buldrer og knitrer sin overgang fra sommerens overflod af sanselig luksus, til efterårets skarpere nødvendighed.

Vi ved vi er her for alvor, men det ændrer ikke på den flydende rytmik, denne stræben efter at få mere ind i vores samtaler, mere ind i vores delmængde end hvad der findes deri, før vi netop nu placerer os overfor hinanden, kigger hinanden ærligt i øjnene, og for en stund skilles vores læber, for at give mere end faktiske kys.

Vi taler om hvad som helst, det tunge som det lette, det svære som det nemme, det analytisk højstemte, som det melankolsk afmålte. Du siger mig alt, jeg siger dig alt, og som de blade der falder om få uger, falder også ordene til sidst i blide bunker ved stammernes brede fødder, som et organisk tæppe af forgængeligt, og netop derfor, så tindrende smukt nornevæv af frisættelse.

Vores intense drift mod afdækning, er kærlighedens sande og forlængede vilje, er hvad vi uden videre gør; smerten, der som de utallige glæder kan følge af udvidelsen, den lille lidelse, er blot indestængt tvivl maskeret som kulde der forlader kroppene, for snart at erstattes af den ulmende, erotiske styrke, der ligger i at vide det hele, hele tiden at kunne holde hinandens hele liv i hænderne, mens vi holder hinandens hænder.

Således omsætter vi det allerede levede, i levende ord, mens vores stemmer danser i rummet; vi taler intet ned, fortier intet, men puster varmt det samlede livs lys ind i alt det, der til forveksling ligner noget der er mørkt, noget der er svækket og træt, for når vi er sammen kan vi ikke få nok af det der er levende, og at ånde liv i præcis det, der trænger til at blive levendegjort, er vores sande fællesnatur, afsløret.    

At fremmane det fulde liv, at forestille os den hele, afrundede sameksistens, er med vores respektive erfaringer betinget af den modne og langsomme omsorg for selvene, omsorgen for hinandens integritet, og af at gøre en dyd af den nødvendighed, der ligger i løbende at fremstille os selv forståeligt, klart og præcist, så det gør vi, og vi gør her som i det hele taget det rette uden at planlægge det, hvilket tydeliggør omfanget af den grænseløse tillid vi har, giver og bare er.

Sammen og hver for sig vokser vi, for hvert skridt taget, for hvert ord sagt, for hvert smil afgivet vokser vi; for hvert grin der ringer ud i rummet bliver det større, for hver tåre der fældes bliver det større, og alt bliver os mere synligt, for rummet er bygget af kærligheden selv, den kærlighed, der ønsker at rumme alt mellem himmel og jord, alt mellem ord og bord, alt mellem polerne i det vildtvoksende vi, for mellem os er intet tabu, intet helligt, intet fremmed, og vi har ikke tøj på mens vi gør det. Som samtalerne selv, er vi altid nøgne mens vi taler sammen.   







- - - 
Send en kommentar